Af: Marianne Thorø
Ny festival for hele kommunen ser dagens lys og foregår den 2. august 2025
Ronni Lade Eriksen lægger ikke skjul på at han var voldsomt skuffet, da de tre ejerforeninger af Musik Gryden i efteråret besluttede at trække stikket efter 2024-udgaven af kommunens største havefest var gjort op.
Efter underskuddet i 2023 – det eneste i festivalens 20-årige historie, i øvrigt – blev Ronni Lade Eriksen sat i spidsen for 2024-udgaven. En opgave der blev løst med overskud.
Alligevel blev stikket trukket, og det ærgrede Ronni Lade Eriksen så meget at han nu selv har taget initiativ til en spritny festival, Hedens Festival.
– For mig er det utrolig vigtigt at Hedens Festival bliver for hele Billund kommune, fastslår han, da han løfter lidt af sløret for planerne.
Tanken er at lave en fond, der skal stå som ejer af Hedens Festival. Det kræver opbakning fra kommunens virksomheder og erhvervsfolk, som kan se en fordel i at bakke op om en lokal festival, der får mere udtryk af “hygge” end store koncertnavne på stribe.
Og så skal der til Hedens Festival være ejerskab over de enkelte barområder. Musik i Gryden har de senere år lidt voldsomt under et stort svind i barerne, hvor der blev langet alt for mange gratis drinks over disken fra nogle af de frivillige til venner og bekendte.
– Vi tilbyder foreninger fra hele Billund kommune at overtage en bar. De får stillet X antal drikkevarer til rådighed og når festivalen er slut, gør vi op med hvor meget de har solgt, og så afregner vi hvor meget de skal have i klubkassen. Så jo flere penge, der kommer i kassen for barsalget, jo flere penge ryger der i klubkassen i sidste ende, forklarer Ronni Lade Eriksen.
Hedens Festival ser dagens lys første weekend i august – samme weekend, hvor Musik i Gryden fandt sted. I løbet af januar offentliggøres de første navne og planen er så at sætte billetterne til salg 1. februar 2025.
Find og følg festivalens fb-siden her: https://www.facebook.com/profile.php?id=61571249000358