Af Carsten Sander Christensen
Køkkenet, kosten og brændselsbesparende foranstaltninger omkring år 1900
I sidste uges klumme blev der skrevet lidt om almindelig omgang med optænding og ild i stue og andre værelser, og i denne uge er turen kommet til husets vigtigste rum: køkkenet. Livet i hede egnene var ualmindelig hårdt og krævede sin kvinde/mand af hede egnens beboere. Derfor spillede kosten en ualmindelig vigtig rolle. Og der var her tale om kvalitet frem for kvantitet. Kroppen skulle jo fungere under de svære forhold. Maden blev dog i 1800-tallet spist af et fællesfad, og
Kosten bestod for det meste af grød af forskellige slags kornprodukter som boghvede, havre, spelt, byg (vandgrød).
Desuden spillede øllebrød og smørgrød (hvedemel og mælk) også en vigtig rolle i den daglige kost. Kød (såkaldt sulemad) og fisk var selvfølgelig af og til på bordet, men ud over grøden spillede forskellige slags kål hovedrollen. Især grønkål der havde sin helt egne kålgårde i nærheden af de enkelte bedrifter. Da kødhakkemaskinen kom til egnen i midten af 1800-tallet blev der større mulighed for at variere kosten.
Kosten blev mestendels tilberedt over et åbent ildsted eller på komfuret, der jo med tiden begyndte at vinde indpas i området.
Ligeledes ovnen var begyndt at blive en del af hverdagen. Bageovnen var enten muret ind i bryggerset eller der var tale om et decideret bagehus, der lå lidt væk fra bopælen.
Dette var faktisk en tradition der var flere tusind år gammel, og havde pendanter helt tilbage til stenalderen. Med indførelse af komfur og ovn blev hverdagen ikke alene lettere for hus moderen, men muligheden for sundere og mere varieret brødkost blev betydeligt forbedret.
Gammeldags støbejernskomfur fra starten af 1900-tallet (privat foto)
Ud over komfur og ovn var der også en tredje vigtig ting nemlig høkassen også kaldet varmekassen.
Det kunne dog også bare være en almindelig gryde med låg, der blev pakket ind og lagt ind i sengen under dynerne. Et godt supplement til tilberedning af maden på det tidspunkt.
Nu kunne de forskellige retter nemlig koges færdige i høkassen. Høkassen skulle helst være så stor at der var plads til to gryder (med låg) ved siden af hinanden. Der skulle være rigeligt hø i kassen. Og det skulle være frisk hø. Endvidere skulle der placeres små puder af hø mellem væg og gryde og oveni et betræk af vasketøj, de skulle skiftes ofte.
For at kogning i hø kunne lykkes, måtte man lade maden koge en tid over ilden, mælkemad, kartofler omkring 10 min og større stykker kød længere tid, fra ½ til 1 time, for at det kunne blive gennem varmet.
Før gryden sattes ned, måtte man lave et hul i høet, passende til dens størrelse.
Maden skulle spilkoge inden man tager den af ilden. Låget måtte være opvarmet og slutte tæt. gryden sattes ned så hurtigt som muligt, høet stoppedes godt om siderne, puderne lagdes på, og låget blev lukke.
Høet må ofre efterses og tørres, hvis det var fugtigt, måtte det fornyes så ofte, det var nødvendigt. Når man kogte i papir blev det gjort færdig på følgende måde 10-12 store aviser bredtes ud, den ene ovenpå den anden, i midten sattes den kogende gryde, aviserne samledes uden om den, og ovenpå lagdes en tung ting for at holde sammen på det hele.
Høkassen sparede meget brændsel, navnlig, når man kogte ved gas.
Det kunne tage det omtrent 3 gange så lang tid, temperaturen ville straks, når gryden sattes ned i hø, synke et par grader; men derefter synker den så langsomt, at maden er blevet kogt, før den kommer under 90° C. Man kunne for en stor del forhindre det ovenfor omtalte varmetab ved at omgive gryden med en dårlig varmeleder, f. eks. det ovennævnte hø, fjerpuder, filt, uldstykker eller papir.
Pasning og rengøring af komfuret var ligesom kakkelovnen et af de vigtigste job, der skulle gøres hver dag i huset.
Et komfur skulle nemlig passes godt for at opnå maksimal ydelse. Asken måtte tages ud hver dag. Soden fejes af ringene og ovn-røret måtte ofte efterses. Udvendigt måtte komfuret pudses hver dag og var der spildt på det, måtte det afvaskes med en klud og hedt soda vand. Et rent komfur var udover at være mere hygiejnisk også energibesparende.
For at brændslet kunne antændes og brænde godt, måtte der sørges for god “træk” i komfuret. Med god træk menes rigelig tilgang af luft. Forbrændingen bestod nemlig i, at luftens ilt forbandt sig med brændslets kulstof og brint. Ved denne forbindelse udvikledes der flamme og stærk varme: desuden dannedes der to nye stoffer (kulsyre og vanddamp en forbindelse af ilt og brint).
Røgen bestod af kulsyre, vanddamp, almindelig luft og sod. Soden var uforbrændt kulstof og dannedes ved dårlig træk.
Sod af tørv og brænde kan forårsage skorstensild. I asken fandtes uforbrændelige mineralske stoffer: Asken indeholdt et stof som hedder kali, den havde en lignende rensende og opløsende evne som soda. Aske var derfor udmærket til skure med og blev tidligere, navnlig bøgeaske, brugt meget til vask.
Man måtte aldrig lukke for trækken til skorstenen med spjæld der kunne derved dannes kulilte (Kulos) i stedet for kulsyre er en meget giftig luftart når den indåndes, mistede man snart bevidstheden det kan endogså medføre døden.
Optænding og omgang med ild var ikke helt ufarligt, ligesom hvis man glemte at slukke for gaskomfuret i boligkarreer i større danske byer helt op til 197
