84-årig kvinde på Caminovandring: Ingrid gik sammen med Hanna

Ingrid Christensen gik en del af den Portugisiske Camino sammen med Hanna Gohr Jensen

Forhistorien for turen er den, at de mødtes til Hannas svigerforældres diamantbryllup sidste år, efter at Hanna og Josefine var kommet hjem fra Caminoen. Ingrid kom over til Hanna, hvor hun sagde ”nej, hvor var det dejligt at I gik turen. Jeg har faktisk altid drømt om at gå Caminoen”. Hanna sagde: ”Det kan du da stadigvæk nå”. Det vidste Ingrid ikke rigtigt, men hun ville gerne se billeder fra deres tur. Hanna mente, hun godt kunne hjælpe Ingrid med at finde ud af, hvordan hun kunne komme afsted.

 

Ingrid er med i en gå-klub, hvor hun går sammen med sine svømmeveninder, hver 14-dag – en fast tur

På det tidspunkt mente Ingrid dog, at hun var for gammel. Hun har haft brystkræft, som hun er blevet helbredt for. Hun har pacemaker, som fungerer fint. Selvom hun bliver forpustet, er der ingen problemer. Så holder hun bare pause. “Ja, vi har vel hver vores udfordringer men sammen fik vi det til at fungere på trods af”, sagde Hanna.

Hanna fandt forskellige bureauer, som sendte folk på Camino vandring. Ingrid kommer så på besøg hos Hanna, og de ser billeder. Ingrid siger til Hanna, at hun tænkte, at det var de to, som skulle gå Caminoen sammen. Det havde Hanna ikke lige tænkt på. De taler videre sammen om, hvordan det kan lade sig gøre. Vi mødes ind imellem for at få det planlagt. Hanna taler med sin mand Benny om det, og han siger, at Hanna gerne må tage med på turen sammen med Ingrid.

Vi mødtes hver mandag, hvor vi trænede, hele året. Vi mødtes et eller andet aftalt sted. Den ene havde morgenkaffen med og den anden havde frokosten med. Vi sad måske nede i haven bag Dr.Hansens Hus, hvor vi fik morgenkaffe eller frokost. Vi har også siddet på bænkene ved Karensminde. Vi gik ca. 10 km.

 

Skulle først afsted når havesæsonen var slut.

Som en del af planlægningen talte vi om, hvordan vi skulle gøre det, hvornår det skulle foregå, og hvor langt vi skulle gå.

Vi købte allerede retur – billetter i april måned, for så var de nemlig billigere. Ingrid husker prisen var omkring 2100 kr.

Hanna skulle finde ud af, hvor de skulle sove undervejs på turen. Et af stederne blev allerede bestilt i Maj måned for at være sikker på, at vi kunne få en plads, forklarer Hanna. Ingrid synes, det var et skønt sted. Det var en mand, som selv havde gået Caminoen flere gange. For tre år siden lavede han et sted, hvor man kunne overnatte. Han havde lavet et rundt bord ude i haven med levende lys. Vi sad derude og spiste – 12 personer. Han lavede selv maden. Der var ikke plads til flere end 12 personer, hvorfor det var vigtigt, at man havde bestilt plads forud.
Det var ikke alle steder, man kunne bestille en plads på forhånd. Derfor var det vigtigt, at vi de dage, vi skulle overnatte sådan et sted, kom så tidligt, at der var plads.
Hanna havde spurgt Ingrid om, hun kunne overnatte primitivt, og det mente Ingrid sagtens hun kunne. Der overnattes jo i køjesenge og med fælles bad og toilet.

Hvad nu hvis der sker mig noget?

Ingrid spurgte Hanna på et tidspunkt inden turen: ”Hvad nu, hvis der sker mig noget?” – og Hanna svarede hende ” Hvad nu, hvis der sker mig noget?” – for det kunne jo lige så godt være Hanna, der skete noget med. Ingen af dem kendte jo fremtiden.

