Af Kai Bayer
En historie fra Grindsted Station – 6.del
Lidt erindringer fra tiden, hvor jeg arbejdede på stationen i Grindsted. Af Aage Knudsen, Grindsted.
Genfortalt af Kai Bayer, Grindsted.
Rangering
Ved de almindelige ordinære persontog kunne det ske, at de skulle have en enkelt vogn rangeret fra eller til, men det var ikke så tit, at det skete. Vi havde 2 ordinære godstog (slæbere), som blev trukket af en MX. Det ene havde nummeret 2504 og kom nordfra og her igennem ved middagstid. Han havde altid nogle vogne med hertil og ligeledes herfra, men den anden nr. 2525, som kom sydfra om aftenen, det var et stort godstog. Om aftenen var det kørt fra Bramminge, og vi fik over fjernskriveren besked på, hvor mange aksler der var på og hvor mange vogne, som var til os. Den skulle ind på spor 2, og der var plads til ca. 50 vogne. Det kom an på, hvor mange aksler det bestod af, for der er meget stor forskel på længden af de forskellige vogne. Men var det større og længere, kunne der ikke blive ”sporfri” i syd, og når der ikke var det, måtte der ikke sættes indkørsel fra nord, og toget som holdt her, skulle krydse med både nr. 520 og iltog nr. 522 nordfra. Når det skete, var vi nødt til at gå/cykle ud til signalmasten i nord, og den stod helt ude nord for den gamle ”skovridergård”, som lå øst for Sdr. Omme landevej.
Så stod vi op på trinbrættet ved lokomotivføreren, og fik ham rangeret ind på stationen. 2525 kom med en del vogne hertil og jeg regner med, at den fik ca. 10-15 stykker med herfra hver aften. Der var en af lokomotivførerne på 2525 – jeg husker ikke, hvad han hed – men når det var ham, skulle vi passe meget på, for han kørte som død og helvede, så selv om det var os, der skulle dirigere ham, var det med at hænge på. Vi stod jo på trinbrættet ved siden af ham og han skulle have de medbragte vogne rangeret ned på det frie rangerspor, som lå ved siden af pakhuset. Jeg erindrer også, at jeg havde vagt en aften, hvor det var ham som kørte 2525, og da havde han overvurderet togets bremseevne, for han kunne ikke få toget bragt til standsning, og han kørte sporskiftet op ude i nord, så MX’eren holdt midt i sporskiftet, men der skete ellers ikke noget.
Senere, da Troldhede-Kolding banen blev nedlagt, var det lige som om det hele gik ned i omdrejninger, og der blev vist nok også lavet om i systemet hos DSB, så det blev mindre kundevenligt.
Jeg kan nævne et eksempel: Førhen kunne vi altid sende banepakker, når blot det ikke var med iltogene, men nu blev det skærpet. Vi sendte som sædvanligt, men der kom meddelelse fra Brande, at vi blev indberettet, hvis vi fortsatte med det. Så der stod vi. Vore kunder afleverede deres pakker, som de plejede, men kunne se, at de ikke blev sendt før dagen efter, så det var klart en forringelse af kundebetjeningen.
Dengang blev der også leveret masser af tons brunkul fra Søby til Vestkraft i Esbjerg. En periode kom der dagligt et særtog med brunkul her i gennem. Efter hvad de sagde, kunne det trække 800 tons og stationerne Brande-Grindsted- Bramminge-Esbjerg var betjente og togene stod alligevel og var disponible. Sådan et togtræk skulle der kun 2 personer nemlig tog- og lokomotivfører til at betjene, og toget kunne efter sigende gøre turen på 200 liter olie, men den trafik ophørte, og i stedet blev brunkullene transporteret med lastbiler. Kørte der mon ikke ca. 15 stykker af de grønne lastvogne hver dag dengang? Jeg kan huske, at diagonalvejen mod Esbjerg ikke kunne holde til det, og den blev så opkørt, at lastvognene i stedet måtte køre over Varde. Mon der samfundsmæssigt har været besparelser i det?
Man kan tvivle.
Aage Knudsen.
Foto: René Lind Gammelmark
