Af Kai Bayer
LoG besøgte Billund Lufthavn – 5. del – interviews fra den 1. november 1990.
Den 1. november 2024 markerer Billund Lufthavn sit 60 års jubilæum på behørig vis.
Men den 1.november 1990 var der også fest i Billund lufthavn, for denne dag startede den første oversøiske rute fra lufthavnen. Den gik med Tjæreborg / Spies og Tower Air til Florida i USA.
Lokalradio Grindsted (LoG) var tilstede i lufthavnen den dag , og mødte bl.a. en række forventningsfulde rejsende i køen ved tjek-in. Bl.a. en mand, der skulle afsted til Florida.
Kai: Kan man forestille sig udvidelsesplaner om få år?
Dem har vi jo haft i årevis, og vi har sådan i det stille sikret mulighederne for både planlægningsmæssigt og på anden måde, at vi kan få en landingsbane nummer 2 på et tidspunkt, samt en helt ny, stor terminalbygning. Men nu spiser vi brød til med de nye passagerer og de nye ruter, der kommer, men vi vil jo nok kunne fastholde, at en million passagerer om året vil flyve gennem Billund lufthavn.
Men jeg tror, at de planer for udvidelse af bygningen, som vi nu står i, ja da kan afgangshallen og transithallen blive meget større, og da vi næste uge åbner en helt ny lounge for de flygæster, der rejser på business-class, kan denne lufthavn i sin nuværende udformning nok tage i alt 2 mio. passagerer om året, så det skal vi jo nå, før der skal ske noget.
Erling Tiedemann – flyver du selv når du skal på ferie?
Nej, nu er det jo sådan, at min kone og jeg er campister, og endnu har de jo ikke tilbudt os, at vi kunne få campingvognen med flyveren, så det ville jo kræve en Hercules som det amerikanske luftvåben af og til kommer med her til Billund lufthavn, men vi har da både fløjet med charterfly og med fly til destinationer, som vi selv har valgt, og vi har været i USA, så derfor sagde jeg til de rejsende tager af sted med flyet i dag: Det kan I glæde jer til. Det bliver en tur for livet!
Og sluttelig lidt facts omkring Billund Lufthavn dengang i november 1990:
Formand for lufthavnens bestyrelse var amtsborgmester Erling Tiedemann, Vejle Amt og lufthavnschef frem til 1997var Hans Erik Christensen, også kaldet HEC.
Efter de første 10 år havde Billund lufthavn 72.841 starter og landinger. Og i alt på de 10 år 559.162 charterrejsende og 275.178 rejsende på indenrigsruterne.
Den første udenrigsrute startede i 1985 med 18.300 rejsende, og i 1990 var det tal nået op på 90.950 passagerer. I 1991 gik der 141.894 rejsende gennem lufthavnen.
I maj 2002 blev den nye passagerterminal indviet. Den var designet til at kunne ekspedere 3,5 mio. gæster årligt. I 2023 gik 3.979.320 gæster igennem terminalen og videre til deres rejser.
Lufthavnen beskæftiger ca. 800 medarbejdere i selve lufthavnen og mellem 800 og 900 medarbejdere i de øvrige firmaer i lufthavnen.
Den første november 2024 kunne lufthavnen fejre sit 60 årige jubilæum.