Vi blev enige om at lave en ramme for vores tur, og så fylder vi indhold i turen bagefter.
Både Ingrid og Hanna havde tegnet en god forsikring.
Vi havde sørget for at have de nødvendige oplysninger, så Ingrid havde kontaktinformation på Hannas mand, Benny, og Hanna havde fået kontaktoplysninger på Ingrids børn.

 

Lagde hårdt ud på en prøvetur

Ingrid husker tydeligt, at de startede på en prøvetur, hvor de startede kl. 7 og gik til Sdr. Omme. Vi holdt pause ved Kirkepladsen, og gik derefter tilbage til Grindsted. De sidste 5 km var nok lidt rigeligt. Det betød også, at vi fremover ændrede det til, at ruterne/turene kun skulle være på 10 til 15 km.
I Spanien varierede dagens gåtur i afstand. Vi gik fx 25 km en dag og en anden dag 9 km. Vi blev noteret for at have gået 124 på den portugiske camino, men vi gik mere. Det var ikke kilometerne som vi havde fokus på, mere oplevelserne vi mødte undervejs.
Man går aldrig alene på Caminoen. Man møder rigtig mange forskellige mennesker, der alle nyder at vandre på Caminoen. Undervejs på turen blev vi overhalet af folk, og de sagde alle: Buen Camino (God tur).

 

Rygsækken – kun det nødvendige

Ingrid gik med 5 kg oppakning i rygsækken. Vi vaskede tøj tre gange i løbet af turen. Vi havde kun det nødvendige med i rygsækken. Hanna havde noget mere med i hendes rygsæk.
Hanna havde blandt andet nogle hydro-tabletter med, for hun ville ikke risikere, at Ingrid dehydrerede på turen. Det selvom Ingrid forklarer, at hun altid har været god til at drikke væske, så hun ikke blev dehydreret.

Det er utrolig hvor lidt man kan klare sig med. Her er det de basale behov som tæller. Caminoen sørger for det man mangler undervejs.

 

Det handlede om at nå målet

I stedet for at skulle anstrenge sig, så handlede det mere om at nå målet, som var at gennemføre turen. Og få oplevelsen af de mange ting.
Vi gik med Camino stien til Santiago de Compostella, og derfra tog vi bussen videre til Fisterra og Muxia, her var vi caminoturister. Her badede vi i Atlantehavet. Det havde jeg ønsket mig meget, fortæller Ingrid. Det var ikke koldt, luften var dog kun 20 grader. Når vi først var i vandet, så var det dejligt. En af dagene gik til “Verdens ende”, hvor 0 km stenen står.

Det hele klappede sig fint

Vi var afsted i 26 dage, hvoraf de 12 dage foregik på den portugiske camino. 2 dage i Santiago. 2 dage i hver af byerne Fisterra og Muxia. 1 overnatning i storbyen Vigo. 4 dage i Povoa de varzim hvor vi slappede af, og brugte 1 dag på at besøge den smukke by Porto. Ellers var der rejsedagene, med fly, bus og tog.

Turen startede den 16. september 2024, hvor Ingrid og Hanna fløj til Porto i Portugal og kom hjem den 12. oktober 2024.

 

Første nat var lidt en udfordring

Vi kom til Porto med flyveren omkring midnat. Det sted, hvor vi skulle overnatte, havde Hanna ikke været på før. Flyet var 40 – minutter forsinket. Vi går turen fra lufthavnen til vores Hostel i bælgravende mørke og var fremme omkring kl. 01.30. Der stod, at der var døgnbemanding på stedet, men det viste sig blot at være en telefonforbindelse. Der skulle vi så bare ringe til. Vi fik at vide, at de havde sendt en mail til Hanna, men den mail kunne vi ikke lige finde. I stedet fik vi en app til telefonen, så vi kunne komme ind. Vi skulle være stille, for de andre på stedet sov jo allerede. Da vi kom ind i værelset, kunne vi så konstatere, at de andre, der var der, ikke havde regnet med, at der kom flere. De havde taget alle de nederste køjer i køjesengene. Det betød så, at vi – både Ingrid og jeg – måtte tage de øverste køjer. Normalt plejede vi at gøre det således, at jeg tog den øverste køje og Ingrid den nederste, forklarer Hanna. Ingrid kunne da let tage den øverste køje. Det var ikke noget problem, mente Ingrid. Om morgen skulle der stå morgenmadsposer, men der var kun én tilbage, så de andre havde taget en pose for meget. Vi spiste så cornflakes med vand til, så det gik jo alligevel!Vi delte også indholdet af den ene pose – og så bare videre på turen.

