Af Kai Bayer
Her på Netavisen Grindsted har vi lavet en aftale med Kai Bayer, der for en del tid siden skrev en novelle om en speciel oplevelse på Grindsted Station. Alle de historiske oplysninger om dagligdagen i Grindsted dengang har han forsket i , så de skulle være korrekte – resten af historien er fiktion.
De tre eneste lyde i verden, var vindens blæsen ved vinduerne, sneen, der piskede ind mod ruderne og langsomt drev ned, mens den smeltede, og så klokken på væggen, med sine metalliske lyde fra det store pendul, der svingede frem og tilbage i den store glaskasse nederst på uret.
Jeg må igen være sunket hen i en feberdøs. For pludselig var jeg på Rødekro station. Da jeg var dreng, tog jeg med toget fra Aabenraa til Rødekro, så snart jeg kunne få lov. Min far kendte selvfølgelig togpersonalet, og de kendte mig, så jeg fik tit lov til at tage med.
Rødekro station var en af de gamle tyske stationer. Og det betød, at spor 1, altså det gennemgående spor, lå tættest ved stationen. Når for eksempel et eksprestog kørte igennem stationen med en hastighed på omkring 80 km i timen, gav det et sug hen ad perronen, og man følte et sekund, at man blev trukket ud mod toget. Når der ikke var nogen, der så det, holdt jeg gerne fast i en af støbejernspillerne på perronen. Det hjalp, men oplevelsen af suget var for mig noget helt specielt. En slags prøve, hvis jeg turde at stå så tæt ved sporet som muligt, uden at holde fast i noget. Det mindede faktisk lidt om at sidde på havnen i Aabenraa, med benene dinglende ud over kanten. Det havde min far strengt forbudt mig, men det skulle selvfølgelig prøves engang imellem.
Stationsfolkene var vant til de gennemkørende tog, men sommetider, når de sad inde i forrummet, hvor alle pakkerne lå, fortalte de spændende historier om specielt farlige tog. En af historierne glemte jeg aldrig. Den handlede om en togfører fra Kolding, der var blevet lidt for glad for stationsforstanderens kone. En dag, da han igen snakkede for længe med hende, besluttede lokomotivføreren og fyrbøderen sig til at drille ham. De holdt og ventede på det gennemkørende eksprestog fra Fredericia, og da det rullede ind på stationen, gav fyrbøderen et kort fløjt, og lokomotivføreren satte lokomotivet i gang med et enkelt dampslag. Togføreren blev forskrækket, troede han havde glemt tiden, og sprang lige ud i eksprestoget, der i det samme med stor fart løb igennem stationen. Der var ikke meget tilbage af ham, og stationsforstanderens kone følte sig så ansvarlig, at hun blev syg af det.
Foto: René Lind Gammelmark
