Minister skal lokke lokale kandidater frem

Mette Kierkgaard - Foto: René Lind Gammelmark

Af Marianne Thorø

Det er med en slet skjult bagtanke, at partiet Moderaterne stiller op med en stand til Julemessen i Magion i den kommende weekend – og endda stiller med selveste ældreminister Mette Kierkgaard, til at bemande standen noget af tiden.

Moderaterne i Sydjyllands storkreds er nemlig godt i gang med etablering af kommunale netværksgrupper – dét andre partier kalder partiforeninger – så partiet er klar til KV25.
Også i Billund kommune arbejdes der på at gøre Moderaterne til et aktivt politisk parti lokalt. Og det er da også derfor Moderaterne i weekenden sender ældreminister Mette Kierkgaard bag standen ved messen søndag fra kl. 12-14.

– Målet for Moderaterne i Billund kommune er at få flere med ombord. Der er masser af arbejde at tage fat på, uanset om man er interesseret i at tage del i det organisatoriske arbejde, eller måske et ønske om at stille op til kommunalvalget i 2025, siger Moderaternes projektleder i Billund kommune, Gitte Bjerremand Andersen fra Grindsted.