 

Gik selv med bagagen

Vi mødte på den 10. dag to østrigske søstre på 63 og 68 år. De fik altid bagagen kørt, og gik derfor turen uden bagage. De sidste to dage prøvede Ingrid og Hanna også at gå uden rygsækken, hvilket var rigtig dejligt.

Vi gik 6-7 timer de fleste dage. En af de korte dage kom vi til stedet, hvor vi skulle overnatte, allerede ved middagstid. Ingrid gik en tur ned i byen. Efter aftensmaden gik vi begge en lille aftentur.
Nogle gange lavede vi selv mad, mens andre dage spiste vi ude.

62 og 64-årige Canadier

Vi mødte et par Canadiere på turen. De går forbi og siger It’ s you? – er det dig, der er 84? Parret fra Canada havde hørt på en Café, hvor de sov, at der var en 84-årig dansker, der gik Caminoen sammen med en noget yngre kvinde, der gik lidt langsommere. Derfor ville de da lige hilse på os, da de gik forbi os.

Vi havde lidt ”elastik” indbygget i turlængden, så der var mulighed for at holde pause ind i mellem og således kunne klare strabadserne.

Vi fik rigtig mange gode oplevelser, både med de mennesker vi mødte undervejs, og den skønne natur.

Normalt sidder man udenfor og spiser, men et af stederne, hvor vi kom, regnede det rigtig meget, så der var der 31 personer inde i et køkken for at spise ved 2 lange borde. Der kom en kæmpe gryde med suppe, som var blevet lavet et andet sted. Der var masser af rødvin, og go stemning. Vi var 11 forskellige nationaliteter. Værten holdt tale om, at man kunne spise sammen – og holde fred med hinanden.

Der var 6 danskere hos værten den aften. Værten var lidt nysgerrig efter at høre, hvor mange forskellige steder vi kom fra.

Storm i Portugal

Vi var i Portugal i 4 dage, og her mærkede vi bagsiden af den storm, som ramte Californien. Selv portugiserne gik i vinterjakker og lange bukser. Hanna og Ingrid spurgte en af dem på det sted, hvor de sov, om man kunne bade nu. Ja, det kan man normalt godt, fik de at vide, men det er ikke normalt nu. Det stormede så meget, at kystvagterne bad Ingrid og Hanna om at gå et stykke inde på stranden. Vi syntes ikke, det var barskt, for vi er jo vant til Vesterhavet.

Da vi tog til Porto skinnede solen. Vi var på rundvisning i hovedstaden, hvor en dygtig rundviser viste os over nogle kæmpe broer, og vi var på sejltur under de 6 broer. Vi gik også trapperne op – 22 etager, for Hanna havde spurgt Ingrid om ikke, de skulle tage en taxa, men Ingrid sagde nej, vi skal da gå. Vi holder bare nogle pauser undervejs.

Ingrids børn blev ikke forbavsede

Ingrids børn var ikke forbavsede, da hun fortalte, hun ville på turen. De syntes det lød spændende og ville vide, hvornår Ingrid og Hanna skulle afsted, og hvornår de kom hjem igen.
Ingrid sendte billeder undervejs, så børnene kunne følge med på turen. Børnene var glade for, at der ikke var sket hende noget undervejs.

 

Det blev en vellykket tur

Vi havde jo trænet et år i forvejen, så vi havde vænnet os til hinanden og havde fundet det korrekte tempo. Vi havde også godt fodtøj, stave og tøj.
Ingrid har ikke planer om at skulle gå Caminoen igen, for nu har hun jo gennemført den