Af Carsten Sander Christensen
Går man en tur på Grindsted Gl. Kirkegård, er der særligt to specielle gravsten der falder i øjnene på den besøgende. Den ene er placeret tæt på hovedindgangen/våbenhuset og den anden er placeret midt på kirkegården. Den nær kirkens indgang er rejst for korporal og dragon Laust Nielsen og den anden er rejst for den preussiske husar Valentin Jacobi. Begge blev sårede og døde kort efter slaget ved Skødebjerg den 29. februar 1864.
Tekst: Laust Nielsens gravsten nær våbenhuset – Kilde: Billund Kommunes Museer
Efter at den snarrådige (og lidt vidtløftige) sekondløjtnant Valdelin Sauerbrey, der blev omtalt i sidste mandags klumme, havde jaget de tyske delinger på flugt, blev 33 tyskere taget til fange. En læge, en officer, seks underofficerer og femogtyve husarer. Danskerne havde selv mistet seks heste i kampen og havde adskillige sårede dragoner. Desuden lå der endnu to hårdtsårede på kamppladsen: Laust Nielsen og Valentin Jacobi.
Efter slaget drog såvel de danske dragoner som de tilfangetagne preussere til Grindsted. Årsagen til at man drog til Grindsted og ikke blev i Vorbasse skyldtes, at der lå et hospital i Grindsted. Når historiske beretninger nedskrives, sker der jo af og til fejl. I Grindsted fandt man i 1864 i virkeligheden en distriktslægebolig (Borgergade 27) med en lille lægekonsultation samt vigtigst af alt en distriktslæge. Han hed C. F. Røse, var den tredje distriktslæge i området siden 1842 og praktiserede mellem 1860 og 1868.
Hin februardag måtte Røse jo finde et sted hvor han kunne behandle de sårede og valget faldt på Grindsted Kro, hvor disken og den øvrige kro blev indrettet til lazaret. Når krogæsterne indfandt som aftenen havde man jo nået at tørre borde og disk af. Det tog krofatter Thomas Poulsen ikke så tungt. Manglende omsætning derimod …
For de to hårdtsårede så situationen derimod meget alvorlig ud. Valentin Jacobi var såret af et kraftigt hug i hovedet og stod da heller ikke til at rede. Han døde samme dag. Laust Nielsen derimod, der ved rytterfægtningen var blev hårdt såret af et stiksår ved højre øre, overlevede til den 12. marts, hvor han døde af hjernebetændelse. Laust Nielsen blev indkvarteret i Distriktslægeboligen i den sidste tid. Han var født i 1839 i Føvling (v/Horsens). Søn af gdr. Niels Lauridsen. Han var 25 år gammel og ugift, da han deltog i rytterfægtningen ved Vorbasse.
For øvrigt blev Valentin Jacobi, der var skrædder af profession, begravet i al hast dagen efter. De danske dragoner frygtede, at nye preussiske delinger skulle komme til området. Og blive gram i hu over at se deres hårdt sårede kammerat lå på et tæppe foran kroens kørestald. I mangel af kiste formåede dragonerne at få en lokal mand til af gamle brædder i hast at sammentømre en trækasse til husaren. Om morgenen den 1. marts blev Valentin Jacobi begravet på kirkegården. Man fandt en plads til ham i det sydøstligste hjørne af kirkegården, i betragtelig afstand af de øvrige grave. Bag ved det lille (nu nedrevne) hus på Østerbrogade 4. Det var tæt på den efterhånden kullede kirkeklokke, der hang i en den lille klokkestabel. Ingen dragoner ville ringe med klokken over en fjende, så man kaldte på dreng, der stod ved kirkegårdsdiget med hænderne i lommerne. Herefter lød klokken og præsten og dragonerne sænkende kisten ned i hullet. På graven sattes et trækors, der forsvandt på mystisk vis efter noget tid. I folkemunde forlød det, at da østrigske regimenter senere på foråret passerede Grindsted, opsatte de et trækors på såvel Laust Nielsens som Valentin Jacobis grav. Og ligeledes skulle danske dragoner have opsat endnu et trækors på Laust Nielsens grav og dette trækors skulle være blevet opbevaret på Kirkeloftet, hvorfra det senere må være forsvundet.
