38 nye landmænd sendt ud på græs – se billederne fra dimissionen

38 nye landmænd sendt udDe faglærte landmænd fra Grindsted Landbrugsskole - PR-Foto: Grindsted Landbrugsskole

Grindsted Landbrugsskole sendte 38 nye landmænd ud på græs

38 elever fra Hovedforløb 2 på Grindsted Landbrugsskole har netop overstået den sidste eksamen, og kan kalde sig for faglærte landmænd.

De er nu klar til at skabe sig en karriere i fødevareerhvervet, men der er stor forskel på, hvad de 38 nyuddannede landmænd drømmer om. Det er ifølge forstander på Grindsted Landbrugsskole Erik Friis Møller kun godt.

”Vi uddanner faglærte landmænd til et meget mangfoldigt fødevareerhverv, som er mere kompleks og spændende end nogensinde. De nyuddannede kommer til at arbejde i stillinger, som dækker et bredt spekter i fødevarebranchen lige fra det primære landbrug, som vi kender i dag, men også med en række nye afgrøder og teknologier, til landbrugsvirksomheder der beskæftiger sig med forskellige former for energiproduktion, bæredygtighed, CO2 binding, naturpleje og udvikling af den grønne omstilling. Den bevægelse er allerede i gang i landbruget, og det vil få stor indvirkning på fremtidens landbrug,” forklarer Erik Friis Møller.

 

Erik Friis Møller forudser også at en stor del af dem vil videreuddanne sig inden for ledelse og rådgivning.

”En landbrugsuddannelse åbner dørene til en række spændende stillinger i fødevareerhvervet, og selvom mange landmænd nok vil mene, at vi har brug for flere folk i staldene og på markerne, så er det blevet langt mere komplekst at drive et landbrug i Danmark i dag. Derfor skal de også have viden om ledelse, miljøaftryk og indsigt i nye afgrøder, som markedet vil efterspørge i fremtiden. Så selvom vi nu slipper 38 håbefulde faglærte landmænd ud på græs, så forventer jeg, at mange af dem fortsætter deres uddannelse på den ene eller anden måde,” siger Erik Møller Friis.

 

Priser og legater uddelt

Ved den efterfølgende dimissionsfest blev der uddelt legater. Elevforeningen på Grindsted Landbrugsskole overrakte to legater. Det ene til Søren Rahn Kristensen, som blev kåret til Årets Kammerat, og det andet til Hanco Kortleve, der fik prisen, som den elev, der havde gennemgået den største faglige og personlige udvikling under uddannelsen.

Fonden Aarupgård overrakte to legater á 10.000 kr. De gik til Magnus Uhre Mortensen fra Varde og Dennis Goselink fra Horne. De to dimittender fik anerkendelsen tildelt, da de i særlig grad brænder for primærproduktionen og landbrugserhvervet og udviser særligt engagement og faglig interesse. Samt at de to har en ambition om en karriere i primær erhvervet som leder eller ejer af et landbrug samt gennemføre landbrugets lederuddannelse.

 

Magnus Uhre Mortensen var ikke i tvivl om, hvad de 10.000 kr. skulle bruges til.

”Jeg drømmer om at blive selvstændig landmand inden for planteavl, så pengene skal ind på opsparingen. Det næste års tid skal jeg arbejde og spare mere sammen, og derefter er min plan at læse til Produktionsleder,” fortæller Magnus Uhre Mortensen.

 

Også Dennis Goselink fik travlt med at gemme pengene til senere brug.

”Det var virkelig dejligt at modtage legatet, og pengene er røget direkte ind på min etableringskonto, da min drøm er at købe mine forældres kvæggård. Men først skal jeg tage mere uddannelse, til september starter jeg på Produktionslederuddannelsen og derefter Agrarøkonom. Jeg vil gerne blive klogere på ledelse, og arbejde med optimering af mælkeproduktion, inden jeg på et tidspunkt forhåbentlig kan blive selvstændig,” fortæller Dennis Goselink. 

38 nye landmænd sendt ud

Fra venstre: Anders Mogensen,og Lasse Haahr Larsen fra Ølgod der har været i praktik på Kroghsminde Økologi – PR-Foto: Grindsted Landbrugsskole.

Lasse vil til Canada

Sydbank Fonden overrakte ligeledes et elevlegat á 15.000 kr. og det gik til Lasse Haahr Larsen fra Ølgod.

”Kriterierne for legatet er, at eleven skal være en god kammerat, flittig i både skole og praktikophold, faglig dygtig og have ambitioner inden for landbrugserhvervet. Det er også afgørende, at praktikstedet har fokus på ”godt landmandskab”, hvor der tages hensyn til dyrevelfærd, klima og naturpåvirkning og naturligvis gode forhold for medarbejdere. Alle kriterier levede Lasse og hans praktikplads Kroghsminde Økologi op til, og vi ønsker Lasse held og lykke med fremtiden,” siger Anders Mogensen, Erhvervsdirektør for Landbrug i Sydbank, som overrakte checken til Lasse Haahr Larsen.

Det var da også en tilfreds legatmodtager, som kunne køre hjem fra festen med en check på 15.000 kr.

”Jeg er utrolig glad for legatet, og det skal bruges til at give mig endnu flere oplevelser med landbrug. Min plan er at rejse til Canada i foråret 2025 og arbejde på en gård, så pengene fra legatet skal bl.a. bruges til at opfylde den drøm. Mine planer derefter er, at jeg vil tage produktionslederuddannelsen på Grindsted Landbrugsskole, så jeg får mere viden om ledelse og økonomi, og min forventning er helt sikkert at blive i landbruget,” fortæller Lasse Haarh Larsen.

 

Fra venstre: Magnus Uhre Mortensen, Erik Friis og Dennis Goselink – PR-Foto: Grindsted Landbrugsskole

Efter sommerferien møder der igen 92 elever ind på skolen for at jagte drømmen om at blive landmand.

 

FAKTA:

Grindsted Landbrugsskole har netop udklækket 38 nye faglærte landmænd

Grindsted Landbrugsskole udbyder alle landbrugets uddannelser.

 

 Klik på billederne i galleriet herunder for at se dem i stor størrelse