Af Carsten Sander Christensen
Østerbygård Hovedgård, overlevelse og lidt om hertugdømmerne
Dagens emne for klummen ligger ikke langt fra dansk-tyske grænse imellem 1864 og 1920.
Østerbygård, der i en periode kunne betegnes som en regulær hovedgård, ligger umiddelbart sydvest for Vamdrup og omkring 30 kilometer sydøst for Billund Kommunes sydligste grænseskilt. Men der er en mening med galskaben, så læs blot rolig videre.
Efter det fatale nederlag i 1864 skulle der jo trækkes en grænse i området. Østerbygård lå oprindeligt i Sønderjylland i Haderslev Amt. Kongeåens udspring ligger lidt vest for Østerbygård og den var den Internationale Grænsekommission meget interesserede i og så futtede den så ellers lidt rundt i området. Og enden blev, at grænsen kom til at ligge lidt nord for Christiansfeld nær Den Gamle Grænse Kro. Og dermed forblev både Vamdrup og Østerbygård på danske hænder. Og det har man sikkert især glædet sig over omkring 1914.
Gårdens rødder går tilbage til 1500-tallet, hvor hertugdømmerne magt i Danmark var rimelig stor.
Kkimen til de to slesvigske krige i 1800-tallt blev så småt lagt. Gården med tilhørende mose og skov var omkring 1550 ejet af Hertug Hans den Ældre (1521-1580), en af hertugdømmerne mest magtfulde sjæle, der havde residens i Haderslev på Haderslevhus. Ved hans far, Frederik 1.’s død i 1533 var Hertug Hans pludseligt et bud på at blive Danmarks næste konge. Hertugdømmerne var på katolikkernes side mens modkandidaten, Hertug Hans’ lillebror, den senere Christian 3., der jo var personlig ven med Martin Luther og som reformerede Danmark i 1536, var på protestanternes side. På sidelinjen stod Christian 2., der jo blev katolikkernes kandidat og dermed hertugdømmernes officielle kandidat.
I 1569 skødede Hertug Hans så hovedgården Østerbygård, i dennes storhedstid, til amtmanden Peter Rantzau – bror til feltherren Daniel Rantzau. Peter Rantzau ejede såvel Vamdrupgård og ikke mindst Trøjborg Slot, lidt nord for Tønder. Trøjborg i 1500 og ind i 1600-tallet var det mest magtfulde herresæde i det sønderjyske. Da Frederik 2. i 1579 overtog Vamdrupgård fra Peter Rantzau fulgte Østerbygård ikke med. Og i slutningen af 1600-tallet omtales den Østerby Ladegård, og begrebet bøndergods melder sig på banen. Bøndergods var i ældre tid betegnelse for for landbrugsjord, der tilhørte en hovedgård, men var bortfæstet til lokale bønder. Bondejorden var uprivilegeret modsat hovedgårdens eget tilliggende jord, der fx var fritaget skatter.
Hertug Hans den Ældre o. 1570 -Privatfoto
Østerbygård har sikkert fået sit navn på grund af den nærliggende lille by Øster Vamdrup, og havde en del fæstegårde under sig.
Mange af de gårde der ligger langs Østerbyvej/Østerbygårdsvej/Østerby Mosevej har oprindeligt været fæstegårde til den gamle hovedgård. Gården var i familien Rantzaus eje langt ind i 1700-tallet. I 1773 overtog kancelliråd (ledende embedsmand i finansministeriet) Frederik Hansen Østerbygård for 12.000 rigsdaler. Og omkring 1797 overtog kammerherre og generalmajor Ernst Frederik von Düring fra Hannover gården for små 33.000 rigsdaler fra Frederik Hansens enke. Så emmede det atter af lidt storhed på Østerbygård. Men virkeligheden var en lidt anden …
Herefter var Østerbygård ejet af tyskere i en længere årrække, nogle nævner op til 50-60 år. Den gamle hovedbygning, der blev opført i 1813 blev opført i den tyske periode. Gården havde en tilhørende stor skov samt en meget givtig tørvemose. Men omkostninger og daglige udgifter hobede sig hurtigt op. Og så er vi kommet til relevansen for vores lille egn. For at en hovedgård eller et bøndergods skulle overleve her på hedeegnene var ager og eng langt fra nok. Her på egnen var der især tilknyttet håndværkere og andet erhverv til fx. Urup og Juellingsholm. På Østerbygård slog man sig på brændevinsbrænding, teglværksdrift og krohold/kolonialhandel. Op gennem 1800-tallet var dette vitalt for Østerbygårds overlevelse.
På grund af den reelle afstand til hovedvejen mellem Kolding og det sønderjyske, måtte kroen og kolonialhandel ophøre o. 1870.
I 1839 havde den daværende forpagter af høkerbutikken, Peter Pultz, måtte erlægge 120 rigsdaler for at drive butikken. Teglværksdriften blev udkonkurreret o. 1875 og brændevinsbrænding holdt ind i 1900-tallet. Desuden havde gården egen mølledrift. I 1800-tallets første halvdel var teglværksdriften for øvrigt meget betydelig for egnen. Hver forår kom der 6-7 tyske håndværkere fra Detmold området nær Bielefeld i Niedersachsen op til Østerbygård for at producere en masse mursten og drænrør til egnen. Og de tjente godt på det lille lokale brænderi.
Den første verdenskrig betød en del ændringer i Danmark. Blandt fik tørveindustrien og skovbruget en renæssance, på grund af brændselssituationen. Østerbygård Mose og skov var ingen undtagelse. Fra 1913 overgik den til selveje og tørvefabrikationen blev sat i system. Hvis man havde besøgt Østerbygård i krigsårene 1914-1918 og i årende efter ville man have hørt både polske og russiske gloser. De fleste arbejdere var nemlig polakker og russiske krigsfanger og flygtninge. I storhedstiden kunne op til 45 arbejdere fra mose og skov blive bespist på Østerbygård.
O 1918 blev en næsten 125-årig gammel tvist med Vamdrup Kirke for øvrigt afgjort.
I Østerbygårds store lade var der o. år 1800 blevet indmuret en del kampesten, der tidligere havde siddet i Vamdrup Kirkes gamle tårn og kvadersten der havde siddet i den lille middelalderlige kirke. Men i 1918 var Østerbygårds daværende ejer Valdemar Thomsen så venlig at levere alle stenene tilbage, da kirken skulle have opført et nyt tårn.
