John Skou og Birgitte Antonius gør status over Grindsted Revyen 2024

John Skou og Birgitte Antonius fra Grindsted Revyen - Foto: René Lind Gammelmark

John Skou og Birgitte Antonius gør status over Grindsted Revyen 2024 der spillede fra den 11. til og med 21. januar 2024

 

Det er gået rigtig godt

Kunstnerisk er Grindsted Revyen 2024 gået rigtig godt fortæller John Skou. Vi fik rigtig mange positive tilbagemeldinger fra vores publikum. Vi synes også selv at det var en meget flot, sjov og underholdende revy.

Vi har talt antallet af solgte billetter op, og omkring 950 publikummer (inkl. forpremieren) var inde for at se revyen. Det er vi faktisk ganske godt tilfredse med. Det er dog mindre end sidste år, hvor 1350 havde købt billet.  Det første år var der også en nyheds interesse i at komme ind for at se hvad den nye revy var.  En anden ting der også kan være med til at vi har solgt færre billetter, er at Anne Karin Broberg og Lukas Birch nok ikke så kendte her ude. Den kendis effekt manglede vi måske lidt konstateret John Skou. At de to skuespillere er dygtige er der vist ingen tvivl om, for publikum har givet os meget positiv feedback fortæller John Skou.  

 

Vigtigt at publikum kunne lide det de så

Det vigtigste for os er at publikum (i hvert fald dem vi har hørt) havde haft en god oplevelse, der var kommet mere tempo på numrene, ligesom der var mange sjove numre. Både John Skou og Birgitte Antonius fortæller at publikum godt kunne lide humoren i revyen og det lidt højere tempo i forhold til sidste år. Vi føler vi har taget et skridt i den rigtige retning i forhold til de kommende revyer nu hvor vi har Lukas Birch med på holdet også de kommende år. Vi har fået etableret noget vi kan arbejde videre med – hvor der er lagt en kurs for fremtiden.

 

Prisen er lav i forhold til andre revyer 

Billetprisen på 350,- kr. ligger i den lave ende af den slags revyer, så vi tror ikke at det har været årsag til at der ikke har været så mange der har været inde for at se revyen i år. Mange andre steder koster revybilletter 5-600 kr. Der er ikke her ude en generel tradition om revy – vi skal have folk overbevist om at revy her i Grindsted er topunderholdning. Det er ikke bare revy, det er meget andet forklarer John Skou. Selv om man ikke er til revy, kan man sagtens se Grindsted Revyen, for det er en fantastisk underholdende aften. Det gælder kun om en ting, nemlig at have det sjovt.

Vi skal overbevise folk om at der er en revy i denne kaliber lige her i vores område, så man ikke behøver at køre langt for at få sådan en oplevelse. Man bør give det en chance. og der kommer folk fra hele Danmark for at se Grindsted Revyen.

 

Er taknemmelig for hjælpen fra Billund Kommune

Den hjælp vi har fået fra Billund Kommune kan vi endnu en gang sige 1000 tak for. Det betyder så meget for os at vi har fået opstarts hjælp til at få Grindsted Revyen på landkortet. Tilskuddet gør at vi holder hovedet over vandet mht. økonomien i Grindsted Revyen mener John Skou og Birgitte Antonius. Vi håber også at når de tre første år er gået, at Billund Kommune vil se velvilligt på at hjælpe os lidt længere, så vi virkelig kan komme godt i gang med revyen.

 

Håber at endnu flere lokale vil støtte op om Grindsted Revyen

Vi håber at endnu flere af de lokale, både virksomheder og forretninger vil støtte både økonomisk og med annoncer – det er vi rigtig glade for. Vi håber at de kan se de perspektiver der er i det, for vi laver jo revyen for hele området. Til næste års revy har vi allerede nogle nye tiltag i støbeskeen, i forhold til at få fat i nogle virksomheder, personaleforeninger osv. for at tilbyde dem billetter forklarer Birgitte Antonius, og vi skal også være lidt før ude end vi var i år.

 

Der har været nogle repræsentanter fra foreninger de har jo set kvaliteten i underholdningen, så det kan jo være at de tænker på at lave et arrangement hvor de tilbyder medlemmerne at komme til revy.

En ting er sikkert der bliver en Grindsted Revy 2025 – og der er flere nye spændende ting, men det kan John og Birgitte ikke løfte sløret for endnu.