Af Kai Bayer
Her på Netavisen Grindsted har vi lavet en aftale med Kai Bayer, der for en del tid siden skrev en novelle om en speciel oplevelse på Grindsted Station. Alle de historiske oplysninger om dagligdagen i Grindsted dengang har han forsket i , så de skulle være korrekte – resten af historien er fiktion.
Stationen var sådan indrettet, at alle sporene kunne forbindes med hinanden og trafikeres af alle tog. Vi havde snoretræksbetjente signaler, men skiftesporene måtte vi selv klare med håndkraft. Og der var mange sporskifter at betjene. Mon ikke der var over 75? Dagen igennem var der 2 af vagterne, der havde til ansvar at skifte dem til de forskellige togtider. Den ene havde nordenden og den anden sydsiden, så man skulle trave ud til hvert enkelt sporskifte hver gang de skulle skiftes. Når de var stillet rigtigt til indkørsel, skulle vagten melde ind til den fungerende, at der var sat ret ind i spor 1 eller 3, 4 eller for Vardebanen.
Signalerne blev betjent fra et lille rum på stationen. Et rum, der vendte ud mod perronen, så man kunne holde øje med togene, når de var ved perron.
Ved sporskifterne sad en lille sort kasse ved siden af. Det viste lokomotivføreren, hvordan det var sat. Om natten var der lys i. Syd for stationen gik der spor mod Bramming, Kolding og Vejle, og nord for stationen var der spor mod Brande og Troldhede. Sporet til Varde lå lidt for sig selv, og toget havde sin egen perron. Lige syd for stationen havde vi et såkaldt kolonnehus. Her kunne jernbanearbejderne få deres mad, og her stod der et par skinnecykler og en lille dræsine. Lige inden kolonnehuset havde vi den ene vandkran. Den anden stod mellem Brande- og Troldhedesporet, nord for perron 2.
Og perroner, dem havde vi hele 3 af. Med 7 spor ialt, så der var nok at holde øje med.
Johannes blev pludselig tavs. Det var måske også derfor, det gik galt, mumlede han så næsten uhørligt, rømmede sig og fortsatte lidt mere dæmpet sin fortælling.
Foto: René Lind Gammelmark
