Kai’s Corner: Helge Schydt fortæller om sin barndoms jul i Grindsted – 3.del

Kai's Corner

Af Kai Bayer

Helge Schydt – født i januar 1914 -fortæller om sin barndoms jul i Grindsted – 3.del

Sendt på Lokalradio Grindsted den 19. december 1987

 

Juleaften spiste vi først alle sammen, og efter spisningen gik vi rundt om juletræet.

Under det var der selvfølgelig legetøj, men der var også bløde pakker. Vi fik meget legetøj i den periode, og senere – da vi var lidt ældre – fik vi så de bløde pakker. I vores hjem læste mor juleevangeliet, når vi havde spist og gået rundt om det tændte træ og gaverne var delt ud,  og så var festen faktisk ved at være forbi. Vi fik julegodter, men det blev aldrig så voldsomt sent. Så drog de gamle hjem, og at gå på besøg hos hinanden bagefter – det var aldeles ukendt.

Juledag var vi så i kirke til højmessen, og da var det almindeligt, at der fulgte nogle af kirkegængerne med hjem – mine forældres gode venner – og så var de med hjemme og få et glas vin og nogle småkager og sådan noget, og så drog de ellers af igen og tog hjem.

 

Anden juledag begyndte man så at besøge hinanden og kigge på julegaver.

Og tredje juledag var der juletræ i Borgerforeningen  – min far sad i alle mine drengeår i bestyrelsen for Borgerforeningen. Det blev holdt i den gamle krosal, eller teatersalen som vi kaldte den. Der stod så et stort og vældig flot pyntet juletræ, og der var optræden fra scenen, hvor jeg da også engang medvirkede. Det var kromandens døtre, der arrangerede sådan forskellige slags optræden. De piger var vist nogen år ældre end mig, og han havde en meget stor børneflok, og  jeg kan huske, at jeg skulle danse solo sammen med kromandens yngste datter Kaja, og det var jeg nu slet ikke glad for. Men festligt var det, og det står meget klart i min erindring. Så fik vi jo godteposer med appelsiner, æbler og lidt konfekt.

Fjerde del af interviewet kan du læse den 23. december 2024 her på Netavisen Grindsted