Af Carsten Sander Christensen
Lunderup Gods, blodskamssagen og Bendix Nordby
I dag og på næste mandag vil klummen handle om to godser, der trods deres fjerne beliggenhed, har haft stor betydning for det areal, der i dag omfattes af Billund Kommune. Der drejer sig om Lunderup Gods og herregården Hesselmed. Begge ligger i umiddelbar nærhed af Varde by. Lunderup o. 4 kilometer nord for Varde og Hesselmed lidt vest for byen i retning mod Vesterhavet.
Fra slutningen af 1500-tallet søgte de siddende konger at samle godser til såkaldte krongodser.
Kongen måtte ligesom bønder og borgere ikke købe adelsgodser. Derfor måtte handlerne foretages ved såkaldte mageskifter, hvor kongen og adelen simpelthen byttede ejendomme.
Ophavsmanden var Frederik 2. fra 1559. Den officielle begrundelse var hans forkærlighed for den til tider meget pladskrævende hobby – parforcejagt. Den lidt uofficielle begrundelse var, at kampen om magten mellem konge og adel var sat ind. Mageskifter var med til at stække adelens magt på den lange bane og en spæd begyndelse til indførelsen af enevælden. Et argument for dette var, at adelen tilsyneladende adskillige administrative og økonomiske fordele ved et sådant mageskifte, men kongen jo samlede jord.
Lunderup Gods var en del af en sådan byttehandel.
Den kongelige interesse for dette gods langt ude i det øde Vestjylland indtil da, skyldtes at den første registrerede ejer hed Mads Gjordsen. Han var bror til Frederik 1.’s rigskansler, Claus Gjordsen. Omkring 1560 nævnes Mads Gjordsen i kilderne. Omkring 1570 overtog Johan Brockenhuus Lunderup, og det var her i 1579, at godset ophørte med at være krongods. Mageskiftet fandt sted med Frederik 2.
1600-tallet var mest præget af retssagen om blodskam i 1620erne. Hans Lange var godsejer og gift med Karen Clausdatter Strangesen. De havde blandt andet datteren Ellen og sønnen Iver. Ellen gik for at være meget svagt begavet. Dog ikke mere svagt begavet end hun kunne have et seksuelt forhold til såvel broderen Iver som en skytte i området. De to børn var på daværende tidspunkt 16 og 17 år. Broderens og søsterens intime forhold blev afsløret, da Ellen fødte et barn i dølgsmål i Haderslev.
Retsinstanserne gik i gang og Ellen og hun blev dømt til at have forbrudt Skjold, Hjelm og Adelskab, samt haven billigen efter loven for sådan gruelig kætteri og blodskam. Slig burde med bål og brand. Formildende omstændigheder var der dog. Vi haver dog af synderlig gunst og nåde nådigst tilladt hende med sværd at skal forrettes. Ellen fik hovedet skilt fra kroppen i København i 1628.
Broderen Iver flygtede til udlandet. Men Hans Lange og Karen havde et tredje barn, datteren Dorthe, og hun var gift med Bendix Norby til Urup Herregård. Ham har vi jo hørt om før. Og i 1640erne bragte Bendix Nordby så skam over sin svigerfar og Lunderup Gods. Da Niels Arenfeldt fra Ullerup Gods på Mors i 1642 stod anklaget for at have villet forgivet sin hustru, var Bendix Norby et af de tolv vidner (tolvfingerreglen I ved), der som mededsmand på Viborg landsting på Niels Arenfeldts uskyld. Men den gode Niels blev fundet skyldig og de tolv mededsmænd blev landsforvist i en tyveårig periode. Allerede i 1645 fik Bendix Norby lov til at vende tilbage til egnen på ny. Han måtte dog sone 2.000 rigsdaler til et børnehus i Viborg.
Da Hans Lange døde i 1649 overdrog han Lunderup til svigersønnen.
Inden sin død afstod Bendix Norby Lunderup Gods til sin søn Christen Norby. Nu var de fede tider for godser i Vestjylland forbi, og efter svenskekrigene i 1650erne, var Lunderup blevet lidt ilde tilredt. Da Christen Norby døde o. 1667, efterlod han konen Helle Mormand i stor gæld. Hun formåede dog at holde skindet på næsen indtil 1679. Lunderup Gods formåede dog langt fra at holde skindet på næsen.
I 1700-tallet overgik Lunderup Gods til Nørholm Gods, der ligger i umiddelbar nærhed. Nørholm der var et af de første steder i Jylland og Slesvig/Holsten, hvor man begyndte en organiseret opdyrkning af heden bl.a. med mergling. Hvilket fik stor betydning for vores område, da hedeopdykningen begyndte her. I 1742 hed ejeren Christian Teilmann. I 1749 overtog en søn af første ægteskab Lunderup. Han hed Anders Teilmann og det udover han ejede Nørholm, var det også ham der var primus motor i hedeopdykningen.
Andreas Teilmann blev i 1751 adlet, og da han var ugift, oprettede han i 1790 – få måneder før sin død – et stamhus. Et stamhus var en ejendom, hvis arve- og ejendomsret var båndlagt, hvorfor ejendommen eller godset hverken måtte deles, sælges eller pantsættes. Teilmanns stamhus omfattede herregårdene Nørholm, Lunderup og Agerkrog, og den begunstigede var hans niece, Christine Marie de Teilmann, og hendes efterkommere.
I 1861 arvede Christine Marie Teilmanns barnebarn stamhuset. Denne Theodor Rosenørn-Teilmann var af sin faster, den sidste direkte efterkommer af Christine Marie Teilmann, blevet udpeget til at overtage stamhuset. Rosenørn-Teilmann var medlem af landstinget for godsejerpartiet Højre. Han havde gået i skole med konseilspræsident, dvs. statsminister, Christian Emil Frijs fra Frijsenborg, og da Frijs i 1865 dannede regering, blev Rosenørn-Teilmann bedt om at være kulturminister.
I nyere tid mistede godserne deres betydning i lokalsamfundet. I 1925 blev godset afsat til en hotelejer og i 1950 til en fabrikant. Godsets jorde blev udparcelleret og udstykket til landbrug og husmandsbrug.
Lunderups hovedbygning som den ser ud i dag – Privatfoto
