Første spadestik taget til Vorbasse Varmeværk

Borgmester Stephanie Storbank og formanden for GEV, Jørgen Kristensen, tager sammen første spadestik til det nye Vorbasse Varmeværk - Foto:Marianne Thorø

Af Marianne Thorø

Første spadestik taget til Vorbasse Varmeværk blev taget torsdag eftermiddag

Det var startskuddet på flere års forberedelse, der i dag lød i Vorbasse. Byen har i nogle år nu taget tilløb til at omlægge til fjernvarme, men nu er GEV klar til at bygge et fjernvarmeanlæg i byen i Vorbasse Varmeværk.

– Det er jo et projekt, som har været flere år undervejs, og som har stor opbakning i byen. Fra GEVs side er vi spændte og glæder os til at kunne levere mindst 95 % fossilfri fjernvarme til Vorbasse by i slutningen af 2025. Derfor skal sådan en dag hér også markeres, da det er en helt særlig dag, fortæller direktør i GEV, René Heiselberg Gier.

 

Vorbasse Varmeværk skal levere fjernvarme til cirka 350 ejendomme i Vorbasse.

Det svarer ifølge formanden for Vorbasse Borgergruppe, Gert Jørgensen, til 83-84 pct af husstandene i markedsbyen, men det holdt hårdt at komme over de 75 pcts tilslutning der skulle til for at aftalen med GEV kunne landes.

– Folk havde jo dårlige erfaringer med hvad der skete i Hejnsvig for nogle år tilbage. De var bange for at stå med en kæmpe ekstraregning, og mange havde sine tvivl om det gode i aftalen med GEV. Men den er god nok; vi får et varmeværk og på samme vilkår som borgerne i Grindsted og med samme fjernvarmepriser som derinde, siger Gert Jørgensen.

 

Det nye Vorbasse Varmeværk får en stor varmepumpe installeret, som dækker mindst 95 % af varmeforbruget på årsbasis.

I spidsbelastningsperioder vil det være en gaskedel, der sikrer, at alle huse får dækket deres varmebehov. Der bliver også opført en akkumuleringstank på 2023 m3, så varmepumpen kan producere varme når elprisen er lav, og så vidt det er muligt, slukkes når elprisen er høj.

– Vi forventer, at værket er klar til at levere fjernvarme til de første andelshavere fra november 2025. For at sådan et projekt, som dette her kan lykkes, er vi naturligvis afhængige af, at Vorbasse bakker op om projektet. Men vi er også klar over, at det er en stor beslutning, som medfører udgifter for den enkelte. Netop derfor håber vi, at alle, der sidder med spørgsmål, rækker ud til
GEV, så vi kan afhjælpe de spørgsmål, den enkelte må sidde med. Vi prioriterer at have en tæt relation med vores andelshavere, så vi kan bevare vores lokale forankring og trygheden for de nye fjernvarmemodtagere i Vorbasse, siger René Heiselberg Gier.

Kontorbutikken refurb banner