Af Louis Bülow
Bülows Hjørne: min morgenhilsen mangler ….Dykker vi ned i fordums dages historiske annaler, støder vi på en perlerække af dødelige epidemier med livstruende og smitsomme sygdomme, der i århundreder har hærget Danmark og spredt død, skræk og rædsel omkring sig.
Hver gang har epidemierne skabt paniske tilstande, og overalt er myter og skrækhistorier om Guds straf over mennesket for et syndigt liv og levned troligt gået i selvsving.
Den første store epidemi
Danmarks første store epidemi var pesten Den Sorte Død, der raserede engang i midten af 1300-tallet herhjemme. Dengang havde man ingen muligheder for at behandle sygdommen, og pesten udryddede i dé år omtrent halvdelen af den danske befolkning.
Senere hærgedes landet i bølger af andre smitsomme sygdomme lige fra tyfus, kolera og polio til difteri og skarlagensfeber. Og ikke at forglemme Den Spanske Syge – alle pandemiers moder – der var en influenza-sygdom, der spredte sig verden over i årene omkring Den 1. Verdenskrig og dræbte millioner af mennesker.
Corona
I dagens Danmark gik vi for ikke så længe siden stadig rundt og planlagde ferierejser og familie-sammenkomster med vore kære, og end ikke i vores vildeste fantasi havde vi kunnet forestillet os en hverdag med Coronas spøgelse i hælene.
Men vi skulle opleve et samfund i undtagelsestilstand. Pandemien sendte vor dagligdag til tælling med et væld af restriktioner og begrænsninger med mundbind, ansigtsmasker og desinficerende håndsprit som tilhørende ingredienser.
Alle måtte vi friste vi en ensom og Corona – plaget hverdag med hundred – tusindvis af os i frivillig isolation og karantæne uden at kunne forlade vort hjem og uden at kunne modtage besøg af familie, venner og bekendte.
Nyheder foran tv-skærmen
Hvor vi – nærmest som i krigstid – fordrev tiden med at tjekke nyheder hver time og fyldt med katastrofetanker satte os foran TV skærmen for at lytte til statsminister Mette Frederiksen og Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøms seneste instrukser.
Men sådan var virkeligheden blevet, for den var derude, Coronaen, og gennemsyrede alt i vort samfund. Usynlig, livstruende og lige i hælene på os. Dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned.
En kold forårsaften den 17. marts 2020 skulle skrive sig ind i alle annaler, da Dronning Margrethe uden for rammerne af den traditionsrige nytårstale tonede frem på TV-skærme over det ganske land. I bedste sendetid holdt landets statsoverhoved en tale til den danske nation i lyset af corona – krisen og situationens helt ekstraordinære alvor.
Vi skal mange år tilbage i tiden helt tilbage til afslutningen af Den Anden Verdenskrig for at finde den sidste gang, at en dansk monark talte til danskerne på baggrund af en aktuel begivenhed.
Dengang var det dronningens farfar, Kongen Christian 10., der i en direkte radiotransmiteret udsendelse talte til det danske folk ved befrielsen den 5. maj 1945.
Vi følte historiens vingesus, da den folkekære dronning dén tirsdag aften trådte ind i vor lune dagligstue, satte sig tilrette og tog hver enkelt af os i hånden med et fortroligt klem.
Dronning Margrethe talte til os med medfølelse og trøstende ord om dén livstruende virus, der nu vendte op og ned på vor tilværelsen og slog millioner af mennesker ihjel.
En historisk tale af en folkekær regent og et nationalt symbol, der havde valgt at lade Kongehuset afstå fra alle officielle fejringer og planlagte aktiviteter i forbindelse med sin 80 års fødselsdag.
Modtog en e-mail
Tillad mig til slut at runde af med en fortælling fra dengang, Corona-epidemien herhjemme var på sit højeste, da jeg blev kontaktet af en redaktionssekretær på en avis i Aarhus. Meget venligt sendte hun en e-mail til mig med overskriften Min morgenhilsen mangler, fremsendt af Benny Knudsen.
Denne havde begået et velskrevet indlæg til bladet, der på finurlig og empatisk vis fortalte om dé konsekvenser i stort og småt, der fulgte i kølvandet på Corona.
Det skulle vise sig, at jeg selv var en del af Bennys historie. Tillad mig her at bringe et uddrag:
”Jeg mangler i særlig grad den daglige morgenhilsen fra min ukendte ven i gaderne fra stationen til arbejdspladsen. En fremmed, jeg dagligt krydsede, blev til en god ven og mentor.
Længe havde vi krydset hinanden i tavshed hver morgen i forskellige gader. Jeg havde bemærket den noble ældre herre i en lang, sort og varm frakke. Fra den ene lomme stak et bundt papirer frem, der pirrede min nysgerrighed endnu mere. Med lidt støtte fra sin stok gik han målbevidst forbi mig mod et ukendt mål. Var han embedsmand i kommunen? Var han fuldmægtig i en bank? Var han redaktør på et dagblad? Eller var det en brændende hobby, der drev ham hjemmefra så tidligt?
En dag sprang jeg ud på dybt vand, sagde godmorgen og fik et venligt svar som kvittering. En uge senere var modet vokset, så jeg vovede at standse op og afsløre min nysgerrighed. Vi fik en varm og interessant samtale, hvor han viste stor og omfattende interesse for vores fælles passion, skriveriet.
Siden har vi haft flere dejlige og dybsindige samtaler over en kop kaffe på et af byens mange kaffehuse … Hvor er du nu, Louis Bülow …?”
EPILOG.
På grund af Corona-epidemiens hærgen havde også jeg i mange måneder måttet undvære vor daglige morgenhilsen og mangen berigende snak over en kop dampende varm kaffe på vor Café.
