Kai’s Corner: En historie fra Grindsted station – 19. del

Kai's Corner

Af Kai Bayer

Her på Netavisen Grindsted har vi lavet en aftale med Kai Bayer, der for en del tid siden skrev en novelle om en speciel oplevelse på Grindsted Station. Alle de historiske oplysninger om dagligdagen i Grindsted dengang har han forsket i , så de skulle være korrekte – resten af historien er fiktion.

Men jeg kom hurtigt tilbage til virkeligheden igen. Telefonen ringede. Det var Langå station, som ellers aldrig ringede. Vagthavende?  Ja det var mig. Et øjebliks tavshed. Troede han ikke på mig ? Så fortalte han, at B 3812, med afgang klokken 18.47 fra Langå, på grund af snevejret var blevet delt i to tog. Normalt var det et blandet tog, altså både med passager- og godsvogne. B 3812 var derfor afsendt fra Langå for en times tid siden uden godsvogne, og fordi der nu var alvorlig snefygning på strækningen mellem Langå og Aarhus, med store forsinkelser til følge,  ville man sende et ekstraordinært godstog over Silkeborg, Brande og Grindsted til Bramming. Herfra sydpå over Lunderskov. Jeg måtte altså forberede mig på et særgodstog hen på natten.

Og væk var han igen. Jeg stod lidt med røret i hånden, og så mærkede jeg, at jeg rystede. Sådan føltes det i hvert fald. Var det nervøsitet eller ærgrelse over ekstratoget ? Jeg havde nu helt klart på fornemmelsen, at jeg var ved at blive syg. Børnelammelse, børnelammelse rungede det inden i mit hoved.

Jeg må have døset hen på briksen, for pludselig ringede strækningsklokken. Det var Filskov. Han havde afsendt B 3812, og satte sig til at vente på ekstratoget. Og så ellers godnat. I det samme lukkede Nielsen døren op, der kom et pust af kulde og sne ind i rummet-arbejdet kunne begynde.

Vi besluttede os til at feje en del af sneen væk på perron 1 og 2,  så vi i det mindste havde gjort noget,  hvis nogen skulle finde på at klage. Men det viste sig at være nytteløst. Det hele  sneede lige så hurtigt til, som vi kunne nå at skovle det over perronkanten. Så stoppede vi, og jeg gik tilbage til signalrummet og satte indkørslen fra nord. Lidt efter rullede toget med de 3 personvogne ind til perron 1, og damplokomotivet holdt stille og prustede lidt. Dørene klappede, og de rejsende steg af og på vognene. Jeg kunne høre strækningsklokken fra Krogager og en 6-7 minutter senere løb B 3817 fra Esbjerg ind ved perron 2. Ved Vardeperronen holdt det lille motortog nu også klar til afgang og ved perron 5 holdt motortoget til Vejle. 

Klokken 21.14 var der afgang på statsbanen mod Brande. Klokken 21.17 mod Bramming og  3 minutter senere afgang på privatbanen mod Vejle.

Derefter pludselig fred og ro på stationen.

Foto: René Lind Gammelmark

Kontorbutikken refurb banner