OK vil øge synlighed af kWh-priser

OK vil øge synlighed af kWh-priserPR-Foto: OK

OK ønsker, at det skal være nemt og overskueligt at være elbilsejer. Derfor har energiselskabet valgt at udrulle opladningspriser direkte på prisskiltene ved adskillige ladelokationer.

I de kommende måneder vil prisen pr. kWh blive synliggjort på adskillige OK- og Coop-ladelokationer med LED-display rundt omkring i landet. Det skal være med til at øge gennemsigtigheden og optimere brugervenligheden, så elbilister nemt kan få adgang til prisen, når de har behov for at oplade deres elbiler. På denne måde får elbilisterne hurtigt et klart billede af opladningsomkostningerne, inden de vælger at oplade.

”I OK ønsker vi, at det skal være nemt og attraktivt at være elbilsejer, og som et led i det har vi valgt at skabe synlighed i forhold til den pris, kunden skal betale pr. kWh. Vi er overbeviste om, at tiltaget vil bidrage til en forbedret brugeroplevelse for vores kunder, hvilket er af afgørende betydning for os som kundeejet selskab,” siger Kenneth Risborg Korsgaard, der er markedsdirektør i OK.

Konkurrencedygtige priser

Hos OK stræbes der altid efter at tilbyde en konkurrencedygtig pris til en fast pris pr. kWh. Derfor sænkes priserne fredag den 30. juni til 2,50 kroner for normalopladning, 3,00 kroner for hurtigopladning og 4,00 kroner for lynopladning på alle ladestandere. Hermed sænkes alle priserne med i alt 0,50 kroner fra de forrige priser.

På nuværende tidspunkt er opladningspriserne allerede synlige på OK’s ladelokationer med LED-display, og i løbet af juli måned forventes udrulningen af opladningspriser at ske på Coop’s ladelokationer.

Fakta:

Tiltaget vedrører indtil videre 10 OK-anlæg med lynladere og 38 Coop-lokationer med hurtigladere.