Joan O. Slaug, Brande, fejrer fredag, 7. oktober 2022, 25-års jubilæum i LEGO Koncernen.
Joan blev i 1997 ansat som order manager i Reklameafdelingen. Efter få år blev hun udnævnt til leder og i 2004 blev hun med familien udstationeret til Prag, Tjekkiet, hvor hun bl.a. var ansvarlig at etablere en model produktion samt LEGO Gruppens Europæiske Distributions Center.
Efter endt udstationering blev Joan i 2008 ansat som project director i Produktudvikling med ansvaret for bl.a. udviklingen af LEGO Friends. I 2015 blev Joan udnævnt til senior director og påtog sig en ny rolle i Engineering & Quality hvor hun i dag har ansvaret for at gøre LEGO byggesystemet mere bæredygtigt.
Joan er en erfaren leder, og meget dygtig til at facilitere og lede store, komplekse programmer. Hun er en stærk kommunikator, som er respekteret af ledelse, kolleger og medarbejdere, og som styrker samarbejdskulturen og arbejdsglæden i de grupper, hun indgår i. Det er tydeligt, at Joan med sin glade og varme personlighed, og sin interesse i mennesker skaber et særligt sammenhold i sit team, og er dygtig til at udvikle og tilgodese den enkeltes behov og evner.
Joan er samtidig en rigtig god kollega, som påtager sig meget med det fælles mål for øje.