Kai’s Corner: interview med fhv.tandlæge Helge Schydt – 1. del af 6. dele

Kai's Corner

Af Kai Bayer

Interview med fhv. tandlæge Helge Schydt – 1. del af 6 dele. Om drengeårene i Grindsted. Blev sendt på Lokalradio Grindsted den 29. november 1987

 

Jeg blev født i Grindsted i januar 1914 og min far var købmand i en forretning, der lå lige overfor kroen.

Nu er den bygget om, og jeg så at der var radioforretning i den. Forretningen blev drevet i mange år af købmand Christian Thorning, og den forretning drev min fra 1906 og op til 1916-17, og så solgte han den, og gav i kast med tusindvis af andre forretningsting inden for næsten alle brancher .

Mine forældre kom til Grindsted i 1906, og min mor var datter af en underviser på Hoven Højskole, som ikke lå så langt herfra, og det påvirkede hjemmet i allerhøjeste grad. Men mine drengeår kom jeg til at tilbringe i ejendommen Borgergade 20, hvor Vejle Amts Folkeblad har holdt til i de senere år. Der levede jeg alle mine drengeår.

Jeg kom i skole på Byskolen, og det var jo Nordre skole.

Jeg kom i første klasse hos frøken Nissen, og skolen var egentlig udmærket. I 2. klasse fik vi frøken Breinholt, og vi lærte salmevers og salmevers i en uendelighed. En salme sidder stadigvæk i mit hoved, for den blev vi tvunget til at kunne udenad: ”Jeg går i fare, hvor jeg går. Min sjæl skal altid tænke, at Satan allevegne står i vejen med sin lænke.”  Det var jo groft. Heldigvis var min onkel provst, og dengang havde man noget, der hed provstevisitats, og så kom han jo og spurgte mig, hvordan jeg var tilfreds med min lærerinde. Så sagde jeg, at jeg ikke var særlig godt tilfreds, og det var navnlig den lange og svære salme. Så snakkede han med lærerinden, og så slap vi for den salme.