Månedens bog i November 2024 på Billund Bibliotekerne

Månedens Bog, Billund B ibliotekerne

Månedens bog i November 2024 på Billund Bibliotekerne er “Elefantsymfonien” og “Folk som sår i sne”

 

Bibliotekerne Magion i Grindsted og Sdr. Omme 

Elefantsymfonien af Karin Smirnoff

I den svenske købstad Södertälje møder vi tre musikalske vidunderbørn. De lever i en verden af svigt og mangel på kærlighed. På trods af at de ikke har meget tilfælles, mødes de i en fælles forståelse gennem musikken.

De tre børn går til undervisning hos den verdensberømte lærer Frank Leide, som ved første øjekast virker til at være redningen for de tre børn. Sammen danner de fire en kvartet, som de tager rundt i verden og optræder med.

Som bogen skrider frem, kommer musiklærerens sande motiver frem, og en grum fortælling om grooming og pædofili udfolder sig.

Bogen er en stærk og medrivende bog, som handler om venskab, mod og svigt.

Karin Smirnoff er en erfaren svensk forfatter, som især er kendt for sin trilogi om Janna Kippo. Den første bog i trilogien, ”Jeg tog ned til bror”, blev nomineret til den prestigefulde svenske Augustpris, da den udkom i 2018.

PR-Foto

Bibliotekerne i Billund og Vorbasse

Folk som sår i sne af Tina Harnesk

”Folk som sår i sne” er en humoristisk men barsk fortælling, der foregår i det svenske Samerland. Her følger vi den 85-årige Máriddja, der netop har fået konstateret kræft. I stedet for at påbegynde behandling for sin kræftdiagnose beslutter Máriddja sig for at finde den dreng, der boede hos hende for år tilbage, og som Máriddja og hendes mand elskede som deres egen. Máriddjas mand er blevet glemsom, så i stedet for at tale med ham betror hun sig til stemmen inde i iPhonen og har nogle ganske vidunderlige samtaler med Siri.

Sideløbende følger vi det unge par Kaj og Mimmi, der netop har bosat sig i området hvor Kaj voksede op.

Romanen beskæftiger sig med hårde emner som tvangsforflytninger af samerne, overgreb og sygdom, men er fortalt med en god portion humor, hvilket gør at historien ikke bliver alt for barsk.

”Folk som sår i sne” er Svensk-Samiske Tina Harnesks debutroman og blev sidste år kåret til årets bog i Sverige.

PR-Foto