Go Gaming på Ungdomsskolen i Billund Kommune
To nye Go Gaming klubber
Nu åbner yderligere to Go Gaming klubber med støtte fra Ole Kirk’s Fond . Den ene er på Ungdomsskolen i Billund Kommune mens den anden er på Frørupskolen Helsehjemmet, som er et børn- og ungehjem i Haderslev og Christiansfeld og en del af KFUM’s Sociale Arbejde.
I løbet af de seneste tre år har projektet Go Gaming udviklet og implementeret en pædagogisk metode til at fremme unges trivsel med udgangspunkt i deres interesse for gaming. Denne indsats har allerede haft stor succes i ungetilbuddene Gademix i Kolding, Gefionsgården i Horsens samt på forsorgshjemmet Skjoldbo i Esbjerg, og nu er det tid til at udvide for at nå ud til endnu flere unge.
“Med støtte fra både pædagoger og ‘nørder’ skaber vi et frirum, der giver de unge tryghed til at åbne op og tale om livets udfordringer. Vi anvender computerspillene både som det fælles interesseområde og som et pædagogisk redskab. Vores arbejde er målrettet på at styrke de unges sociale færdigheder og fremme deres deltagelse i konstruktive og forpligtende fysiske fællesskaber. Målet med Go Gaming er nemlig ikke træning eller dygtige esportsudøvere, men trivsel. Vi ser derfor computerspil som et værktøj til at opbygge venskaber, relationer og sociale kompetencer”, siger projektleder Louise Gade Ellekrog fra KFUM’s Sociale Arbejde i en pressemeddelelse.
Træner de unge i at forstå sociale normer
Socialpædagog hos Go Gaming, Rasmus Visti Seedorff siger: ”Gennem spillene bliver de unge trænet i at forstå de sociale normer og spilleregler, der kræves for at være en del af et fællesskab. Jeg har mange eksempler på, hvordan disse færdigheder flyder over i andre dele af deres liv, hvor det blandt andet har hjulpet unge med at søge arbejde og indgå mere konstruktivt i grupper, både inden for og uden for spillene.
KFUM’s Sociale Arbejde er en over 100 år gammel organisation, der har dedikeret sit arbejde til at skabe tilbud for udsatte mennesker præcis der, hvor de er.
Derfor har det været naturligt at udvikle en indsats rettet mod unge med udgangspunkt i gaming, da 92 procent af alle unge har erfaring med computerspil, og over halvdelen spiller dagligt. Dette gør gaming til en bredt favnende aktivitet i den unge målgruppe og samtidig til en aktivitet, hvor mange unge føler sig hjemme og trygge.
Ole Kirk’s Fond støtter etableringen
”KFUM’s Sociale Arbejdes Go Gaming-klubber har vist rigtig gode resultater i at støtte op om de unges trivsel og fællesskab. Vi har i Ole Kirks Fond derfor valgt at støtte etableringen af to nye Go Gaming-klubber i Sønderjylland. Både for at sikre udbredelsen af Go Gaming-konceptet og for, at KFUM’s Sociale Arbejde får mulighed for at teste spændvidden af deres koncept. Det bliver spændende at se, hvilke udviklingspotentialer det kaster af sig”, siger Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond.
Go Gaming er fagligt understøttet af Center for Digital Pædagogik, som er en del af KFUM’s Sociale Arbejde. Projektet er udviklet i samarbejde med VELUX FONDEN og Ole Kirk’s Fond, som har støttet udbredelsen med tre millioner kroner.
Go Gaming er et tilbud fra KFUM’s Sociale Arbejde, der bruger computerspil som det fælles tredje til at facilitere konstruktive fysiske fællesskaber for unge i mistrivsel. Projektet fremmer ikke kun samværet og engagementet blandt de unge. Det skaber også en tryg ramme, hvor de unge kan udvikle sociale færdigheder og føle sig inkluderet. Læs mere på www.kfumsoc.dk/go-gaming