Telefoner, vores lille område og lidt om kommunikation
For næsten 150 år siden lykkedes det for den skotsk-amerikanske opfinder Alexander Graham Bell at gennemføre verdens første telefonsamtale.
En vigtig grundsten i al moderne kommunikation. I virkeligheden var der også en anden person med i starten, den amerikanske elektroingeniør Elisha Grey, men ham hører man ikke så meget om. Det var ham der opfandt prototypen på telefonrør mm.
Telefonen var egentligt et apparat til undervisning af døve og ja så var telefonen opfundet af den italienske opfinder Antonio Meucci allerede i 1860.
Men tilbage til Danmark. Den første telefonsamtale fandt sted i USA i Boston i 1876 og den første kvindelige telefonoperatør, Emma Nutt, begyndte ligeledes at arbejde på telefoncentralen i Boston to år senere.
I 1881 oprettede man den første telefoncentral i det centrale København.
Med 22 abonnenter. Telefonsamtalerne ekspederedes af en telefonist, som kunne, men ikke måtte, følge med i samtalerne. Ja ja verden er fuld af regler, men det er jo ikke altid de blev fulgt. Men der gik dog rygter om at en telefondame et ukendt sted på det vestlige Fyn fulgte de førnævnte regler. Der var dog stadig meget meget langt til Grindsted og Billund ude på heden.
I løbet af 1880erne blev der dannet mange små private telefonselskaber i Jylland.
Placeret primært i de større byenheder som Aarhus og Aalborg. Omkring 1890 var der omkring 3300 abonnenter i Jylland i De Samvirkende Jydske Telefonselskaber. I 1895 blev så JTAS (Jydsk Telefon Aktieselskab) med hovedsædet i Aarhus så etableret. Og verden for telefoni ændrer sig nu hurtigt på den jyske halvø. På den tid kostede det omkring små 200 kroner at få en telefonforbindelse i sit private hjem. 200 kroner svarede næsten til en halv årsløn i 1890erne. Så det var ikke alle og enhver der havde en bakelit telefon stående på stuebordet.
Ja den ændrede sig så hurtigt, at det nu blev realistisk med telefoni selv her på egnen.
Omstillingsbord fra 1900-tallet (privat foto)
Godt et tiår efter oprettelsen af JTAS blev den første telefoncentral taget i brug i Grindsted.
I 1905 havde urmager K. Gaarde Sørensen købt huset på adressen Borgergade 13 (nuværende Guldsmeden Grindsted) af skomagermester Marius Pedersen. Herefter indrettede Gaarde Sørensen sin urmagerbutik i bygningen.
I det tidligere skomagerværksted i gården blev Grindsted bys første telefoncentral så oprettet. Telefonoperatøren var hans egen kone Elise Sørensen. JTAS havde simpelthen bortforpagtet telefoncentralen til lokale urmager. At der i tidernes morgen har været telefoncentral i Borgergade 13 forklarer, hvorfor der netop her føres et kraftigt ledningsbundt fra telefonpælen ind under husets udhæng. Bundtet af ledninger og samlekasse ses på væggen ud mod Birketorvet. Senere flyttede centralen ned i området omkring Rolighedsvej.
En telefoncentral var ganske enkelt en kommunikationsvirksomhed som via et omstillingsbord satte telefoner i forbindelse med hinanden. Centralen dækkede et bestemt geografisk område – en by eller oplandsområde, her f.eks. Nollund, Urup og Løvlund. Fra telefonens barndom til op i 1950’erne var centralen manuelt betjent, herefter semiautomatiske frem til slutningen af 1970’erne, hvor de blev ottecifret og fuldt automatiseret. En abonnent, der ville i telefonisk forbindelse med en anden abonnent, ringede centralen op. En telefonist svarede, og abonnenten opgav nummeret på den abonnent, man ønskede forbindelse med. Telefonisten forbandt med kabler på omstillingsbord pågældende abonnenter, hvorved modtagende abonnents telefon blev aktiveret. Telefonisten registrerede den forbrugte samtaletid, som påførtes den løbende regning hos den abonnent, der havde ringet op.
Og så var dem der betjente centralerne – telefonoperatørerne.
De havde også andre betegnelser som ekspeditricer, nummerpiger og telefonistinder. Kvinderne, for mænd blev ikke ansat i dette erhverv, skulle være fyldt 20 år og komme fra bedre sociale lag, så havde hun i følge telefonselskaberne et pænt og dannet sprog. Hun skulle bo hjemme eller hos en respektabel familie. Dertil måtte hun underskrive et tavshedsløfte og være ugift; for et tavshedsløfte mente man ikke, en gift kvinde kunne overholde overfor sin mand. En præst måtte også attestere, at pigen var “sædelig og ædruelig”. I et rum under telefonistindens stol lå tordentelefonen, som blev benyttet i tordenvejr. Den blev holdt i venstre hånd, og på den højre havde man som en sikkerhedsforanstaltning en gummihandske på.
Da telefonoperatørerne kunne lytte til telefonsamtalerne, tænkte man sig, at en gift kvinde havde nemmere ved at bryde tavshedspligten og give sin mand oplysninger, han kunne drage fordel af i sine forretninger. Efter 1906 kunne en kvindelig ansat søge om at beholde sin stilling, selv om hun skulle giftes; men ansøgningen blev afslået, hvis hun giftede sig med en forretningsmand. Gifte, kvindelige ansatte måtte også dokumentere overfor arbejdsgiver, at eventuel sygdom ikke skyldtes deres pligter som hustru eller mor.
Som man nok kan regne ud var reglerne for telefonoperatører i landområder anderledes, hvilket tilfældet i Grindsted og i andre telefoncentraler her i det sydjyske er et bevis på. Helt appelsinfrit har det dog ikke altid været at være telefonistinde. Under den 2. verdenskrig kunne vedkommende jo følge med i besættelsesmagtens behandling af lokalbefolkningen her på egnen. Ligesom tyskerne lagde beslag på de fleste telefonlinjer i området. Men i 1970erne var det slut – alle telefoncentraler blev fuldautomatiseret. Og i dag 50 år senere er al telefoni digitaliseret. Som et sidste fun-fact kan det bemærkes, at der i 1881 var 22 telefoner og i dag i 2024 er der små 9 millioner.
