Af Carsten Sander Christensen
Læhegn, Slaugs Herreds Landboforening og Holger Vesterager.
Når man kører ad Tingvejen mellem Grindsted og Esbjerg og man lader blikket løbe hen over landskabet, ja så ser man række efter række af træer og buske.
Mange af dem er krogede og bøjer sig forover mod øst. Et såkaldt kulturlandskab (lavet af mennesket). Et læhegn eller læbælte er i bund og grund en bevoksning af træer og buske langs kanten af en mark med det formål at skabe læ for vinden og dermed forhindre fygning samt at formindske fordampning og skærme mod kulde.
Desuden kan læhegn også have en række andre funktioner, som dog ikke har direkte med landbrug at gøre, nemlig at være tilholdssted for vildt og insekter, at være levested for vilde planter og at være spredningskorridorer for dyr og planter, at skabe rum i landskabet samt at skærme mod støj.
Hele miseren med landbrugsjord, eller skal vi sige den manglende landbrugsjord, går mere end 10.000 år tilbage.
Her endte den sidste istid, og israndslinjen ja den lå lige øst for Billund. Da gletsjerne smeltede skyllede smeltevandet den frugtbare landbrugsjord ud i Vesterhavet. Thi Jylland hælder mod vest. Jorderne her på egnen blev sandede og sand har det jo med at fyge når det blæser. Og her er jo temmelig meget vestenvind.
Læhegnets betydning for egnen er uden sidestykke. Til hegn vælges normalt hårdføre buske og træer, buskene må gerne bære farvefulde bær, det tiltrækker fugle, og planterne må gerne være af dansk herkomst.
Når læhegn skal plantes, plantes ofte skiftevis 4 vækster af flere arter, da det både giver større sikkerhed i forhold til sygdomsangreb og større biodiversitet.
Ved plantningen kan indgå ammetræer og -buske, hvis formål er at skabe læ for de nyplantede småvækster og hjælpe dem op. Ved pløjningen vil der ofte blive en vis afstand mellem selve hegnet og den pløjede mark, hvorved der dannes en slået stribe græs langs kanten eller inden i et læhegn/læbælte. Den slåede stribe kan derved også anvendes til markvej.
I 1960erne og 1970erne var egnen hårdt ramt af sandfygning. Vejene kunne være lukket på grund af sandfygning og langs vejene så man sandhegn i landskabet for netop at undgå vejlukningerne. Hvad værre var, de ny afgrøder røg simpelthen samme vej – altså ud på vejen. Noget måtte gøres.
Fra 1800-tallet og langt op i 1900-tallet bestod læhegnene dog mest af grantræer. Grantræer er billige og vokser hurtigt. Men desværre er deres rodnet ikke særlig forgrenet, hvilket man virkelig fik syn for sagn for i decemberstormen i 1999. Grantræerne væltede for tæerne hin decemberdag. og omkring 1960 begyndte man at stille spørgsmålstegn ved grantræernes effektivitet i læhegnene her i området.
Tre lokale personer trådte for alvor ind i læhegnssagen omkring 1967.
Den første person var Kristian Hansen fra fødegården Erlinggård i Jerrig. Han var årgang 1928 og som ung, i en alder af 26 år, erhvervede han sig hurtigt en gård på omkring 40 hektar i Loft området på adressen Lundhedevej 46. En egn hvor læhegn var særdeles påkrævet.
Hurtigt blev han indvalgt i Slaugs Herreds Landboforening. I de første 15 år var han menigt medlem og senere næstformand og i de sidste 15 år var han formand for foreningen. Men i 1967 da den lokale landboforening begyndte at tage læhegnssagen i egen hånd hed formanden for Andreas Heick. Det var oprindeligt ham der bragte løvtræer ind i billedet.
Den anden person var Holger Vesterager, der var fra Loft. Han var ligeledes årgang 1928. Han kom hurtigt ind i landbruget og erhvervede sig i 1950erne sin egen gård, Loftgård med adressen Grindsted Landevej 34. Holger Vesterager var voldsomt engageret i landboforeninger på landsplan og han var således blandt andet formand for De samvirkende Husmandsforeninger, formand for Jyske Husmandsforeninger samt formand for Fællesudvalget for Læplantning i 1976 under De Samvirkende Plantningsforeninger.
Han døde pludselig i 1989 i en alder af kun 60 år, midt i noget af det vigtigste arbejde hvad angik implementering af lovgivning vedrørende læplantning på nationalt plan.
Den tredje person var planteavlskonsulent J. J. Jacobsen i Grindsteds Planteavlsforeninger. Han kom til egnen i en alder af 22 år i 1943 og arbejdede som kondulent indtil 1981 og lige indtil sin død i 1987 var han en aktiv spiller i læplantning her på egnen. I 1970 modtog han et sølvbæger med påskriften … for rådgivning og vejledende virksomhed til fremme for læplantning og hedeopdyrkning.
Lodsejere blev indkaldt til møder
I januar 1967 blev lodsejere i Grene og Grindsted kommuner indkaldt til møder på henholdsvis det daværende Billund Hotel og Hansens Hotel (hvor omkring 100 mennesker deltog), der lå i Borgergade i Grindsted. De tre personer fremlagde planer om læplantningens fremtid her på egnen og nok så vigtigt introduktionen af løvtræer i læhegnene. Samtidigt blev Grindsted-Billund Læplantningslaug stiftet med Holger Vesterager som formand og Kristian Hansen som kasserer.
I de følgende årtier skød læhegn med løvtræer op i landskabet og de før omtalte gener med lukkede veje forsvandt og man fik styr på fygningen på en helt anden måde. I 2024 oplever man selvfølgelig også sandfygning i mindre stil og de nye afgrøder fyger væk, men slet slet ikke i den stil som fandt sted for godt 50 år siden, så den bedre landbrugsjord her på egnen kan vi blandt andet takke de tre personer for.
Læhegn – Privatfoto
