Sanders Historiske Hjørne: Hellige danske kæmpesten

Af Carsten Sander Christensen

Hellige danske kæmpesten, animisme og lidt om Evald Tang Kristensen

”Frem af folkesjælen

grov du mindeguldet

Daners dyre arv”

 

Hvis man går en tur på Vejle Gamle Kirkegård tæt ved Vor Frelsers Kirke i Jernbanegade-Langelinie området, dukker der en større mindesten op.

Evald Tang Kristensen står der på stenen. Han blev født i 1843 i Nørre Bjert nær Kolding. I 1861 blev han lærer fra Lyngby Seminarium nær Grenå. Tre år senere blev han degn og kirkesanger i Gjellerup sogn nær Herning. I de næste mange mange år arbejde Evald Tang Kristensen med sin altopslugende interesse: danske folkeminder. Han ikke alene samlede viser, børnesange, eventyr, remser og historier men også folkesagn. I mere end 50 år blev der indsamlet mere end 30.000 folkeminder, og da han døde i en alder af 86 år i Villa Mindebo i Mølholm syd for Vejle, havde han opbygget et netværk af omkring 6.500 indsamlere. Og som citatet på hans gravsten ovenfor indikerer, så var det en helt uvurderlig k indsats af Evald Tang Kristensen.

Han var også fadder til andre der gik og samlede sagn og gamle fortælling fra en nærmest ukendt fortid. En fortid hvor animisme spillede en altafgørende rolle. Animisme er troen på, at alting i naturen har en sjæl, der kan tilbedes. Ifølge psykologien er animistisk tænkning, at man i tanken tilskriver livløse genstande liv med følelser, ønsker, vilje, tanker og bevidsthed. Og animistiske tanker kan ofte findes i folkesagn og gamle eventyr. Med andre ord tillagde man træer, søer, sten og vandløb menneskelige egenskaber, hvor nogle af genstandene kunne handle på egen hånd eller kunne helbrede ved visse ritualer. I denne klumme ser vi på gamle danske sten her i området og senere på træer og vandløb. Stenene som man nogle gange bare kører forbi, da det jo bare er en vilkårlig sten, der nu engang ligger hvor den jo ligger et eller andet sted i naturen.  

 

Da folkemindesamlerne i 1800-tallet vandrede rundt, indsamlede de mere end 1.000 folkeminder om sten.

I skrifterne benævnt som Danmarks Kæmpesten. Da istiden for små 11.000 år siden ophørte efterlod den et landskab med store og små sten strøet ud over Danmark. Men her på egnen, og især her i kommunen var det så som så med sten. Den sidste istidsrand lå ved Vandel og isen trak sig jo tilbage mod polaregnene. Lige fra jægerfolkets tid her på egen for omkring 8.000 år siden og til langt op i tiden ansås stenene for besjælede, kraftfyldte – ja endog hellige. Salige P.V. Glob mente endog, at kirkernes opførelse gjorde en ende på de hellige sten ved at præsterne ved indvielsen af kirken i 1100 eller 1200-tallet slog et hjørne af de hellige sten, der derved skulle miste deres kræfter.

 

Den kendteste sten her på egnen er nok Tirslundstenen, der står i Tirslund Plantage.

Den står ikke langt fra Brørup i retning mod Holsted. Stenen er oprindeligt en vandreblok – den næststørste i Danmark. Der var jo flere istider i rap og nogle de andre istider dækkede hele Danmark. Så den kan teoretisk set have ligget der i flere hundrede tusinde år. At den er takket i toppen skyldes at den lokale præst i 1792 sprængte et stykke af stenen til Navnet Tirslund kommer af guden Tyr (krigsguden i nordisk mytologi i Vikingetiden), og den har sikkert været en hellig sten dedikeret til ham. Men øverst på selve stenen mener man, der er udhugget en 47 cm lang fugl, en helleristning, fra yngre jernalder (o. år 500).

I 900-tallets slutning fik stenen nyt liv, da den skulle have været en del af Gorm den Gamles stentransport mellem Ribe og Jelling. Og vognen – måske af guld – er placeret i jorden under stenen. Og ser man nøje på landskabet omkring Tirslundstenen ja så får man øje på, at alskens stratenrøvere har prøvet at grave vognen op. Og gale blev de alle. Endelig var der jo den folkelige udgave af stenens historie – den med trolden. Trolde og kirker var jo ikke det bedste match. Trolden i Vorbasse ville knuse Føvling Kirke, men just da han skulle kaste kom hans bror forstyrrende og fortalte at bedstemor trold var død. Derfor nåede stenen kun til Tirslund.

 

En anden kæmpesten er Hamborggård stenen – den oprindeligt  næsten 4 meter høj.

Den står på Hamborggårdvej – på venstre side – 1,5 km nord for Bække. Den er i 900-tallet knyttet til Harald Blåtands stentransport til Jelling. Stenen hed derfor i folkemunde Harald Blåtands sten. Årsagen til stedet skyldtes, at Harald måtte skynde sig hjem til Jelling pga. familiære opstande i kongsgården. Herregården Nørholms hovedtrappe  er hugget ud af stenen o. 1775-80. Meget tæt på Hamborggård stenen lå Svingelandsstenen, den blev dog sprængt i stykker i 1775, da manglen på sten her i området jo var enorm. I dag findes der kun nogle brokker tilbage. De ligger o. 2 km nordvest for Bække i et privat område.

 

Her i kommunen er det så som så med sten.

I Plougslund lidt syd for Billund skulle der ved Dalgård på Grenevej i Nørre Å have ligget adskillige større stenblokke. Efter en overlevering på egnen skulle de på et tidspunkt have været transporteret til byggeriet af Gl. Grene Kirke. De skulle efter sigende være faldet gennem isen på åen. Nord for Sdr. Omme – nær Hvelplund – skulle der ligeledes i fordumstid have ligget flere sten fra Østersøegnene ja helt fra Ålandsøerne. Sten der for o. 60.000 år siden skulle være blevet transporteret hertil af store bræer.