Mindeord for Hans Strandhave, Hejnsvig – skrevet af Louise Daugaard
Dét er alt for tidligt at skrive endnu et mindeord…
– For få uger siden skrev jeg mindeord for Bodil Strandhave, og nu er endnu en af Hejnsvigs ildsjæle gået bort, Bodil’s kære mand Hans Strandhave.
Til Bodil’s mindehøjtidelighed sad jeg netop sammen med Hans de sidste timer. Altid til stor fornøjelse for mig, altid med lidt røverhistorier fra Hans og denne gang også med en mere alvorlig snak omkring Hans’ netop diagnosticerede sygdom. Det var en god og ærlig snak. Det har vi haft før, og jeg sad med fuld beundring for Hans, der som altid var helt rolig, afklaret og eftertænksom. Alt dette oveni pludselig at have mistet hans kære Bodil.
Vi snakkede om det dejlige samarbejde, vi havde, da jeg lærte Bodil og Hans at kende gennem dét, der for mig blev 11 år i Hejnsvig Markedsudvalget. Bodil var altid med, og Hans var altid ved hendes side, og altid med et glimt i øjet og et lille smil på læben. Jeg har nydt mange gode timer sammen med dem begge, og uanset hvor meget vi arbejdede og hvor sent det blev, så var humøret altid højt. De var et godt team at være en del af; der var altid høj arbejdsmoral uden at kny, og jeg nød dét og dem så utroligt meget.
Hans var også med i Skrotbanden – selvfølgelig sammen med Bodil, når tiden tillod det – og også gennem denne frivillige indsats samlede de mange penge ind til den nye hal, som Hejnsvig nu kan være stolte af.
Den blev bygget netop fordi mennesker som Bodil og Hans bidrog med en kæmpe frivillig indsats. De kom så meget i hallen, og ønskede de bedste forudsætninger for deres tre drenge og deres børnebørn og alle andre børn i byen og oplandet.
Dét krævede ildsjæle at samle alle de penge ind vi skulle til hallen, og heldigvis er der mange af dem i Hejnsvig og omegn, men der er ingen tvivl om, at vi har mistet to meget vigtige brikker i det store frivilligheds-puslespil, som har trukket et stort læs gennem mange mange år, både på stadion, i hallen, i Skrotbanden, i Forsamlingshuset og til mange andre aktiviteter.
Kære Hans, som aftalt skulle Lene og jeg have været forbi dig i denne uge, men allerede søndag stod det klart, at vi ikke kunne nå det, da alting pludselig gik så stærkt. Dét er jeg ked af.
Jeg er fuld af beundring for din ro og beslutsomhed lige til det sidste. Jeg ved, at du og I efterlader et stort tomrum både for byen, og for familie og venner, men allermest for jeres drenge, børnebørn og svigerbørn, der har været heldige at have jer tæt på.
Tak for den tid jeg fik lov til at låne jer begge, det har jeg lært meget af, og dét og jer vil jeg aldrig glemme.
TAK.
Louise Daugaard,
Hejnsvig/Vejle
