Publikumssuccesen BALDERSBÆKS STEMMER spiller i juni 2023

Kristian Grumme og Malene Beltoft foran Anders Bundgaards Stendysse i Baldersbæk - taget i 2021 af fotograf Camilla Winther.

I 2021 kunne borgere med interesse for lokalhistorie opleve vandreteater i Baldersbæk. Nu gentages den velbesøgte teaterforestilling, Baldersbæk stemmer, hvor publikum igen kan få en indsigt i områdets rige historie, der både byder på kunst af Anders Bundgaard, de originale sandstensskulpturer fra Børsen og en helt unik historie om stedet. 

Vandrer man på den naturskønne kyst til kyst sti, kommer man på et tidspunkt til en stor hvidkalket villa omgivet af skulpturer, springvand og søer. Stedet er Baldersbæk, der vidner om 1900-tallets initiativrige københavnere, der i sin tid rettede blikket mod den jyske hede, som de ønskede at opdyrke. Disse smukke landsteder blev benævnt københavnerplantager og fungerede som destination, når københavnerne skulle feriere med deres familier uden for hovedstadens pulserende liv. Her blev de opvartet af stuepigerne i hovedhuset, og i parkanlægget kunne de nyde en spadseretur i det smukke landskab med skulpturer og springvand i haven.  

Kristian Grumme og Malene Beltoft foran Anders Bundgaards Stendysse i Baldersbæk – taget i 2021 af fotograf Camilla Winther.

Grummes Teater inviterer til vandreteater i Baldersbæk, så publikum nu får muligheden for at gå i disse fodspor. Oplev seks fortællinger, der fletter sig sammen om dette forunderlige steds historie. For hvad får man at vide, når en voksen kvinde fortæller om sine oplevelser som sommergæst på stedet i sin barndom? Hvad tænker bondepigen, der pludselig får job som stuepige, når hun oplever den ubegribelige rigdom og velstand, der ruller hen over heden og ind på det nyopførte sommerpalæ? Og hvorfor er Holger Petersens knap ikke lukket på statuen af den berømte billedhugger Anders Bundgaard? Det er nogle af de historier, publikum kan glæde sig til at opleve i Baldersbæks stemmer.  

Ikke langt fra Baldersbæk ligger skuespiller og kunstnerisk leder Kristian Grummes barndomshjem. Han er vokset op på egnen, og fik herfra ideen til at dramatisere en epoke i dansk historie, som mange måske slet ikke kender til. Kristian Grumme står bag projektet, men spiller også selv med i én af forestillingens seks tableauer, der fremføres i anlægget omkring Baldersbæk, og han glæder sig til sommeren i Baldersbæk. 

”Vi spillede Baldersbæks stemmer i 2021 og forestillingerne var totalt udsolgte, hvilket var ganske overvældende. Desværre måtte nogle også gå forgæves, så det er så glædeligt, at der er opbakning til at gentage projektet. Publikum kan glæde sig til et skønt hold af skuespillere, hvor der er gengangere fra 2021 men også nye ansigter”, udtaler Kristian Grumme.  

Grummes Teater præsenterede sidste gang et stærkt hold bestående af bl.a. Sonja Oppenhagen, Preben Kristensen og Charlotte Fich, men hvem der medvirker denne gang, vil Kristian Grumme ikke løfte sløret for endnu skriver Kristian Grumme i en pressemeddelelse.

Kristian Grumme og Malene Beltoft foran Anders Bundgaards Stendysse i Baldersbæk – taget i 2021 af fotograf Camilla Winther.

Projektet er bl.a. støttet af Varde Kommune, Ole Kirks Fond, Holger Laage-Petersen og hustrus Fond, A.P. Møller Fonden, Toyota-Fonden samt Region Syddanmark, som har bevilliget 650.000 kr. fra temapuljen ”Kultur i landdistrikter og mindre byer” til Grummes Teaters aktiviteter.   

Om forestillingen: 

  • Oplev ét sted, 6 fortællinger og 7 skuespillere på udvalgte steder i Baldersbæk plantage, Baldersbæksvej 46, 6682 Hovborg.  
  • Spilleperiode 9.-11. og 16.-18. juni 2023 
  • Billetpriser 150-175 kr.  
  • Forestillingen varer ca. 1,5 time med en vandrelængde på ca. 1 km.  
  • Læs mere og køb billetter via www.grummesteater.dk 

Forestillingen er muliggjort med økonomisk støtte fra Region Syddanmark, Varde Kommune, Ole Kirks Fond A.P.

outletmesse2024