Af Kai Bayer
Her på Netavisen Grindsted har vi lavet en aftale med Kai Bayer, der for en del tid siden skrev en novelle om en speciel oplevelse på Grindsted Station. Alle de historiske oplysninger om dagligdagen i Grindsted dengang har han forsket i , så de skulle være korrekte – resten af historien er fiktion.
Så sad jeg alene på vagten fra klokken godt og vel 17.00, da de sidste eftermiddagstog var afsendt, i øvrigt med mange glade passagerer, der helt sikkert havde haft en god dag i byen, selvom det havde sneet meget. Nielsen, en hjælpearbejder, var også i vagtstuen og sammen gennemgik vi aftenens opgaver. Jeg havde det sådan, at når alle klokkeslæt lå på et stykke papir foran mig, og jeg havde kigget på tallene et par minutter, så havde jeg et billede af aftenen inde i hovedet. Jeg havde togene foran mig som små legetøjstog, og jeg havde deres ankomst- og afgangstider nedenunder. Sådan var jeg blevet vant til at planlægge aftenvagterne, og så kunne jeg ikke glemme noget, troede jeg.
Nielsen spurgte, om der var noget i vejen for, at han gik hjem nogle timer, og så kiggede ind igen, når der kom tog ved ni-tiden. Det var der ikke, og han luntede af. Jeg satte mig til at læse avisen, og derefter den store bunke postkort, vi havde fået på stationen. Man kan måske undre sig over, at vi fik postkort, men det var meget almindeligt dengang. Mange rejsende sendte os et postkort, når de syntes, at de havde fået en god betjening på stationen eller havde oplevet noget andet godt. Derfor lå der et postkort fra den travle handelsrejsende fra Randers, der havde fået sin kuffert eftersendt med et godstog, så han kunne få den udleveret samme aften på stationen i Randers. En dame fra Vejle havde sendt et kort, fordi hun nær var kommet i det forkerte tog, nemlig toget til Bramming. I sidste øjeblik havde en venlig banemand hjulpet hende.
Det var også i sidste øjeblik, at en anden medarbejder i sommerferien havde standset en lille dreng, der var på vej over skinnerne, et minut eller to før godstoget fra Esbjerg kørte igennem stationen. Moderen havde sendt os et brev med billeder af hele familien, samt den lille uvorne knægt, der måske kun var i live, fordi en ansat ved Grindsted station havde handlet hurtigt. Det var meget hyggeligt at læse disse postkort fra helt vildfremmede mennesker, og jeg blev lidt stolt over mit arbejde.
Foto: René Lind Gammelmark
