Huset Mølgaard får 75.125 kr. fra LAG Vejen-Billund

Dansk Handicaporganisation Billund var den 19. juni på besøg hos Huset Mølgaard - billedet her er ved det gamle Missionshus på Storegade 55 - Foto: René Lind Gammelmark

Huset Mølgaard får 75.125 kr.  fra LAG Vejen-Billund til et låsesystem i forbindelse med projekt nyt dagtilbud.

Fonden Huset Mølgaards projekt er et af de fire projekter LAG Vejen-Billund bestyrelse har indstillet til at modtage støtte. Det blev besluttet i forbindelse med årets sidste ansøgningsunde. Her blev de seks indkomne ansøgninger fra lokale virksomheder og foreninger i Billund og Vejen Kommunes landdistrikter gennemgået – med det formål at fordele de knapt 430.000 kr., som var tilbage til uddeling i år.

LAG Vejen-Billund skriver i en pressemeddelelse, at der var indkommet en god blanding af almennyttige – og erhvervsprojekter og bestyrelsen vurderede hvert enkelt projekt ud fra kriterierne i LAG Vejens-Billunds udviklingsstrategi.

Lars Mølgaard er utrolig glad for at få støtte til projektet og udtaler: ”Det er noget, som vil gøre vores hverdag meget nemmere – at man bare skal bruge en brik til at låse sig ind og ud med. Det er dog lidt en luksus, at man ikke skal bøvle med nøgler til døre, medicinskabe og flere andre ting. Det øger sikkerheden og betyder, at vi kan få en mere flydende hverdag med mere ro til beboerne, når vi ikke skal gå med nøglebundter, der larmer”.

Herunder kan du læse projektbeskrivelsen for Huset Mølgaards projekt

Da huset Mølgaard startede, var idéen, at bo- og dagtilbuddet skulle være i det samme hus for at bringe ro til vores beboere. Vores erfaringer siden starten har imidlertid vist os, at det – for flere af vore beboere – derimod skabte megen uro, at dagtilbuddet lå i den bygning, hvor de også har deres lejligheder. Det viste sig nemlig at være svært for beboerne at skelne mellem ”arbejdstid” og ”fritid”. 

 

Vi vurderer derfor nu, at det vil skabe mere ro og trivsel for vores beboere og ansatte, hvis dagtilbuddet placeres tæt på Huset Mølgaard – blot et andet sted i byen. Så kan vore beboere stille og roligt kan tage på arbejde og derefter vende tilbage til deres bolig efter endt arbejdsdag. Ved etablering af et nyt dagtilbud udenfor matriklen i en afstand af 300 meter fra Huset Mølgaards nuværende placering, mener vi at kunne skabe de optimale muligheder for, at beboerne kommer til at betragte det nye dagtilbud som deres egentlige arbejdssted. Herved skabes mere ro i hverdagen for den enkelte beboer.

”Med erhvervelsen af ”Det gamle Missionshus”, Storegade 55, Stenderup-Krogager, mener vi, at have fundet det helt rigtige sted med den helt rigtige beliggenhed til vores nye dagtilbud”, lyder det fra Lars Mølgaard

 Tidsplan for projektet

  • 1. oktober 2024: Indsamling af midler og indhentning af tilbud på renovering og inventar og udendørsarealer.
  • 1. oktober 2024 til 1. februar 2025: Indvendig renovering af bygningen
  • 1. februar 2025 til 1. april 2025: Indretning og anlæggelse udendørs arealer.

 

Udover at forbedre forholdene for husets egne beboere, kan projektet Fonden Huset Mølgaard blive i stand til at tilbyde dagtilbud til handicappede, som ikke bor på selve institutionen. Et behov der er efterspørgsel på i nærområdet. Der etableres 4-5 nye arbejdspladser.

 

De tre andre projekter, der har fået penge er:

  • Sdr. Hygum Rideklub: 180.000 kr. til opgradering af ridehal med nyt tag og beklædning
  • Museet Sønderskov ved Brørup: 110.000 kr. til etablering af bålhytte med udekøkken og handicapfaciliteter til naturformidling
  • Foldingbro Camping: 62.000 kr. Nyt køkken og toilet på campingpladsen, opgradering for fremtidssikring

Næste ansøgningsrunde har frist fredag den 13. december kl. 15.00. Dette bliver den første runde i næste års pulje på i alt 2.055.000 kroner, der som udgangspunkt skal fordeles over tre runder i 2025. Se mere om, hvad der kan søges til og af hvem på LAG Vejen-Billunds hjemmeside: www.lagvejenbillund.dk.

Kontorbutikken refurb banner