Af Carsten Sander Christensen
Under besættelsen ændrede hverdagen sig en hel del i lillebyen Grindsted, der havde mellem 2.000 og 3.000 indbyggere. Tyskerne havde besat Grand Hotel, Hansens Hotel, Grindsted Kost- og Realskole og Nordre Skole. Så der var en hel del tyske soldater og officerer her i byen. Og de tyske officerer synes for øvrigt, at der skete alt for lidt i byen, blandt andet på det kulturelle område. Lokalredaktøren for Vejle Amts Folkeblad, Chr. Christensen, der udover at være redaktør også var borgmester (sognerådsformand), havde tit besøg af værnemagtens soldater og officerer. Og en dag inviterede tyskerne så helt spontant til en kirkekoncert i Grindsted kirke. Det var fredag den 23. juni 1944. En del år efter krigen var afsluttet, i 1950erne, skrev Chr. Christensen en lille artikel om hændelsen og den er her gengivet fra Vejle Amts Folkeblad:
”Nylig var der indbudt til en meget fin operaforestilling på Grindsted Teater, men besøget var sløjt, og det hed i anmeldelserne, at Grindsted var en umusikalsk by.
Dette bragte mig til at mindes en episode, jeg som daværende sognerådsformand havde med den tyske besættelsesmagt.
En dag kom den tyske kommandant ind på kontoret og med glæde i stemmen meddelte han, at tyskerne ville arrangere en enestående fornem koncert i Grindsted Kirke. Der ville komme et orkester fra Berlin – jeg husker ikke om det var på 50 eller 60 mand – og hertil ville værnemagten invitere et betydeligt antal af Grindsteds borgere. Hertil svarede jeg, at det ganske givet ville blive en skuffelse, da Grindsted var en meget umusikalsk by, hvis borgere sikkert ikke ville møde op til en sådan koncert.
Dermed troede jeg, at den sag var ude af verden. Men ca. 14 dage senere kom kommandanten igen. Denne gang for at meddele, at nu var sagen i orden. På en nærmere angivet søndag ville koncerten løbe af stablen, og nu ville han bede mig opgive navne på et antal Grindsted-borgere, som derefter ville få skriftlig indbydelse til at overvære koncerten.
Jeg svarede igen, at Grindsted var en umusikalsk by, og at det ville være umuligt for mig at finde frem til borgere, der ville blive glade foren sådan invitation. Vi var som nævnt uinteresserede i musik.
Det passede ikke kommandanten og han bad mig endnu en gang finde frem til folk, der kunne få invitationen, men jeg afslog helt.
Imidlertid må kommandanten andet steds have fået nogle adresser, idet der kom indbydelser til mange Grindsted-borgere.
Disse kom derved i en prekær situation, thi bortset fra det ’umusikalske’ var der ingen, der ønskede at gå til et festarrangement, som værnemagten inviterede til.
Jeg fik en del opringninger og henvendelser fra folk, der spurgte, hvad de skulle gøre for at blive fri for at gå til koncerten.
Jeg svarede, at sygdom var jo hver mands herre og vitterligt måtte mage Grindsted-borgere gå til sengs hin sommerdag i 1944.
Det var midsommerfest i byen samme dag, og om aftenen kunne man ovre i anlægget træffe de folk, der havde været ramt af ’epidemien’. Lige så pludseligt den var opstået, var den blevet overstået. Selv rejste jeg til Vejle, ind med et tog og hjem med det næste.
Men kirkekoncerten. Jo på grund af den pludseligt opståede ’epidemi’, var der vist ingen, der fik sendt afbud, så værnemagten regnede med stort besøg.
I kirken var den røde løber lagt ud og selve kommandanten for hele Vest- og Sydjylland stod i fuldt skrud i kirkedøren for at byde Grindsted-borgere velkommen.
Der kom 3 – siger og skriver tre – og det var ikke folk, som i nogen henseende gik tyskernes ærinde. De kom af en slags dum nysgerrighed, og jeg skal ikke nævne, hvem det var.
Men tyskerne blev rasende, og tidligt næste morgen blev jeg kaldt over på den tyske kommandantur. Det kan nok være, der var lagt i kakkelovnen. Om jeg troede sådan en lille by kunne tillade sig at holde de tyske værnemagt og dermed Tyskland for nar. Det skulle vi komme til at fortryde. Ind imellem de mange vrede ord kom også et direkte spørgsmål til mig, hvorfor jeg som byens borgmester var udeblevet fra koncerten, da det var mig, der havde ansvaret for borgernes optræden.
Jeg svarede, at jeg var blevet kaldt til et vigtigt møde i Vejle. I øvrigt gentog jeg, at jeg jo havde sagt i forvejen, at vi var aldeles umusikalske i Grindsted.
Resultatet af Grindsted-borgernes udebliven fra koncerten blev unægtelig en strengere kurs fra værnemagtens side, men indbyrdes morede vi os over, at Grindsted fik klaret situationen på en måde, så der ikke gik noget nationalt skår af os.”
Ja der var mange måde at udøve passiv modstand mod den nazistiske overmagt. I denne situation må tage hatten af for lokalredaktøren/borgmesteren at denne situation taklede han virkeligt godt. Igennem perioden 1940-45 var der mange små sådanne episoder. Helt store og alvorlige episoder mellem danskere og værnemagten fandt bogstaveligt talt ikke sted her på egnen. Og helt symbolsk blev en vådeskudsulykke i Grand Hotels gamle kørestald lige efter krigen, den eneste alvorlige skudulykke i de fem år. Men kløgt som Chr. Christensen skulle der jo altså til.
Det var her i Grindsted Kirke, at koncerten skulle finde sted den 23/6 1944 – Kilde: (Billund Kommunes Museer
