Af Carsten Sander Christensen
Estrup Hovedgård – Thomas von Scholten og andre militærfolk
Omkring år 2000 var den nye Esbjergmotorvej mellem Kolding og Esbjerg i fuld funktion.
Før den tid hed hovedlandevejen Esbjergvej på strækningen mellem Vejen og Vejrup og vejen havde nummeret 191. Godt fire kilometer fra Vejen mod Brørup kører man pludselig over gårdspladsen tilhørende en gammel herregård, med hovedbygning syd for Esbjergvej og avlsbygninger nord for landevejen. Inden man når bygningerne kører man igennem et større skov område på mere end 120 ha, der tilhører Estrup. Der hører endvidere små 150 ha agerjord til og Estrup ejes i dag af Godsejer Christian Johannes Petersen og hustru Anna Petersens mindelegat.
Estrup Hovedgård i 2017 – Privatfoto
Estrup var oprindeligt opført som et borganlæg og nævnes første gang i skrevne kilder omkring 1500-tallets start.
Men den er givetvis en del ældre. Ejeren i 1550erne hed Lene Rosenkrantz, der var enke af godsejer Thomas Juel, der blandt andet opførte Sønderskov lidt syd for Brørup. Slægten Juel havde den i eje indtil 1662. På den tid lå størstedelen af det daværende fæste gods totalt øde hen. Det ruinerede den daværende efterkommer af Thomas Juel og ejer Eggert Abildgaard i 1660ernes start.
Var 1500-tallet et godt århundrede, ja så var 1600-tallet det stik modsatte.
I mere end 50 år var egnen omkring Grindsted, Vejen og Kolding besat og hærget af tartarer, svenske, polske, danske og tyske soldater. Det startede med Christian 4. nederlag i Lutter am Barenberg nær Harzen i slutningen af 1620erne, herefter fulgte plyndringer fra General Tilys tropper, Torstenson-krigen (1643-1645), Første Karl Gustav Krig (1657-1658) og Anden Karl Gustav Krig (1658-1660). Og da befolkningens immunforsvar og modstandsdygtighed var lig nul på grund af dårlig ernæring og sygdomme kom den lille pest der hærgede hele egnen (men især Vejen området) her i 1659 og bortrev 40-50% af egnens indbyggere.
En voldsom udvikling
Vores egn var omkring 1700 i en voldsom udvikling, hvor herremænd og godsejeres indflydelse var næsten ikke eksisterende. Og mange herregårde kom på borgerlige hænder. Estrup Hovedgård blev i 1695 solgt til forpagteren Christian Claudi. Borgerskabets mulighed for avancement, trods enevælden jerngreb, hed investeringer, industri og jordbesiddelse. Dette udnyttede Christian Claudi til fulde og fik dog Estrup på ret køl på ny efter megen møje og besvær. Hurtigt investerede han en større sum penge i erhvervelsen af blandt andet Skodborghus Herregård.
Denne opfattelse af de statelige gamle godser betød skiftende ejere omkring 1700-tallet start.
I 1698 blev Estrup solgt til den danske oberst Ditlev Brockdorff , der var søn af amtmanden for Holsten, Heinrich Brockdorff. Ditlev Brockdorff var endvidere bedste ven med overgeneral og ledende danske embedsmand i Altona, Christian Ditlev Reventlow. I 1701 blev Estrup solgt videre til generalløjtnant Theodosius Levetzau. Levetzau deltog blandt andet i slaget ved Gadebusch (nær Lübeck) i 1712, hvor danskere og tyskere kæmpede mod svenskerne og tabte. Men Theodosius Levetzau havde kæmpet forbilledligt og blev forfremmet kort før Frederik 4. tog flugten fra slagmarken.
Der var som sagt mange ejere af Estrup Hovedgård i 1700-tallet.
Men en af ejerne falder dog en i øjnene: general Henrik von Scholten. Han ejede hovedgården en del år i første halvdel af det 18. århundrede. Henrik von Scholten var søn af en tysk-hollandsk officer, Jobst von Scholten født i Amsterdam, der var i dansk tjeneste. Henrik von Scholten steg i de militære grad med en grasserende hast. Han blev chef for det holstenske regiment i 1734 og var samtidig øverste kommandant i Rendsburg. I 1742 udnævnt til general og som en af de få borgere i Danmark blev han Ridder af Elefantordnen i 1749.
Han døde i 1750 mens han stadig ejede Estrup Hovedgård. Det er endvidere meget tvivlsomt om Frederik 6. på noget tidspunkt har besøgt sin chef for Drabantgarden på Estrup Hovedgård. Henrik von Scholten var reformert og kunne derfor ikke udøve kaldsretten (han havde derfor ingen ret til at besætte gejstlige embeder) i Malt provsti. Og ja han var i familie med Peter von Scholten, ham guvernøren på de Dansk Vestindiske Øer.
I 1850erne havde Sydjylland besøg af flere engelske journalister.
I 1851 noterede en engelsk journalist på vej fra Hjerting til København at ”Få veje kan være værre end den vi kørte ad fra Varde til Endrup og gennem Estrup. Vognen truede på grund af de mange dybe huller snart med at vælte til den ene, snart til den anden side, mens vi slæbte os gennem det tunge spor, som jyderne kalder en landevej.”. Ja det var før vejingeniør Enrico Mylius Dalgas og hans arbejdsteam anlagde veje i det mørke Jylland.
Blev erstattet af ny hovedbygning
Det oprindelige fire-føjede borganlægs hovedbygning fra 1400 eller 1500-tallet blev i 1721 erstattet af en ny hovedbygning, ligesom staldbygninger blev renoverede. I 1860 blev hovedbygningen atter ombygget og Estrup blev i 1890 solgt for 280.000 kr. til Otto Christian Lautrup. I hans tid fortælles en pudseløjerlig historie om et besøg en meget meget varm sommerdag af kronprins Frederik (den senere Frederik 8.) og hans søn prins Christian (den senere Christian 10.). Otto Christians Lautrups datter stod ude på gårdspladsen og så på Estrups kusk, der var klædt fornemt på med uniform og høj hat med kokarde, da han jo senere på dagen skulle køre Frederik og Christian rundt i området. Pigen udbrød spontant om han ikke glædede sig til køre rundt med de celebre gæster. Hvortil kusken responderede ”Næj … næj endda … A vild’ såmænd ønsk’ te mæ og mi hat, vi lå i Holsted Å”.
I 1939 blev Estrup solgt for 480.000 kr. til godsejer Christian Johannes Petersen og hustru Anna Petersen.
I 1939-1940 blev Estrup Hovedgård gennemgribende restaureret så den fremstår som i 2024. I dag er konsulentfirmaet Estrup Nature hjemmehørende i Estrup Hovedgårds bygninger. Estrup Nature arbejder med grønne gruppecertificeringer af produkter og materialer der bruges i f.eks. træindustrien, tømrerfirmaer og til fremstilling af blandt andet paptallerkner.
