TrekantBrand er i øjeblikket i gang med at udskifte køretøjerne på brandstationerne.
I Billund er et af de første køretøjer der bliver udskiftet slangetenderen. Da brandstationen havde det store åbent hus arrangement var den nye slangetender på besøg, men den skulle tilbage til værkstedet for at få de sidste ting lavet inden den var klar til at blive sat i drift. På mandag kommer tenderen tilbage til Billund, hvorefter brandmændene skal bruge et par lørdage på at lære alle funktioner på tenderen at kende. Når alle er blevet oplært i brugen af tenderen vil den blive sat i drift.
Det er dog ikke kun Billund der får en ny slangetender. Mandag den 26. september overdrager direktøren i TrekantBrand, Jarl Vagn Hansen nemlig en ny tender til brandkaptajn Søren Callesen fra Jels Frivillige Brandværn. De to køretøjer skal ikke kun køre lokalt. De skal nemlig også rykke ud, når der er brug for slanger og pumpegrej andre steder i TrekantBrands område. Den nye slangetender der kommer til Billund blev præsenteret, da TrekantBrand i lørdags holdt sensommerparole i Tyrstrup. Den nye i Jels bliver magen til den der kommer til Billund, og var faktisk planlagt til at komme i garagen i Jels allerede i fjor.