Social dumping: Godt seks ud af ti kontroller rammer plet i årets første tre måneder i Region Syddanmark

SkattestyrelsenPR-Foto: Skattestyrelsen

Skattestyrelsen har i årets første kvartal kontrolleret 68 virksomheder i Region Syddanmark som led i indsatsen mod social dumping.

 
I 43 kontroller fandt Skattestyrelsen indikationer på social dumping, der skal kontrolleres nærmere. I regionen skal der følges op over for flere virksomheder i Sydjylland end på Fyn. På landsplan fandt Skattestyrelsen fejl i syv ud af ti kontroller.

 

Landsdækkende og regionale kontrolaktioner

Skattestyrelsen gennemfører løbende både landsdækkende og regionale kontrolaktioner mod social dumping. Aktionerne gennemføres i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet. I årets første tre måneder har Skattestyrelsen i forbindelse med aktionerne samlet kontrolleret 189 virksomheder fordelt over hele landet. 68 af disse kontroller er foretaget i Region Syddanmark. Af disse er der kontrolleret 19 virksomheder på Fyn og 49 i Sydjylland.

 

Kontrol af arbejdsmiljø, saktteforhold mv.

Myndighederne kontrollerer bl.a. virksomhedernes arbejdsmiljø, skatteforhold og om udenlandske medarbejdere har arbejds- eller opholdstilladelse.

– Når vi udvælger hvilke virksomheder, der skal kontrolleres, så sker det på baggrund af oplysninger og informationer, vi ligger inde med, der kan indikere, at virksomhederne ikke betaler den skat og moms til Danmark, de skal. Får vi under vores kontrol indikationer på, at enten virksomheder eller medarbejdere ikke er registreret korrekt, kan de forvente yderligere kontrol, siger Preben Buchholtz, der er underdirektør i Skattestyrelsen. 

 

Regionale forskelle

Af de 68 virksomheder, der er kontrolleret i Region Syddanmark i årets første tre måneder, vil 43 bliver kontrolleret yderligere, fordi Skattestyrelsen i forbindelse med kontrollerne fandt indikationer på social dumping. Det svarer til, at godt seks ud af ti virksomheder kan forvente yderligere kontrol. Det er mindre end i resten af landet, hvor 129 virksomheder ud af 189 kontrollerede virksomheder skal kontrolleres nærmere. Det svarer i gennemsnit til, at syv ud af ti virksomheder skal kontrolleres nærmere.

I Region Syddanmark fordeler kontrollerne sig med 19 på Fyn og 49 i Sydjylland. På Fyn kan 11 virksomheder se frem til yderligere kontrol, og i Sydjylland gælder det for 32 virksomheder. Det svarer til hhv. 58 pct. og 65 pct af kontrollerne.

– I forbindelse med vores kontrolaktioner i Region Syddanmark i årets første kvartal fandt vi flest problemer i Sydjylland, som vi skal følge op på. Men både Fyn og Sydjylland ligger under landsgennemsnittet på syv ud af 10 kontroller. I første kvartal i år fandt vi flest problemer i Region Hovedstaden, hvor der var fejl i otte ud af 10 kontroller. Men det er et billede, der kan ændre sig i løbet af året i takt med, at vi får gennemført flere kontrolaktioner, siger Preben Buchholz.

Social dumping

Kilde: Skattestyrelsen

Resultater

I forbindelse med kontrolaktionerne i Region Syddanmark har Skattestyrelsen samlet talt med 177 medarbejdere, hvoraf 124 var udenlandske.

De problemer, som Skattestyrelsen oftest ser, er udenlandske medarbejdere eller enkeltmandsvirksomheder, der enten skal anses som arbejdsudlejede eller lønmodtagere i den danske virksomhed, de udfører arbejde for. Det betyder, at den danske virksomhed, de arbejder for, skal indeholde skat af de udenlandske medarbejderes løn. I forbindelse med kontrollerne i årets første tre måneder gælder det umiddelbart for 25 af kontrollerne i Region Syddanmark.

Derudover konstaterede Skattestyrelsen blandt andet tre virksomheder, der har været så længe i landet, at de skal anses for at have fast driftssted her og dermed afregne skat og moms til Danmark af den indtægt, de genererer her. Det betyder samtidigt at deres eventuelle ansatte bliver omfattet af skattepligt, og der skal indbetales A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af deres løn i Danmark.

 

 

Den fælles myndighedsindsats mod social dumping

Skattestyrelsen har siden 2012 indgået i en fælles myndighedsindsats mod social dumping sammen med Arbejdstilsynet og politiet. Formålet er at sikre, at arbejde i Danmark foregår på ordentlige vilkår og følger den danske lovgivning samt forebygger konkurrenceforvridning blandt virksomheder, der anvender udenlandske underleverandører og ansatte.

Skattestyrelsens rolle i myndighedssamarbejdet er at kontrollere, om udenlandske virksomheder og arbejdstagere er registreret korrekt i forhold til moms og skat, samt om moms og skat er angivet og betalt korrekt.

Indsatsen sker gennem målrettede fælles kontrolaktioner mod brancher og virksomheder, hvor der vurderes at være risiko for svindel fx på byggepladser, restauranter, gartnerier, rengøring og i landbruget. Som led i indsatsen gennemfører de tre myndigheder en række fælles kontrolaktioner.

De tre myndigheder forventer i løbet af 2023 at gennemføre otte landsdækkende aktioner samt 40 regionale aktioner.

Læs mere om Skattestyrelsen indsats mod social dumping

 
Kontorbutikken refurb banner