Hole-in-one udløser sponsorat på 5.000,- kr. til juniorafdeling

Hole-in-one udløser sponsoratFoto: Lars Dahl/Gyttegård Golf Klub

Hole-in-one udløser sponsorat på 5.000,- kr. til juniorafdeling

Stort tillykke til Daniel Løkke som, søndag den 16. juni sendte et perfekt slag afsted på Gyttegårds 165 meter lange hul 4.

I golf dækker udtrykket hole-in-one over når en spiller får bolden i hul på et enkelt slag. Det sker meget sjældent, og nogle oplever det aldrig.

Klubbens Elitedivisions Herrer spillede søndag hjemme imod Odder, som Daniel repræsenterer. Daniel spillede single imod Gyttegårds Adam Kamp, som derfor måtte se dig slået på hul 4, efter det flotte slag.

Foto: Lars Dahl/Gyttegård Golf Klub

Udløser penge til klubbens juniorafdeling

Østergaard Automobiler havde stillet et sponsorat på 5000 kr., til klubbens juniorafdeling, på højkant til den første spiller som laver hole-in-one i en divisionsmatch i Gyttegård – så klubbens yngste kan nu se frem til ekstra midler. Der skal lyde en kæmpe tak til Østergaard Automobiler for det flotte sponsorat udtaler Ditte Dam Øhlenschlæger der er golfmanager i Gyttegård Golf Klub.

Klubbens juniorafdeling tilbyder de unge motion, frisk luft, natur, koncentration, motorik, konkurrence, hygge på tværs af generationer, et godt miljø og ikke mindst gode kammeratskaber. I Gyttegård Golf Klub får alle klubbens børn og unge mulighed for at udvikle deres golfspil.