Nyt lysanlæg på tennisbanerne i Grindsted

nyt lysanlæg på tennisbanerneDorthe Brinkmann og Mogens Hansen - Privatfoto

Nyt lysanlæg på tennisbanerne

Grindsted Tennis- og Padelklub har fået et markant løft med et nyt og moderne lysanlæg, der erstatter det mere end 25 år gamle system.

Et sponsorat på 50.000 kr. fra Den Jyske Sparekasses Støttefond (nu Vestjysk Bank) har været med til at finansiere det nye lysanlæg til klubbens tennisbaner.

 

Stor opbakning fra lokalområdet

Vestjysk Bank samt andre lokale sponsorer og fonde gør en stor forskel for en lokal klub som Grindsted Tennis- og Padelklub.

– Vi er heldige at have stor opbakning fra mange lokale virksomheder, hvilket gør det muligt for os at videreudvikle klubben og tilbyde både tennis og padel i mange år fremover. I 2022 havde klubben 60 tennismedlemmer, men efter vi har fået opført to padelbaner, er vi nu kommet op på 235 medlemmer. Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden den flotte opbakning fra lokalområdet, udtaler Mogens Hansen, formand i Grindsted Tennis- og Padelklub i en pressemeddelelse.

 

Sæsonen bliver længere

Det nye lysanlæg vil både forbedre forholdene for klubbens medlemmer og forlænge spillesæsonen betydeligt – til stor glæde for både motionister og turneringsspillere.

– Vi har en populær tennis- og padelklub her i Grindsted, og vi er glade for at kunne støtte op om klubbens bestræbelser på at skabe bedre faciliteter for medlemmerne. Et rigt foreningsliv kræver, at man har nogle gode rammer for sport og samvær, og det vil vi gerne bidrage til, fortæller Dorthe Brinkmann, medlem af støttefondens bestyrelse og filialdirektør i Vestjysk Bank.