Juli var en våd sommermåned

Juli var en våd sommermånedKilde: DMI

Af Leif Christensen

Juli var en våd sommermåned – og på landsplan drøftes det, om en 92-årig nedbørsrekord for juli er blevet slået. Det er i hvert fald tæt på.

I Billund Kommune har vi fået meget mere vand end den gamle rekord.

Efter en både solrig og meget tør forsommer tog vejret noget af en drejning i juli, præcis som mange stod over for en velfortjent sommerferie. Nærmest fra første dag stod fronter, regn og byger i kø for at komme indover Danmark, og den tendens har holdt ved hele vejen frem til nu, hvor vi kan skrive 31. juli, skriver DMI.

Faktisk har juli i år ikke bare været våd, den har været plaskvåd, hvilket landstallet for nedbør da også viser.

Kl. 15 mandag eftermiddag var der på landsplan således faldet 139,5 mm regn, hvilket er meget tæt på rekorden for mest regn i juli, der stammer helt tilbage fra 1931 og lyder på 140 mm. På det tidspunkt målte man ikke nedbør med decimaler, og derfor er der en lille tvist i forhold til, om den gamle rekord vil stå for fald eller ej.

– For at være helt sikker på, om dette kommer til at ske, skal den samlede nedbørsmængde, på landsplan, op på 140,5 mm, forklarer DMI, og det lykkedes tilsyneladende ikke helt.

Her i området taler vi dog ikke om regn i de mængder. Vi har fået langt mere. Ifølge DMI har vi fået 184,3 mm regn i Billund Kommune i sommermåneden juli.

outletmesse2024