Frivillige kræfter løfter Vorbasse Marked

Frivillige kræfter løfter Vorbasse MarkedArkivfoto: René Lind Gammelmark

Frivillige kræfter løfter Vorbasse Marked, der er et af Danmarks største og ældste markeder.

År efter år står omkring 2000 frivillige klar til at yde en stor indsats, når ca. 250.000 besøgende kommer til markedet i uge 29

Vorbasse Marked har siden 1730 fundet sted i Vorbasse.  

Det er et af Danmarks største og ældste markeder, med ca 4-500 heste, ca. 650 kræmmere og mere end 200 smådyrshandlende. Det er også her man finder Danmarks største omrejsende tivolier, landevejens farende svende, og masser af underholdning.

Der er ca. 2000 frivillige der gør det muligt at afvikle markedet.

 

En af de frivillige er Benny Pedersen, der flyttede til Vorbasse i 1988.

Benny deltog dengang  første gang som frivillig i Vorbasse marked – og det har han holdt ved lige siden

For Benny Pedersen har det at være en del af fællesskabet til markedet altid betydet meget. Han værdsætter især de stærke bånd, der skabes blandt de frivillige, og hvordan fællesskabet styrker samhørigheden i byen.

“Det her med at være en del af et team og et fællesskab, hvor vi har det sjovt – også selvom der er travlt – er bare rigtig fedt at være en del af. Når vi er ude på pladsen, er det som en stor familie, hvor alle er klar på at give en hånd med og hjælpe hinanden. Det er generelt bare helt fantastisk med den store opbakning til frivillighed i Vorbasse, fordi vi har et fælles mål om at hjælpe hinanden og have de her fede ting i byen, som er med til at samle os,” fortæller Benny Pedersen.

 

En anden ildsjæl er Jeroen Schotemeijer, der siden sin første vagt i 1995 stadig er en trofast del af at arrangere og deltage i Vorbasse marked.

Han har siden 2022 været formand for Vorbasse Grundejerforening, som arrangerer markedet. Det at være frivillig og tage del i fællesskabet er ikke kun noget, der kendetegner Jeroen Schotemeijer, men også Vorbasse som by.

“Jeg forbinder Vorbasse med entreprenørskab, frivillighed og fællesskab. Rigtig mange har været frivillige, siden de kunne gå, og det er typisk, at man altid har mindst en vagt til Vorbasse Marked. Det er en fornøjelse at følge, hvordan byen bare vokser i ugen med markedet, hvor vi har over 60.000 besøgende om dagen og frem til lørdagen, hvor det hele topper. Det gør mig stolt at være en del af det,” siger Jeroen Schotemeijer.

 

Vorbasse Marked byder på imponerende mængder af forplejning og faciliteter.

Med 30.000 liter øl og 10.000 liter kildevand er markedet godt rustet til de mange besøgende. Det store øltelt har plads til 3.500 gæster og kræver omkring 2.000 timer fra frivillige bag baren.

”Vorbasse Marked har været en del af byens historie i næsten 300 år, og det er fantastisk, hvordan traditionen bæres videre af generation efter generation. Den store opbakning fra frivillige er en kæmpe styrke og viser det sammenhold og fællesskab, der er i Vorbasse. De mange frivillige, der år efter år lægger tid og kræfter i markedet, er kernen i den store succes. Uden deres dedikation ville Vorbasse Marked ikke være det samme. Deres store indsats er et bevis på, at når en by står sammen og løfter i flok, kan alt lade sig gøre, og at man kan tillade sig at drømme stort,” fortæller Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune

Samlet set bliver der forbrug cirka 1,4 tons isterninger i ølteltet og på pubben. Der opsættes også ca. 1.500 meter festivalhegn og stilles 200 toiletter til rådighed på markedspladsen. Gratis underholdning og musik bidrager desuden til den festlige stemning på den store markedsplads, der strækker sig over ca. 6 km facade. skriver Billund Kommune i en pressemeddelelse.

 

Fakta om Vorbasse Marked

  • Vorbasse Marked blev afholdt for første gang i 1730.
  • Omkring 250.000 gæster besøger hvert år Vorbasse Marked.
  • 30.000 liter øl og 10.000 liter kildevand er købt ind til dette års Vorrebasse Marked.

På Vorbasse Marked bruges der i ølteltet og pubben 1,4 tons isterninger i løbet af uge 29