Rasmus Højgaard vinder sin femte DP-World Turnering

Foto: DP World Tour /Luke Walker

Rasmus Højgaard vinder sin femte DP World Tour-turnering ved Irish Open.

 

Rasmus Højgaard fra Gyttegård Golf Klub vandt søndag Amgen Irish Open, som er en del af DP World Tour.

Danskeren vandt i scoren -9 og med et enkelt slag ned til en af golfens megastjerner, Rory McIlroy.

– Sejren kunne næsten ikke komme på et bedre tidspunkt. Der er store turneringer i denne del af sæsonen. Jeg kan slet ikke vente med at se, hvad resten af året bringer, sagde en glad Rasmus Højgaard lige efter triumfen.

Der var ellers lagt op til, at Rory McIlroy på hjemmebane på Royal County Down skulle vinde Irish Open for anden gang i karrieren.

Men på dagen kunne superstjernen ikke hamle op med Rasmus Højgaard, som producerede ren magi med birdies på fire af de sidste fem huller og vandt, hvad der er Danmarks sejr nummer 51 på DP World Tour og den 23-årige Rasmus Højgaards femte sejr på samme tour.

– Det er Rasmus’ største sejr til dato, målt på verdensranglistepoint, og han kommer til at rykke omkring 25 pladser frem på verdensranglisten. Nok så vigtigt for hans drømme om at følge sin bror Nicolai ind på PGA Tour, så avancerer han til 2. pladsen på Race to Dubai-ranglisten, siger Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

Det var i december 2019, at Rasmus Højgaard som bare 18-årige vandt sin første DP World Tour-sejr på Mauritius.  Nu er han altså oppe på fem trofæer, og dermed er det kun Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen blandt danskerne, der har vundet flere.

Højgaard tjener 920.000 euro i præmiepenge for sejren og konsoliderer, hvad der allerede er et succesfuldt dansk år på DP World Tour med tre sejre og klart potentiale til flere.

Det var tidligere i denne måned, at Niklas Nørgaard vandt Betfred British Masters og i begyndelsen af året vandt Thorbjørn Olesen i Ras al Khaimah skriver Dansk Golf Union i en pressemeddelelse.

Kontorbutikken refurb banner