Med hjertet som kompas – En hyggepassiar af og med Louis Bülow

Af Louis Bülow

Med René Lind Gammelmark som redaktør på Netavisen Grindsted har jeg i årevis oplevet ægte storsind og generøsitet have gode kår, og det har i flere år været et rigt og gavmildt privilegium for mig at kunne byde avisens læsere op til dans med Bülows Hjørne.

Måske kunne det interessere én og anden læser at stifte bekendtskab med, hvordan det hele startede med en vestjysk landsbyknejts interesse for skriveriet og hans drømme og håb om at blive noget ved journalistikken.

Her i mit livs efterår føler jeg mere end nogensinde ilden i mit hjerte og smerten i min sjæl, når jeg videreformidler mit livs brændende passion for dét at skrive.

Igennem seks årtier er det således blevet mig forundt at gelejde læsere ind i såvel verdenshistoriens store dramaer som i nostalgiens verden med stokroseromantik og ren Morten Korch-idyl i lokale nichefortællinger fra min hjemstavn:

Tragedie

Om det så gælder dén tragedie, der den 24. december 1898 ramte en husmands familie i Skejby, hvor 5 små børn stille sov ind i døden på grund af en defekt skorsten. Eller det kan være den unge frihedskæmper Jens Thue Jensen fra det lille landbosamfund Hejnsvig, der gav sit liv for Danmark i kampen mod Gestapos tyranni og undertrykkelse.

Eller det kunne være inkarnationen af absolut ondskab med Holocaust – Hitlers folkemord på seks millioner jøder.

Alle følelser sættes på tryk, når jeg med hjertet som kompas genoplever minder og erindringsglimt fra min barndoms forjættede land i Hejnsvig. Og indvier læserne i et forunderligt univers af godhed, kærlighed og hjertevarme, der forvandlede selv mit livs tungeste dansetrin til en flot og fejende vals.

Hvor har du hjemme i dag ?

 Hér på mine gamle dage med alderdommens pubertet lige om hjørnet er jeg med Smilets By Aarhus – min elskede universitetsby fra de glade 1960ére – blevet forundt en trædesten til det gode liv i den tredje alder.

I en ellers fortravlet storby vederkvæges jeg et rigt og privilegeret otium med gyldne år, hvor livet er til for at leves – og ikke et spørgsmål om hvordan, hvornår og i hvilken rækkefølge.

Med alskens sygdom og skranten i fuldt flor som alderdommens trofaste følgesvende, javel, men stadigt med noget på hjerte …

Hvornår startede dét med skriveriet ?

Helt tilbage i 1960 skrev jeg som 11-årig mine første børnefortællinger til de lokale avisers børne- og ungesider. Fem år senere fik jeg offentliggjort min første historiske aviskronik i Vestkysten om Moskva-processerne – og derefter gik det slag i slag.

Kort tid efter fulgte flere helsides artikler i Berlingske Aftenavis, og senere er det blevet til et væld af artikler, kronikker, indlæg, essays og features i dagblade, tidsskrifter og magasiner som Illustreret Videnskab, Alt Om Historie, Jødisk Orientering og Bladet Israel.

Sideløbende etablerede jeg med fokus på Anden Verdenskrig og nazisternes forbrydelser et større kompleks af Holocaust websites mod fremmedhad og racisme.

Du skriver især historiske artikler ?

Engang i 1960’erne sendte jeg som 14-årig skoledreng i Hejnsvig mit første artikelforsøg til en vis Anker Jørgensen – dengang redaktør for Arbejdsmændenes og Specialarbejdernes Fagbladet.

Også hér havde storsind gode kår på redaktionsgangen, og jeg modtog et personligt brev fra Anker Jørgensen i stedet for den sædvanlige standardskrivelse. Flere sider med velmente råd, hjertevarme ord og en dybtfølt opfordring til at byde livet op til dans – et brev, der fik stor betydning for en landsbyknægt fra små kår med drømme og håb i skoletasken.

Min interesse og passion for det historiske fik for alvor et boost, da jeg i 1960’erne læste historie og statskundskab på Aarhus Universitet og senere blev ansat på Jydske Tidendes Hovedredaktion.

Du skriver også artikler med fokus på din barndom – hvorfor ?

For endegyldigt at få ro i sjælen, sluttet fred med fortidens dæmoner og se min barndoms mareridt i øjnene. Det rækker ikke længere bare at affærdige mine traumatiske oplevelser dengang med skål i skuret og skråt op med det hele.    

Esbjerg

Min allertidligste barndom i en almennyttig lejlighed på 3. sal på Ingemanns Allé i Esbjerg kan bedst beskrives som et sandt inferno – et mareridt af druk, vold og svir.

Stangdrukken ravede min far rundt mellem væltede møbler, knuste glas og tomme ølflasker i den raserede stue, der som altid var indsovset i en hæslig dunst af tobakståger, bræk, øl og billig sprut.

– Nu finder du fandme de penge frem, eller også ryger han ud over altanen …”

Hans ord faldt som grødet fuldemandsævl men var ment som ramme alvor. Som det skete så mange gange før tilbage i 1950’erne, hvor far gik helt i sort efter dages og ugers drukturné.

