Onsdag den 26. april inviterer Billund Kommune igen alle borgere til speedwaymatch på Grindsted Speedway Center. Denne gang er GSK Ligas første hjemmebanematch i SpeedwayLigaen 2023 mod rivalerne fra Sønderjylland Elite Speedway.
I starten af marts valgte Billund Kommunes Økonomiudvalg at bruge noget af brandingpuljen på at forlænge sponsoratet til Grindsted Speedway Klub/GSK Liga i yderligere tre år. Et af kravene i aftalen er, at klubben og holdet fastholder det nuværende sportslige niveau og dermed ikke ryger i bunden af SpeedwayLigaen. Og netop derfor betyder aftalen også, at alle kommunens borgere snart kan komme gratis til topspeedway.
Kom til gratis topspeedway med vores lokale speedway-helte
Når klokken slår 16.30 onsdag den 26. april åbner Grindsted Speedway Center dørene til GSK Ligas første hjemmebanematch i SpeedwayLigaen 2023. Matchen, som i år køres mod de forsvarende danske mestre, Sønderjylland Elite Speedway, er efterhånden også kendt som Billund Kommune-løbet. Det er nemlig 10. gang at Billund Kommune som sponsor af Grindsted Speedway Center/GSK Liga har købt arenaens 3.000 tilskuerpladser og inviterer kommunens borgerne til gratis topspeedway på Blåbjergvej 1.
Alle fremmødte til matchen lukkes ind efter først til mølle-princippet, inden første heat skydes i gang kl. 18. Når løbet er kørt, og vinderen kåret, vil alle tilskuere få mulighed for at komme i Ryttergården og se motorcyklerne på nært hold samt få en snak med speedwaykørerne.
”Sejrsblod” på tanden
Onsdag aften kørte GSK Liga sæsonens første match i SpeedwayLigaen 2023 mod Region Varde Elitesport. Desværre endte opgøret med et nederlag til vores lokale speedwayhold. Derfor er forventningen, at GSK Liga har ekstra ”sejrsblod” på tanden i matchen mod Sønderjylland Elite Speedway, hvor udgangspunktet også er en revanche for Grindsted-kørerne. Der er med andre ord lagt op til en aften, hvor begge hold uden tvivl har ekstra spændte hænder på gashåndtagene, og hvor vores lokale speedway-helte kan bruge al den opbakning fra tilskuerne, de kan få.
Billund Kommunes borgmester, Stephanie Storbank , står i hvert fald klar med opbakning fra tilskuerpladserne:
”Jeg håber selvfølgelig, at matchen ender med en sejr til GSK Liga. Og selvom jeg har hørt, at kampformen og -gejsten er i top blandt vores lokale speedwaykørere, er jeg sikker på, at en arena fyldt med kommunens borgere vil have en positiv virkning. Derfor håber jeg, at mange igen i år vil benytte sig af tilbuddet om at komme gratis til topspeedway.”
Ambitionen varer ved
Med hjemmebanefordel er borgmesterens og holdets optimisme berettiget – også selvom modstanderen er forsvarende danske mestre i SpeedwayLigaen. Uanset hvordan GSK Liga kommer fra start i første hjemmebanematch i SpeedwayLigaen 2023, så venter foreløbig seks matches frem mod 9. august. Herefter bliver det spændende at se, om vores lokale kørere også skal deltage i semifinalen og endelig finalen om titlen som vindere af landets bedste speedwayliga. – En titel som klubben og holdet har deltaget i kampen om siden 2007. skriver Kommunen i en pressemeddelelse.
Fakta om Billund Kommunes brandingpulje:
Midler fra Billund Kommunes brandingpulje går til at finansiere fx kampagner, events, aktiviteter og sponsorater, der understøtter arbejdet med at skabe større kendskab og stolthed om Børnenes Hovedstad og brander kommunen, samt gennemføre aktive indsatser for bosætning. Man kan ikke direkte søge brandingpuljen, men Billund Kommunes Økonomiudvalg tildeler løbende midler fra puljen til tiltag eller initiativer, de vurderer, lever op til mindst et af fire kriterier:
Tiltaget/initiativet har tilknytning til arbejdet med Børnenes Hovedstad eller eksponeringen af Billund Kommunes brand som Børnenes Hovedstad.
Målgruppen er i særlig grad børn og unge samt børnefamilier.
Det støttede er folkeligt – der bliver lagt mærke til aktiviteten, som aktiverer et bredt udsnit af befolkningen.
Der er væsentlige sidegevinster til de primære formål med eventet eller aktiviteten – fx et event som giver lokale foreninger bedre muligheder for at rekruttere nye medlemmer.