Den tyske husars gravsted – Kilde:Billund Kommunes Museer
I 1914, 50 år efter, havde byens borgere ændret mening, og en sten med påskriften: Valentin Jacobi af 1. vestfalske Husarregiment 4. Eskadron – Født i Bickenriede i Thüringen 1. maj 1842, Saaret i Rytterfægtningen ved Vorbasse 29. Febr. 1864. Død i Grindsted s.D. – 50 Aar derefter satte Beboere i Grindsted ham dette Minde – Fred med dit Støv. Og i 1934 blev det en sten magen til Laust Nielsens sten på et bastant cementfundament. Den 7. december 1919 skulle en tysk landsmand, den ugifte Emilie Bücker (1884-1919) blive begravet ved siden af ham. Hun var født i 1885 i Fröndenberg nær Dortmund og datter af sporskifter Frederik Bücker og konen Lisette. I Grindsted havde hun været direktrice i modist Fanny Pedersens hatteforretning i Borgergade.
Emilie Buckers grav og gravsten har i mange år været udvisket og fjernet, mens Valentin Jacobis sten gradvist blev flyttet længere sydpå. Og til sidst fik graven plads midt på Grindsted Gl. Kirkegård. Under den tyske besættelse af Danmark (1940-45) blev hans dødsdag markeret, specielt hans 80 års dødsdag. På Valentin Jacobis grav var der flere kranse med påskriften Deutsche Wehrmacht. På denne dag overrakte den tyske Oberst Sörgel Grindsted by et kalligraferet dokument med laksegl til minde om de faldne ved rytterfægtningen i Vorbasse. Dette er i dag i museets besiddelse.
Lidt over to uger senere blev så den danske korporal begravet. Laust Nielsen blev bisat i nordvestligste hjørne af kirkegården umiddelbart til venstre for kirkegårdens indgangslåge. En central plads nær kirken. Med indskriften: Laust Nielsen, Corporal ved 3 Dragon regiments 5 Escadron født Levling d. 20 Mai 1839 – Saaret ved Cavallerifægtningen ved Vorbasse d 29 Februar 1864, Døde af sit Saar i Grindsted d 12 Marts 1864 – Hans Escadrons Kammerater reiste ham dette Minde. – Fred med dit Støv. Levling er en fejl fra stenhuggerens side. Og der ligger han så næsten den dag i dag 158 år efter. Også Laust Nielsens dødsdag blev markeret under den tyske besættelse. Også her især i 1944, hvor man på lokale fotos ser fire repræsentanter fra Forsvarsbrødrene, mens to bevæbnede tyske soldater iført de så karakteristiske tyske stålhjelme står som æresvagter. På den danske krigergrav var det dog kranse med påskriften ’De Danske Forsvarsbrødre’ omgivet af røde roser og hvide narcisser.
Efter rejsningen af de to sten i hhv. 1864 og 1914 blev det o. 1935 foreslået at flytte de to grave sammen ved Laust Nielsen. Hvor Laust Nielsens sten skulle vende mod øst og tyskerens sten mod syd. Menighedsrådet ville dog ikke flage for Valentin Jacobi i tilfælde af sammenlægningen. Den lokale gartner Hviid tilbyder at holder dem i orden for 25 kr. Flytningen løber dog ud i sandet, man hører ikke siden om denne ide, og først i 1942 kommer restaurering af Laust Nielsens sten på budgettet. På menighedsrådsmødet den 9. november 1942 oplyser kirkeværge Peter Eskildsen, at ny marmorplade til korporalens grav koster 140 kr. og dertil kommer 200 kr. til murerarbejdet. Den 29. marts er der sikkert mangt et menighedsrådsmedlem dr ånder lettet op, da man ved pensioneret stationsforstander J. Jensen Pedersen får 250 kr. til arbejdet. I oktober 1965 overtager Forsvarsbrødrene udgifter til istandsættelse og vedligeholdelse af specielt Laust Nielsens gravsten, der også bliver flyttet til sin nuværende sydvendte position.
Men lad os slutte klummen med Horats ord Dulce et decorum est pro patria mori (Det er skønt og ærefuldt at dø for fædrelandet. En tekst der for øvrigt er slutordene på det ovennævnte kalligraferede dokument med laksegl
