Billund har landets bedste ungeindsats

Foto: René Lind Gammelmark

Billund Kommune har landets bedste ungeindsats, når man kigger på hjælpen til unge, der hverken er i uddannelse eller beskæftigelse. Det viser en ny analyse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Flere unge i Billund Kommune har fået bedre livsbetingelser, end man kunne forvente. Faktisk så mange, at indsatsen over for unge uden uddannelse eller beskæftigelse i kommunen er Danmarks bedste.

Det viser en ny analyse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som har kigget på gruppen af unge mellem 15 og 24 år, der hverken er i uddannelse eller i beskæftigelse og som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse skriver Billund Kommune i en pressemeddelelse.

Billund Kommune slår ud i analysen som den kommune, hvor der er færrest unge uden uddannelse eller beskæftigelse, i forhold til hvad man kunne forvente. Når man kigger på, hvad kommunerne kunne forvente, kigger man på mange forhold, f.eks. forældrenes uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet.

”Vi er meget stolte af, at vi har Danmarks bedste kommunale ungeindsats. Først og fremmest er det en stor ros til de unge her i kommunen mellem 15 og 24 år, som udviser stor motivation og vilje til at gøre en forskel i sit eget liv. Det er også en stor succes for os i kommunen, hvor det virkelig er en holdindsats hos vores medarbejdere, der gerne går ekstra langt for at lykkes, og som har høje ambitioner på de unges og afdelingens vegne,” siger Robert Terkelsen, formand for Billund Kommunes Unge-, Uddannelse- og Beskæftigelsesudvalg.

Endnu flere skal i uddannelse eller beskæftigelse

Det er især samarbejde, som er nøglen til succes i Billund Kommune, som organisatorisk og fysisk har samlet funktioner på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialområdet i én Ungeafdeling, der ligger placeret i sammenhæng med Campus Grindsted.

Selvom Billund Kommune ligger nr. 1 i analysen, har man ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene i de kommende år.

”Vi vil gerne, at endnu flere unge kommer til at lykkes med uddannelse, beskæftigelse og livsduelighed – også de unge, for hvem vejen kan synes særlig lang eller bumpet. Derfor har vi ambitioner om at lykkes endnu tidligere i kontaktforløbet. I 2023 kommer vi derfor både til at arbejde med mere målrettede indsatser på beskæftigelsesområdet og med fritidsjobindsatser for unge i 13-17-års alderen på socialområdet,” siger Robert Terkelsen.

Fakta om undersøgelsen:

Analysen stammer fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som har kigget på antallet af 15-24-årige unge uden uddannelse eller beskæftigelse pr. oktober 2021.

Billund Kommunes andel er 6,5 procent. Billund Kommunes forventede andel er 8,1 procent. Det er 1,6 procentpoint mindre end forventet, og det er Danmarks bedste resultat.

Se mere om analysen på: https://benchmark.dk/analyser/dagtilbud-skole-og-uddannelse/unge-uden-uddannelse-eller-beskaeftigelse-1

outletmesse2024