Gensyn med Bülows Hjørne: En julehøjtid i svovlstikkens skær i gamle dages Hejnsvig

Min barndoms julehøjtid tilbage i 1950’ernes landbosamfund i Hejnsvig er for altid knyttet til mit livs elskede og ejegode plejemor. Her slår jeg rod, her får jeg hjemme, her hører jeg til – og her skal jeg vederkvæges fire ganske vidunderlige og privilegerede årtier, der emmer af kærlighed, godhed og hjertevarme.

Med en frysende smuk og betingelsesløs moderkærlighed som urkraft giver hun sig selv for sin lille purk og nærmest sprænger alle rammer for at værne ham mod livets svigt og fortrædeligheder. Med min plejemor i hånden skal jeg blive forundt at byde alle håb og drømme op til dans, og i godhedens tjeneste forvandler hun selv mine tungeste dansetrin til en flot og fejende vals.

Et hjerteskærende eventyr af H. C. Andersen rinder mig ihu om moderen, der kæmper for at fravriste døden sit barn. Hun ofrer sig for barnet, og da Døden såre undrer sig, lyder svaret:

 – Jeg er en moder …”

En mosaik af skønne minder og erindringsglimt toner frem fra mit livs første julehøjtid  i 1955 i Hejnsvig sammen med min plejemor. Kun få dage forinden er jeg havnet på lillebyens søvnige station med et bumletog fra Esbjerg på flugt fra min far og livets skyggeside med et inferno af mishandlinger, vold, druk, svir og omsorgssvigt.

Aldrig skal jeg glemme min plejemor, som jeg sidder der trygt og godt i hendes favn i skumrings-timen, mens hun synger de gamle børnesange som Jeg ved en lærkerede og Solen er så rød, mor.    Og den sørgelige I en sal på hospitalet, der får små og stores blanke øjne til at flyde over, når den lille, brystsvage pige kort tid

før jul spørger: – må jeg komme hjem til mor ?

Eller når min mor ved julelampens skær læser H. C. Andersens eventyr højt om Den lille Pige med Svovlstikkerne: ”Det var saa grueligt koldt, det sneede … I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder … Ak! En lille Svovlstik kunne gøre godt.”

I eventyrets verden stryger den forfrosne pige en svovlstik for at holde varmen, og som ved et mirakel bliver tykke mure og døre gennemsigtige. I svovlstikkens magiske skær kan hun se ind i gadens stuer med lutter glade mennesker. Her et overdådigt julebord, der en varm kakkelovn, og hist et stort juletræ i al sin glans …

Som vi sidder der og hygger os i den lune stue dengang i julehøjtiden i 1955, stryger også vi en svovlstik og bliver forundt magiske smugkig ind i gamle dages jul i Hejnsvig med Morten Korch-idyl, stokroseromantik og kanelduftende julenostalgi intakt.

Ganske som i H. C. Andersens juleeventyr …

I skæret af den første svovlstik toner den gamle malermestervilla frem, som den har ligget midt i Hejnsvig siden 1919 – bygget af den stoute malermester selv. Vi tager med mor tilbage til hendes barndomshjem i julen i 1930’erne for at se, hvordan også hun som lille pige forundes en julehøjtid, læsset til bristepunktet med ren og uforfalsket juleglæde.

Stuen summer af fortrolig småsnak og glade barnestemmer, og familien hygger sig med Madam Blå, varm kakao, hjemmebagte julekager, konfekt og ægte bolcher fra Nørregade. Hvad enten man er til gyldne Althea bolcher, dameskrå med lakrids, bismarcksklumper med pebermynte eller til klassikeren over dem alle Kongen af Danmark – der er alt, hvad hjertet kan begære.

Der klippes julepynt, stads og glimmer til den store guldmedalje, og det store langbord flyder med glitrende silke- og glanspapir, hvidt karton og halvfærdigt julestads. Et væld af flettede julehjerter, kræmmerhuse, kogler, trommer og silkepapirsroser i flotte farver skal det blive til.

Det kan hænde, at hendes far henter et af tidens teknologiske påhit frem fra gemmerne – en slags kuffert med plader og en nymodens rejsegrammofon, der skal trækkes op med et lille håndsving. Min mor får lov til nænsomt at placere tonearmens stift yders på pladen, og som ved et mirakel pløjer stiften ridsede pladeriller om til skrattende og dog sprøde toner fra Liva Weel.

