Grindsted-Urup Menighedsråd har fået ny formand og næstformand
I forbindelse med menighedsrådsvalget er der nu der nu valgt en ny formand og en ny næstformand
Hans Jørgen Skriver er ny formand og Karsten Langdahl er ny næstformand i Grindsted-Urup menighedsråd fra 1. december. Begge er nyvalgte til menighedsrådet og de trækker andre erfaringer med ind i arbejdet.
Det har stået klart i et stykke tid, at Grindsted-Urup menighedsråd skulle have en ny formand efter at Lone Ovesen ikke genopstillede på valgforsamlingen i september måned. 1. december tiltræder det nyvalgte menighedsråd, der på et møde 14. november har konstitueret sig med to nyvalgte som henholdsvis formand og næstformand.
Hans Jørgen Skriver
Tidligere Uddannelseschef for Erhvervsakademi MidtVest Hans Jørgen Skriver er valgt som ny formand for menighedsrådet. ” Jeg har takket ja til at stille op til menighedsrådet i Grindsted – Urup og også ladet mig vælge som dets formand, velvidende at der også følger arbejde, ansvar og mange nye udfordringer med”, fortæller den 62-årige Hans Jørgen, der nu arbejder i Legoland. ”Jeg vil gerne give mit bidrag til, at kirkerne i Grindsted og Urup kan være nogle, som alle sognets indbyggere føler stolthed ved og opfatter som værende vores kirke og det uanset, hvor meget eller hvordan den enkelte bruger kirkerne og dens mange tilbud. Jeg er også af den overbevisning, at levende og berigende kirker og fællesskaber skal baseres på gode arbejdspladser og høj trivsel for alle dens ansatte, menighedsrådsråd og frivillige.”
Karsten Langdahl
Næstformand Karsten Langdahl er også nyvalgt i menighedsrådet. ”Jeg vil gerne være med til at lave kirke for alle – og med tilbud for alle aldre”, siger 57-årige Karsten, der til daglig er efterskolelærer. ”Jeg glæder mig over initiativer som babysalmesang, ulvetimegudstjenester, rytmiske gudstjenester, kordeltagelse, konfirmandlejre og mange gode tilbud i for eksempel i Kirkehuset. Det er vigtigt at blive set og føle sig velkommen i kirken. Relationer er af stor betydning, og vi skal huske at hilse på hinanden over kirkekaffen og til kirkefrokosterne”.
Tidligere er Grindsted menighedsråd blevet valgt ved hjælp af valglister, mens valget i år foregik på en valgforsamling som konsekvens af en lovændring. Det nye menighedsråd er dermed valgt som et samlet råd, der er sammensat af personer fra forskellige kirkelige og folkelige traditioner. Det nye formandskab står ligeledes for en forskellighed, men er samtidig bevidste om at repræsentere alle medlemmer af Folkekirken i Grindsted og Urup sogne.
Det nyvalgte menighedsråd har en 4-årig funktionsperiode og forvalter et årligt budget på ca. 8 mio. kr. skriver Grindsted-Urup menighedsråd i en pressemeddelelse.