Toni Hessner stopper som forstander på TronsøSkolen

Toni Hessner - her til Landbrugsskolens jubilæums- syng-med-arrangement i november 2021. Foto: René Lind Gammelmark

Efter 17 år er det naturligvis med vemod at jeg forlader TronsøSkolen og Grindsted, men skulle der ske noget andet i mit arbejdslivs efterår, så skulle det være nu fortæller Toni Hessner til Netavisen Grindsted.

Jobs er kun til låns, og derfor har jeg besluttet at fratræde, i en tid, hvor der er gode udviklingsmuligheder, et godt driftsgrundlag for skolen og tonen for fremtidig udvikling er slået an. Og hvor der er gode visioner og ideer til, hvordan der skabes en fremtidig skole sammen med Grindsted Landbrugsskole.

Det bliver med vemod at jeg forlader skolen og det god samarbejde jeg har haft med alle, ansatte såvel som bestyrelse, og ikke mindst elever, forældre og andre interessenter for skolen.

Det har været en fantastisk rejse fra 30 elever i 2005 til 130 her i august 2022, en lærerig oplevelse jeg ikke ønsker at være foruden og som jeg er meget taknemlig for at havde været en del af.

Når jeg så vælger at prøve kræfter med noget nyt, så skyldtes det i høj grad, at jeg har fået mulighed for at stå i spidsen for en ny Fri Fagskole.

En opgave der starter her i september med at skrive ansøgning til ministeriet, samt markedsføre for elevoptag til september 2023 mv.

Mit hjerte banker rigtig meget for Frie Fagskoler og det som skoleformen kan rumme af mangfoldighed, og inden for både heste og håndværk er der et stort uudnyttet potentiale.

Den nye skole kommer til at hedde: ”KUSTOS Rideakademi Vilhelmsborg Fri Fagskole”, og kommer til at ligge i lejede lokaler på Vilhelmsborg Det Nationale Hestesportscenter syd for Aarhus. Det bliver en lille eksklusiv skole med plads til 40 elever fra start. Så ikke en konkurrent men et fint lille supplement til TronsøSkolen slutter Toni Hessner.