Kulturskolefestival sætter alt i spil

Foto: Johnny Madsen, jmd.dk

Kulturskolen arrangerer stor forårsbegivenhed og fylder både MAGION og Unge- og Kulturhuset med aktivitet.

På onsdag 20. marts fra kl. 16.00-21.00 præsenterer Kulturskolen sin store éndags Kulturskolefestival, som løber af stablen i MAGION, UKH (Unge- og kulturhuset) og Biblioteket i Grindsted. Alle interesserede inviteres til at opleve en festdag, fyldt med musik, sang, billedkunst og dans, som er udført af Kulturskolens mange elever.

Man vil kunne opleve koncerter, fremvisninger, opførelser af nærmest alt, hvad Kulturskolen har på paletten, og der er også skabt events på tværs af fagene, særligt til denne dag. Der vil være aktiviteter rigtig mange steder, som strækker sig over et stort areal. I Unge- og Kulturhuset er der koncerter i Centralen, Lillecentralen samt Atelieret, og i MAGION er der billedkunst-workshops, koncerter, danseopvisninger og Talent Billund Café i Foyeren samt koncerter i Hal 3 og MAGION Biblioteket.

”Vi glæder os utrolig meget til kunne byde alle velkommen og vise alt, hvad vi kan”, siger kulturskoleleder Per Weile Bak og fortsætter, ”Alle vores elever har gjort sig umage med at forberede sig, og nu er de bare klar til den store dag” skriver Kulturskolen i en pressemeddelelse.

Der er gratis entré til hele arrangementet, og i Foyeren står MAGIONs Festivalbod klar med gratis kaffe og saft til alle. I Festivalboden kan desuden købes pølsehorn, pizzaer og sandwiches, samt kage og diverse slik. MAGION tilbyder desuden mulighed for at købe aftensmad i MAGIONs Café med familie rabat.

Der er således lagt op til en sprudlende dag i kulturens tegn med masser af glade udøvere i alle aldre, og Kulturskolen glæder sig til at byde velkommen til en mangfoldig festivalstemning.

 

Foto: Johnny Madsen, jmd.dk

Foto: Johnny Madsen, jmd.dk

Foto: Johnny Madsen, jmd.dk