Med opsmøgede ærmer og sved på panden slider hendes mor bravt i køkkenet med flæskesteg, medisterpølse, sylte, blodpølse og fedtegrever. Hun tryller med hjemmebag, julekager og søde sager, og der bliver ikke sparet på hverken kanel, glasur, remonce eller strøsukker.

Mens brændekvaset lystigt knitrer i den gamle jernkakkelovn, breder sig en liflig duft af julesul og hjemmebag. Mor får lov til at fylde kagedåser op med brunkager, jødekager, specier, vaniljekranse, klejner og pebernødder – og aldrig skal hun glemme lykken ved at slikke skålen med kagedej.

Med endnu en svovlstik skal vi opleve mor og hendes sneglade legekammerater liste ud af dyner og vattæpper en kold morgenstund, hoppe i vintertøj og lune gevanter for at stavre mod lillebyens vidunder af et legeparadis med kælkebakke midt i Hejnsvig, mens sneen drysser sit fløjlsbløde tæppe over gader og stræder.

Med sneen fordrives mørket, og på Møllebakken flokkes børn og barnlige sjæle med røde næser, tykke støvler, julehuer og strikkede luffer. Dertil flotte slæder og kælke – her en nymodens kælk med blanke jernmeder, der en mere rusten af slagsen, hist et par hjemmelavede solide trækælke.  

Med frydefulde hvin og tilråb suser små poder ned ad den spejlglatte bakke med støvlesnuder i sneen, så de bedre kan styre. Får de fart på, kan de havne langt nede af Bredgade, helt nede ved Jón Smed. Glade barnestemmer fyger i den kolde luft: af banen, af banen, pas på dernede.

 Hen på eftermiddagen tager vinden til, sneen begynder så småt at fyge og danne små snedriver, og børnene boltrer sig med at bygge fantasifulde sneslotte og snemænd med gulerodsnæse, øjne af kulstykker og et stykke gammel rive som tænder.

Vi stryger den sidste svovlstik. Nedtællingen til den store aften er ved at være forbi, og vi er med, da mor og familien den juleaften sætter sig til et overdådigt julebord med varme fade pyntet med grankviste og kristtjørn: flæskesteg, medisterpølse med bjerge af hvide og sukkerbrunede kartofler, duftende rødkål, svesker, asier og varm risengrød med smørklat i midten, mandel, kanel og sukker.

Den gamle malermester har selv pyntet årets juletræ, og ud på aftenen slår han døren op til den fine stue med træet, der stråler alle i møde i al sin pragt og glans med hjemmelavet julepynt og julestads, englehår, glimmer og rød/hvide stearinlys.

Alt elektrisk lys er slukket, levende lys spejler sig i ruder og blanke barneblikke – det er endeligt blevet juleaften!

Børn og voksne danser sig glade og hæse omkring juletræet og synger julen ind med bjældeklang og klassiske julesange: Julen har bragt velsignet bud, Det kimer nu til julefest og Dejlig er den himmel blå.

Hen på aftenen taler frydefulde men trætte barneøjne, glade voksne, kulørte gavebånd, sløjfer, tomme julegaveæsker og iturevet gavepapir deres tavse sprog om min plejemors vidunderlige juleaften som ganske lille pige dengang i 1930’ernes Hejnsvig …

Epilog.

Seks årtier senere midt i 1990’erne må min plejemor tilbringe sin sidste juleaften på Grindsted Sygehus, men al sygdom og vemod til trods har hun kræfter til at bære en fortættet stemning af glæde og julehøjtid ind i den lune sygestue.

Vi sidder med  hinanden i hånden og lader stilheden tale, til tanker og minder finder ord. Hun blomstrer op med kræfter og overskud til kærlige erindringsglimt fra barndommens land, lidt skælmeri her, et kærligt knus der, hist et kram, et lille smil, lidt latter.

Det skal blive sent, inden jeg den sidste juleaften forlader sygestuen og begiver mig hjemad.

Der er koldt derude i Grindsted med frost og polarkulde, der ubarmhjertigt skærer gennem marv og ben. Hvide snefnug falder som blide tårer, og eventyret om den lille fattige pige med svovlstikkerne rinder mig endnu engang ihu. Hun har tændt sin sidste svovlstik, er stille sovet ind og bliver fundet i den kolde morgenstund med røde kinder og smil på læben:

 – og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst – de var hos Gud …”