Oversigt over Sankt Hans Aftens arrangementer 2024

Foto: René Lind Gammelmark

Opdateret den 22. Juni kl 18


Oversigt over Sankt Hans Aftens arrangementer 2024 

Netavisen Grindsted forsøger her at skabe en oversigt over hvor der er offentlige Sankt Hans arrangementer.   

 


Billund:

Kom til Sankt Hans aften ved Billund Idrætscenter søndag den 23. juni fra kl.17 til 20 -hvor der er planlagt en fantastisk Sankt Hans fejring, hvor der vil være noget for både små og store.

Glæd dig til en aften med bål og masser af godt selvskab. Kommunalbestyrelsesmedlem Simon Nicolajsen Jørgensen holder båltalen.

 

Der vil være mulighed for at købe

  • Pølser
  • Snobrød (medbring selv pinde)
  • Skumfiduser og kiks
  • Popcorn til bål
Tag venner og familie med, og lad os få en skøn aften. Vi glæder os til at se dig til en dejlig Sankt Hans aften med bål, hygge og fællesskab.
Arr. Billund Idrætscenter
 

Bøvl:  

Sankt Hans arrangementet i Bøvl er en heldags arrangement, der starter kl.9.30 med gratis morgenbord, hvor alle børn og voksne er velkomne. Det gælder i øvrigt hele dagen igennem.

De tidligere år har mange lokale valgt at komme kørende i flotteste stil på deres veterantraktorer eller på knallerter, og det håber Heidi, Jette og Luise at mange vil gøre igen i år.

Blåhøj Blonde har sponsoreret pølser til dem der vælger ovenstående transportmåde.

Hvis man kommer i bil – eller gående, har man mulighed for at købe grillpølser og drikkevarer i løbet af hele dagen. 

Der er sørget for underholdning til børnene – der kan muntre sig i hoppeborgen eller i guldgravercontaineren.

Arrangørerne håber at der vil være opbakning til den planlagte “Bøvl Bagedyst” og til konkurrencen om at blive “Den stærkeste Bøvler”, hvor både voksne og børn kan deltage.

Når Bølv Bagedyst er afgjort, kan man købe et stykke af de gode og flotte kager, en kop kaffe eller saft til 20,- kr.

Kl. 17.00 tændes der op i en stor fællesgrill, hvor man ved tilmelding kan spise aftensmad i fællesskab med andre.

Læs mere på facebooksiden: Sankt Hans Sommer Fest 2024” hvor man også kan tilmelde sig fællesspisning. Har man ikke facebook kan man kontakte Heidi vedr. tilmelding til fællesspisning på 51 75 75 57, Tilmelding til Bøvl Bagedyst og Den stærkeste Bøvler skal ske til Luise på 31 42 14 62 eller boevlfest@gmail.com


Filskov:

Sankt Hans ved Filskov FDF der starter kl. 18.00 på Industrikrogen 2, i Filskov.
Der kan købes pølser, brød , øl og vand, bagefter samt kaffe og kage.

 


Anlægget i Grindsted

Søndag den 23. juni 2024 holdes der atter Sankt Hans som i gamle dage, nemlig på andesøen i anlægget

Hotel Hedemarken sælger mad og drikkevarer fra kl.18.00

Musik og sang sørger Karina Holgersen for, og der er fællessang fra kl.19.30

Kl. 20.00 tændes bålet, og Jette Seidenschnur holder båltalen.

I tilfælde af tørke og for lidt vand i søen, vil arrangementet blive gennemført i anlægget.

 

Sankt Hans i anlægget er arrangeret med støtte fra Billund Kommune, Grindsted Handel samt private

 


Karensminde – Grindsted

Søndag den 23. juni er der Sankt Hans på Museumsgården Karensminde

Karensmindes Venner inviterer til Sankthansbål og havespille aften. Det foregår Søndag den 23. juni fra kl.17.00 

Karensmindes Venner finder havespillene frem (man må også gerne selv medbringe spillene). På gårdspladsen sælges der pølser og vafler.

Aftenens program

17.00 Porten åbnes – der sættes gang i havespillene

17.30 Hestevognsture

17.30 Børnene kan lave snorbrød på bål

17.30 – 19.45 Salg af pølser og vafler på gårdspladsen

20.00 Bål og midsommertale – talen holdes i år af Erik Møller der er forstander på Grindsted Landbrugsskole.

 

Der er gratis adgang for alle

Den nye legeplads er åben.

Såfremt der bliver afbrændingsforbud, vil Karensmindes Venner naturligvis overholde forbuddet.


Østbyen i Grindsted

Østbyens Beboerforening holder Sankt Hans aften i hullet ved kælkebakken.

Kl.18.00 Salg af kage, slik, kaffe, sodavand og øl åbner

Kl. 18.30 Dr. Diesel spiller musik

Kl. 19.30 Båltale ved Lars Hansen

 


Sdr.Omme:

Sankt Hans i Naturrum, Skovvej 12, 7260 Sdr.Omme, søndag fra kl. 17.00

Grillpølser og brød sælges af Sdr.Omme Kro på Sankt Hans pladsen

Sodavand, øl, kaffe og the sælges af Naturrum

Der er livemusik ved Flemming og Karina.

Bålet tændes kl. 19 og Jørgen Clement holder årets båltale

Alle er velkomne

Arrangementet foregår udendørs. Der er gode overdækninger så man kan sidde i tørvejr hvis det regner.

Arrangør: Sdr. Omme Spejderne og Naturrum bestyrelsen.


Stenderup-Krogager

Søndag den 23. juni 2024 inviterer Fællesrådet i Stenderup-Krogager til Sankt Hans Aften i Øparken. 

Det starter kl. 17.30 hvor Stenderup-Krogager Invest sælger grillpølser med tilbehør og drikkevarer. Overskuddet går til ny købmandsbutik.

Nygård IS ved Marlene og Kristian kommer med is boblen og sælger is..

Du må også gerne medbringe din egen madkurv og nyde maden i teltet.

Hvis vejret tillader det, så tænder vi bål kl. 19.30

 


Hejnsvig:

Spring aftensmaden over og kom til Sankt Hans ved Søen i Hejnsvig.

KL. 17.00 Fællesspisning  (klik her for at se mere)

18.30 Børnevenlig gudstjeneste hvor kirkekoret medvirker

Sommersange med kirkekoret

19.30 Båltale ved Pia Søgaard

Der er snobrød til børnene – og Dagli’Brugsen kommer med gratis is til børnene.

Hvis der bliver afbrændingsforbud samles vi stadig til fællesspisning.

Arrangør: Hejnsvig Borgerforening og Hejnsvig Menighedsråd

 

 


Vorbasse:

Vorbasse Kultur & Event inviterer til Sankt Hans aften på Drivvejen den 23. juni 2024

Programmet er 

16.00 Pladsen åbner med hoppeborg og snobrød

16.30 Salg af pølser, franske hotdogs, øl og vand

17.00 Bandet begynder at spille

18.45 Båltale ved Susanne Østbjerg Kargo, hvorefter bålet tændes og der er fællessang

Der vil være nogle bord/bænke, men ikke nok til alle, så medbring gerne selv tæpper eller stole.

 


Vesterhede:

Vesterhede Borgerforening inviterer til Sankt Hans bål på Vesterhede Stadion

Kl. 17.00 tænder de op i grillen og sælger pølser på som kan købes til en fornuftig pris.

Der sælges desuden kage og lidt kolde drikekevarer

Der er gratis snobrødsdej

Kl. 19.00 holder Bjarne Larsen der er formand for Børne- og familieudvalget i Billund Kommune båltale

Alle er velkomne