Af Carsten Sander Christensen
Historien – hvor kommer den fra ? Hver uge kan læserne læse små klummer om historiske emner og begivenheder her på vores egn.
Men hvad er historie og hvor kommer den egentlig fra?
Historie er dels viden og fortælling om menneskers fortid, dels om selve fortiden. Og den tid der har eksisteret mennesker har der eksisteret historie. Næsten hver dag bliver man konfronteret med ordet historie. I starten blev historien fortalt omkring bålet og gik fra mund til mund. Såkaldte overleverede sagn og myter. Meget af det blev videregivet for at forstå sig selv i relation til tid og forståelse af fortid og nutid, især den man ikke kunne forklare rationelt. Det være sig enten på grund af manglende konkret viden eller på grund af frygt for fx. naturens kræfter. Jævnfør sagn om overtro her på egnen.
Den person der havde ordet i sin magt havde derfor også adgang til reel magt.
I selve denne oprindelsesfase var historien relateret og tæt forbundet med magtens legitimation. Denne relation med magtens legitimation betød dog også at jobbet som historiefortæller godt kunne være forbundet med konsekvenser som at blive spærret inde og eventuelt død. Da araberne besatte det sydlige Spanien omkring år 800, byggede de såkaldte fæstningsværker for de absolut indviede af den arabiske elite, de såkaldte Alcazabas, hvor kurerer, historiefortællere og budbringere kunne komme ind i byen men aldrig mere kom ud. De kunne jo udgøre en potentiel fare for selve rigets overlevelse.
Ordet historie kommer af det græske ditto, historia, der oprindelige betød undersøgelse eller viden og senere med tilføjelserne fremstilling eller fortælling.
Den væsentligste årsag til skridtet fra sagn og myter til historie var opfindelsen af skriften. Herved blev det mulig at fastholde samtidens begivenheder for eftertiden. Men med skriftens indførelse steg historiens betydning for dens samtid mere og mere. De tidligste former for historieskrivning fandt sted i det gamle Egypten og Mesopotamien, der lå i nutidens Irak. Det var udelukkende beskrivelser af herskernes sejrrige krige og slag. Det er dog grækeren Herodot, der betegnes som verdens første historiker. Han organiserede de historiske data, og satte dem ikke kun op i historiske årstalslister.
Og så tilbage til vores egen egn.
Det ovennævnte scenarie ligger selvfølgelig meget langt væk fra den lille hedeegn, og så alligevel ikke. Her på egnen var der overleverede sagn og myter til langt op i 1700-tallet – det ovennævnte overtro. Hvad angår reel historieskrivning og tendenser til historieskrivning, går det her på egnen små 400 år tilbage. Og den var selvfølgelig udformet og tilpasset udviklingen fra det ovennævnte scenarie. Hedebrande her på egnen har dog med sikkerhed gjort det af med dagbøger og notater som de lokale bønder har nedskrevet. Men her er vi oppe i 1800-tallet.
Her var det egnens præster, der agerede historikere og embedsmænd for København.
Det var jo dengang lidt svært for embedsapparatet omkring år 1600 at få et fuldt overblik over situationen i det centrale og sydlige Jylland. Helt ufarligt var det heller for embedsfolket at foretage en ekskursion i det jyske. Deres beretninger blev de første historiske skrevne kilder på egnen. Man kilder herude er mangelfulde på grund af de manglende herregårde og slotte. Godsejerne skulle føre alt til protokols på grund af skattebidraget til København. Ellers hjalp det meget hvis man var kriminel og havde været for retten i Varde eller Kolding. Retsprotokoller, Brandtaksationer, optegnelser fra Koldinghus Slot og herredsfogeders nedskrivninger af oplysninger om egnens borgere er vel med rette de eneste primære kilder her på egnen.
