Af Marianne Thorø
Snevejret gav travlhed i værkstedet hos Fasterholdt Biler i Billund
Det meste af Danmark stod op til sne torsdag morgen og senere på dagen meldte Vejdirektoratet om særdeles vanskelige forhold i trafikken omkring Vejle og Billund.
Allerede tidligere på ugen da de første meldinger om sne på vej indløb, begyndte telefonen at kime hos indskrivningen hos Fasterholdt Biler i Billund:
– Ja, vi kan godt mærke det nu – især her til morgen hvor der kom lidt sne. Jeg havde forventet det, men der er stadig lidt pres på, så vi er ved at have fyldt de huller op vi havde hist og pist, lød det fra Peter Johannesen hos Fasterholdt Biler torsdag formiddag.
Spørgsmålet er bare hvorfor folk venter med at få skiftet til vinterhjul når temperaturen – og sneen – falder?
– Jeg tror egentlig mange af dem er inde i en forglemmelse, hvor de ikke tænker over det, før der begynder at blive talt om frosten og sneen. Og så kommer det bag på de fleste. Og nogen har måske en travl hverdag og sådan noget, hvor det ryger i glemmebogen at man skal få dem monteret i god tid, fremfor at vi står med det her hvert år, siger Peter Johannesen.