Af Carsten Sander Christensen
Oldsagskommissionen af 1807, kirker og bevaring
I februar 1807 kunne københavnerne betragte en del runesten der var opstillet ved Rundetårn og den 22. maj 1807 blev der i København nedsat en oldsagskommission. Kommissionens vigtigste formål var at tage vare på bevaringen af de vigtigste oldtidsminder rundt omkring i landskabet samt at tage vare på de arkæologiske fund. Egentligt var det sprogforskeren Rasmus Nyerup, som i en arbejdsgruppe den 12. marts på loftet af Trinitatis Kirke samme år, havde udstedt en opfordring til ejere af nordiske oldsager at indsende oldsager til udstilling i det lille Kabinet for Fædrelandets Oldsager, der ved samme lejlighed var blevet oprettet i Universitetsbibliotekets lokaler i Trinitatis Kirke.
Oldsagskommissionen havde fem primære formål:
1) Bevaring af monumenter fra oldtiden i det åbne land
2) Bevaring fra kirkernes og andre offentlige bygningers levn fra middelalderen
3) Undervisning om værdien om fortiden og fortidslevn
4) Oprettelse af et Nationalmuseum
5) At gøre dette Nationalmuseum ”nyttigt for folket”
Derfor regner man Nationalmuseets grundlæggelses år for 1807, også selv om bygningen først rent fysisk åbnede i Ny Vestergade i 1892.
Men man regnede Det Kongelige Museum for Nordiske Oldsager, der åbnede i 1819, ind i den ligning.
På et tidspunkt er en sådan opfordring sikkert også blevet leveret i året 1808 på vores lille egn, og i daværende tidspunkt i præstegården, der lå i den nuværende Kirkegade. Tolv spørgsmål til den lokale sognepræst om historiske fortidsminder. Alle spørgeskemaerne skulle personligt underskrives af alle kommissionens medlemmer, så posten fik ikke breve til rundsending hver dag. Egnen så den gang ud som når man står på toppen af Staldbakkerne og skuer ud over Randbøl Hede. Men sognepræster dengang var af en lidt anden støbningen end præster er i dag. Så trods beskrivelsen af det ovennævnte landskab, så havde de i bedste Dr. David Livingstone stil været rundt i området. Og her er faktisk flere og meget interessante fortidsminder i den nuværende Billund Kommune.
Egentlige arkiver over præsternes korrespondance og adfærd er meget sporadisk på denne lille egn.
Derfor er det lidt svært at danne sig et ordentligt overblik over hvad der egentligt er hændt. Disse indberetninger til embedsmændene i København var dog slet ikke noget nyt, de var også blevet foretaget i nogle århundreder før. Så sognepræsten, også her på egnen, har haft beskrivelser og vurderinger at gå efter i besvarelsen af de tolv ovennævnte spørgsmål. Og så har der givetvis været langt flere fortidsminder i det lokale landskab i 1807 end der er i 2024. 1800-tallet var jo den store opdyrkningsperiode og de der jordbunker og små stensætninger lå og stod jo lidt i vejen når de nye markarealer skulle formes. Endvidere var det et lidt andet problem, nemlig at det var den lokale sognepræst, der vurderede værdien af det enkelte fortidsminde. Og normalt var præsten jo ikke uddannet arkæolog, endsige havde haft en graveske i hånden.
De lokale beboere lå jo ikke inde med danefæ og guldhorns lignende genstande, men anderledes var det jo med kirkerne. Problemet var bare her, at meget af det Oldsagskommissionen, i bedste nutidig Nationalmuseet stil, ville inddrage stadig var i brug. Et af spørgsmålene var nemlig om den lokale kirke havde katolske levninger. Og dem var der jo en del af.
Og i Grindsted kirke var der også en helt anden trussel og den hed simpelthen renovering af de lokale kirker i 1800-tallet.
Det gamle brændbare materiale, dvs. mølædte alterduge og andre tekstiler, ormædte bøger og musegnavede dokumenter, kunne gøre gavn på lokale ildsteder på egnen. Egentlige fredningsbestemmelser fandtes jo heller ikke og hvad der kunne genbruges blev jo genbrugt. Selve renoveringen af kirken var heller ligefrem præget af konservatorer, der tog beslutninger om eventuelle ændrede renoverings planer. Og det var især i privatejede kirker, at man gik til makronerne og her i Grindsted var det jo normalt præsten der ejede kirken med omkringliggende fæstegårde. Så det var ikke sjovt at være et gammelt kalkmaleri.
Lidt uheldigt at flere af de 12 spørgsmål handlede om Inscriptioner med Rune eller Munkeskrift, enten paa Vægge, Ligstene, Klokker, Altere og Døbebækkener, Kirkekar eller hvorsomhelst, men senere ombygninger og renovationer i nyere tid afdækkede nogle af de bortmalede kunstskatte. Således også ved ombygningen af Grindsted Kirke 1921-23, hvor man fandt kalkmalerier.
Fra 1873 begyndte man i de enkelte sogne, at indsende såkaldte sogneberetninger inkluderende fortidens arv. Ånden med at fortiden skal gemmes for nutiden kom også i slutningen af 1800-tallet. Dog senere her på egnen end f.eks. i hovedstadsområdet. Med andre ord Oldsagskommissionen var startskuddet til det moderne Danmarks museer.