Retsprotokol fra starten af 1700-tallet
Der findes blandt en retssag nedskrevet i en retsprotokol i starten af 1700-tallet om eksistensen af det lokale Loch Ness uhyre – Søtrolden i Kvie Sø. To bønder var røget i totterne på hinanden og sagen om trolden dukkede op, især da den jo godt kunne lide det ungkvæg der gik ved søens bredder. Kvæget skulle så følge med trolden ned i søen. Det var en af vidneafgivelserne. Eller også var det en af de stridende bønder, der havde dårligt syn, og optalte kvæget forkert når han gik hjem. Det var en anden af vidneafgivelserne. Kilder, vidneudsagn og kildekritik kan til tider være svære at tyde. Dommeren afviste da heller ikke helt eksistensen af trolden, men han kendte vist også den ene part personligt. Et godt eksempel på at kildekritik er vigtigt. Lad os se på to andre eksempler.
I retsprotokollerne i 1615 fandt man en sag om Christen Nielsen i Rankenbjerg, fæstebonde ved Kolding Hospital, der var død under særlige omstændigheder. Mere var der ikke da retssagen begyndte. Der var dog nogle helt umiddelbare kendsgerninger, der pegede i retning af, at han var død af druk.
Hospitalets delefoged (hospitalets repræsentant i retten), Søren Christensen fra Plougslund, indstævnede enken Anna Christensen og parrets tre børn Kirsten, Maren og Hans. Og Søren Christensen gjorde på Kolding Hospitals vegne krav på Christen Nielsens boslod i dødsboet. Det kunne hospitalet gøre krav, hvis der var tale om selvmord eller på anden selvforskyldt død. Anna Christensen kunne derimod beholde sit eget boslod.
Ved Landstinget i Viborg bølgede kampen i retssalen.
De fire sandemænd i Slaugs Herred støttede Kolding Hospital, mens Christen Hansen fra Vorbasse forsøgte at tale børnenes sag. Dog uden at de havde de afgørende beviser. Han argumenterede at deres arv ikke var en del af Christen Nielsens boslod. Den 17. august 1615 dtadfæstede retten sandemændene fra Slaugs Herreds krav. Her ser man en struktur af samfundet, navne på vigtige personer samt retsopfattelsen
Ligeledes i retsprotokollerne kunne man læse, at i 1618, natten mellem den 22. og 23. oktober blev gårdejer Mads Madsen fra Fitting fundet død på kirkevejen lidt øst for Vorbasse. Der blev tilkaldt synsmænd til at påse liget.
De tre synsmænd alle fra Fitting området, bemærkede at en økse havde kløvet hele Mads Madsens venstre side op. Endvidere bemærkede man, at Mads Madsen var ubevæbnet og derved var faldet i en ulige kamp. Man rubricerede det som et decideret rovmord.
Tingbogen forsvandt
Ligeledes den 23. oktober lyste Peter Madsen fra Bække en såkaldt manddød (juridisk bekendtgørelse om mandens død) over graven og spurgte samtidig om der var nogle der ville træde og erklærer sig som den skyldige. Herefter retsforfulgte man sagen.
I løbet af de følgende dage trådte Jep Kjeldsen fra Aast nær Lindeballe frem på vegne af sin bror Jørgen Kjeldsen fra Fitting. Jørgen Kjeldsen viste sig at være drabsmanden, hvilket blev stadsfæstet i Landstinget i Viborg, Hvor Jørgen Kjeldsen blev dømt til døden. Ingen ved dog i dag, hvad omstændighederne omkring drabet var, da Tingbogen fra august 1618 er forsvundet.
Havde vi haft den sidste tingbog havde vi kunne danne os et billede af situation mellem bønderne i Fitting området i 1618.
Først i de sidste 150 år er begyndt at få fyldige beretning om folkeliv og begivenheder her på egnen. Og i nyere tid er internettet svømmet over med data om forskellige temaer i de forskellige egne af landet. Men en ting står dog tilbage, og det er, at et fuldendt billede af de sidste 600 år her på egnen er et sandt puslespil, som det vil tage adskillige år at sætte rigtigt sammen.
Et snart historisk foto af bøger af papir – Privatfoto
