Af Carsten Sander Christensen
Vintersolhvervsfest, kalaser og lidt om ordet jul
Foto: iStockphoto.com/Malte74
Her ude på heden har naturen altid spillet en meget væsentlig rolle i de lokale indbyggeres hverdag og fest.
Naturen herskede over liv og død og så var der jo og er der jo stadig meget i naturen som mennesket ikke kan forklare. Skiftet mellem lys og mørke, varme og kulde og dagens varierende længder var jo alfa og omega i bondens årlige drift. Den vigtigste begivenhed hele året var uden tvivl vintersolhverv. Pludselig begyndte lyset at komme igen. I oldtiden og ind i middelalderen var man jo nok lidt usikre på årsagen til det – især så langt ude på landet som her. Derfor skulle der fejres igennem, for tænk hvis det nu alligevel ikke blev lysere dag for dag.
I dag ved vi, at vinterjævndøgnet ligger omkring 21. december.
Det var man sig jo ikke bevidst om i de rigtigt gamle dage. Vintersolhvervsfesten blev i førkristen tid afholdt i midten af januar i de såkaldte midvinternætter. Pendanten om sommeren, Sommersolhvervsfest blev afholdt i august, det der i dag jo fejres som Skt. Hans aften den 23. juni om aftenen.
Vintersolhverv blev fejret overalt i Norden. Selve ordet solhverv kommer af oldnordisk sólhvarf, som vel kan oversættes til solvending. For øvrigt ordet Jul, der kom med kristendommens kommen, har intet med kristendom at gøre. Det kommer af jól, der kan oversættes med juleøl – altså et gilde hvor man fejrede med at drikke øl – meget øl.
I bronzealderen for omkring 3.000 år siden begyndte man fokuserer på den det egentligt drejede sig om nemlig solen.
Monumenter som Stonehenge i England havde solen i centrum. Herude har der dog været så få mennesker at større bygninger aldrig er blevet rejst. Og for godt 1.300 år siden begyndte Vikingerne at gøre deres indtog, også her på egnen. De agrare gener var dog dominerende for Vikingerne her i kommunen. Og så begyndte Odin, Heimdal og Thor pludselig at røre på sig. Slut med solen – så ofrede man til og festede man for guderne i stedet. Men dog stadig med samme formål nemlig at lyset skulle komme igen.
Man har beretninger fra o. 950 om vintersolhvervsfejringen, hvor en arabisk købmand Al-Tartuschi, der besøgte Hedeby, fortæller om fejringen og hvordan man ofrede mad og dyr til guderne. Dyrenes hoveder kunne sættes på en pæl til guderne, mens en stor del af kødet blev spist under det store kalas. Det var kvinderne der udførte ofringerne! Således kunne de jo ikke selv blive ofret. Selve ofringsprocessen hed at blote. Og kommer ordene Jól og Jólblot ind i sproget. Ligesom vi nok begynder at nærme os en fejring den 20-21. december. Og alt det har også fundet her på egnen.
I vikingernes sagaer fortælles der om store lysfester ved vintersolhverv.
Primært for at holde mørket på afstand under årets mørkeste og længste nat, hvor mørkets onde kræfter havde frit spil. Man festede i mange dage eller i det mindste til alt juleøllet var drukket op. Faen da tage hvis ikke det blev lyst alligevel. Og så var man jo heller ikke ædru, hvis man nu mødte ham sjoveren med hornene i panden, når man trådte ud i mørket. En nutidens julefrokost i lidt ekstrem form eller hva?
Når man mødtes mange mennesker, kunne man dyste i forskellige kappestrider og lege. Man kunne handle og indgå aftaler, der blev fortalt historier og måske også sunget og danset. Man har sikkert også indgået aftaler om fremtidige giftemål og andre alliancer. Man ved også at et såkaldt Juleting var normalt. her mødtes man for at løse konflikter og uoverensstemmelser, man tog fælles beslutninger, diskuterede og lagde militære planer og afgjorde retslige sager, som var vigtige for samfundet. Uoverensstemmelser, som ikke blev løst på tinget, kunne ende i tvekampe eller kampe mellem flere mænd. Sådanne aftalte dueller kunne også udføres under festlighederne til stor underholdning for gæsterne.
Længere fremme i tiden var julen en højtid, hvor danskerne traditionelt legede forskellige former for “julelege”.
Her legede småfolk, at de var herremænd eller måske gejstlige for en dag. Mænd og kvinder fik også mulighed for at komme nærmere hinanden under julelegene, der tit involverede tæt fysisk kontakt. I 1700-tallets julestuer var et frirum, som vi minder lidt om nutidens julefrokoster, hvor man smider nogle hæmninger. I denne klumme vil det dog desværre ikke blive udpenslet, hvad disse julelege gik ud på og bestod af. Selvom disse traditionelle julelege er gået i glemmebogen, benytter vi stadig den dag i dag decembers festlige arrangementer til at opføre os særdeles tosset. Der er også mange, der kan nikke genkendende til nærkontakten med det andet køn, selvom mange sikker fortryder det dagen efter. Dengang var det dog systematiseret.
Op mod hvor tid, vel i slutningen af 1800-tallet var der forberedelser til højtiden.
En Lærer i en lokal skole havde talt med Børnene om Adventstiden før Jul. Når man ventede fremmede, rensede man Huset (her Hjertet). Da udbrød en lille Dreng: “De ved a et nowed, dær a bæjer te, ind wo Kjørreslim”. – Så stod der naturligvis Skovl og Greb, og i Nærheden af Døren var anbragt et stort Trætrug, hvortil Dyrene blev slaaet ned til Vand i Vintertiden. Det kunde være et ret besværligt. Ja tiderne ændrer sig jo … og julen nærmer sig.