Også dén nat løftede han sin lille dreng op i nattøjets krave som et slattent trofæ og væltede ud på lejlighedens altan på 3. sal. Han hev sin grædende purk ud over gelænderet, holdt ham op mod den kulsorte nattehimmel og truede med at give slip for at få mor til at hoste op med de allersidste husholdningspenge.

Hun havde kun tilbage at finde pung og penge frem fra gemmerne, og med triumf og hærværksfryd i de stive øjne kunne kunne min far endnu engang dampe afsted mod den nærmeste knejpe for at drikke sig fra sans og samling – det tragiske menageri kunne begynde forfra …

Politiet kom

Som dengang der midt om natten lød tunge støvletramp, larm og høje råb i den 3-etagers opgang i Ingemanns Allé, da politiet stormede lejligheden med syv mand stærk. En flok betjente slog uden videre døren ind til entréen, lagde far i håndjern og slæbte ham ned ad tre etagers trapper.

Samtidigt stavrede en bette purk i nattøj med sin sorte bamse på slæb bagefter i den mørke opgang og kaldte grædende på sin far …

Tilgiv mig et bramfrit sprog, men det ér med en sådan barndom som med en hundelort: jo mere man pirker i den, jo mere stinker den …

 

Du fremhæver gerne to kvinder i dit liv ?

Ja, to ganske vidunderlige kvinder fra Hejnsvig: min mor Astrid og min plejemor Ane Lise.

Min mor Astrid brød som sit livs ultimative bidrag i godhedens tjeneste dén arv, jeg var et produkt af, frelste mig fra et inferno af fars druk og svir og førte mig ud af hans skygge.

Hun besluttede at sendte mig i pleje og sikkerhed hos sin veninde Ane Lise i Hejnsvig, der var gift med hendes bror, og hun sikrede sig dermed, at jeg ikke blev stuvet væk som socialt bundfald på 1950’ernes berygtede børnehjem og opdragelsesanstalter.

 

Banegården

En tidlig morgen engang i december hastede hun sammen med mig til banegården i Esbjerg, og på den regnvåde perron slap hun min hånd med et sidste farvel. Med kærlige knus og tårer trillende ned ad de forgrædte kinder trykkede hun dermed på knappen til dén sociale elevator, der skulle bringe mig væk fra min fader og i sikkerhed i Hejnsvig.

Ødelagt på liv og sjæl havde mor Astrid kun tilbage at flygte fra sit mareridt af et ægteskab, men en fremtid uden håb var hendes barske virkelighed. Bristede drømme og illusioner fik hende til at give op, hun kunne ikke mere men bukkede under, kun 43 år gammel.

 

Plejemor

Med min elskede plejemoder Ane Lise ved hånden skulle jeg blive forundt en vidunderlig barndom og opvækst i den forblæste landsbyflække, hvor et kald og ædle gerninger i godhedens tjeneste ikke var forbeholdt berømte ikoner men meldte sig i skikkelse af ganske almindelige mennesker, der gav sig selv for andre.

Ane Lise sprængte med en betingelsesløs moderkærlighed som urkraft alle rammer for at værne sin bette knejt mod livets svigt og fortrædeligheder. Ganske som i H. C. Andersens hjerteskærende eventyr om moderen, der kæmpede for at fravriste døden sit barn. Hun ofrede sig for barnet, og da Døden undrede sig, lød hendes svar: – Jeg er en moder …

 

Hvad er der med dig og hverdagens intolerance ?

Der levnes ikke megen plads til dem, der skiller sig ud fra borgerskabets pæne og ferske artighed – det være alkoholikere, stofmisbrugere, bøsser, kriminelle, psykisk syge, jøder, muslimer, flygtninge og mange flere med dem.

Alle oplever de hverdagsracisme og intolerance fyge over altaner, ligusterhæk og stokroser med løs sladder og giftige fordomme, der klæber til fodsålerne, når man træder ved siden af: det er os eller dém, de er anderledes, de hører ikke til.

 

Barndomsven

Som min barndoms bedste ven og kammerat Freddy, der nærmest bukkede under for aids-hysteri og homofobisk panik. Mærket på liv og sjæl som hiv-smittet bløderpatient blev han forfulgt og jaget på porten af uvidenhed og puritanisme med skrækhistorier og myter om bøssepesten som Guds straf.

Homoseksuel

Et andet eksempel på menneskers skånselsløse intolerance: En purung fyr valgte tidligt i 1960’erne at springe ud som homoseksuel. Også i dé år en modig beslutning at turde stå ved dén, man var. Få måneder senere vovede han sig for første gang ind til en filmforestilling i biografen i Grindsted.

Da han med glade forventninger og brede smil fik kantet sig ind på det røde biografsæde, gjaldede et taktfast hylekor, så det gav dybe ar på sjælen:  frøken …  frøken …

Det skulle blive sidste gang i flere årtier, at ungersvenden vovede sig ind i biografen i Grindsted. Og den unge fyr fra dengang var såmænd forfatteren til nærværende fortælling.